Bolivia, Minetur i Potosí

Tekst: Lars Tengstedt

Vi startede i La Paz, hvor Kristinas veninde, Nina, stødte til os og skulle rejse med os i en måned. Efter en lidt for spændende tur til Coroico (vi så dem bogstaveligt hive lig op fra afgrunden !!) tog vi til Uyuni for at tage på en tur til saltørkenen. Bortset fra nogle små uheld var det egentlig en meget god tur – saltørkenen er dog kun en halv dag. Vi anvendte Brisa Tour (topanbefalingen fra Lonely Planet), men det kan bestemt ikke anbefales – måske fordi vi tog en fire-dages tur på tre dage. Konklusion: En flot tur, som er fandens kold (-15 om natten) og bør gøres på fire dage.

Det er også koldt i Potosí, så det blev kun til en enkelt dag, hvor vi skulle ned og se sølvminen i Cerro Rico. Vi startede med at købe lidt cocablade og noget dynamit, som gaver til arbejderne dernede og med lidt uro i sindet gik vi ind i minerne med gul regnjakke, gummistøvler og en lille lampe pr. to mand. Jeg var specielt nervøs, da det netop var denne da at jeg var uden forsikring, da jeg havde opsagt en og tegnet den næste en dag for sent.

Det var en utrolig fed tur og selv om vores guide var noget specielt – f.eks. da jeg efterlod mine støvler udenfor og var bange for at de skulle blive stjålet, svarede han: “This is Bolivia, not Peru” – så var han fantastisk god og vidende om alt, hvad der foregik i minerne. Han havde selv arbejdet der i seks år.

Vi så far og søn arbejde side om side trækkende 70 kilo sten op af et hul igen og igen og igen ….. Til trods for at det er ulovligt for børn at arbejde i minerne! Vi så også en mand sidde og vurdere indeholdet af sølv og andre materialer i stenene. Han havde ikke brug for alle de moderne maskiner, som kunne dette – han havde været i minerne i 49!!! år; han var 66 år gammel og havde set sine venner dø eller forsvinde til andre miner og andre former for arbejde.

Højdepunktet var da vi afleverede vores dynamit til en fyr, som sad og hakkede huller i væggen, netop til dynamit. Det tog ham cirka 2.5 time at lave et hul af cirka 75 cm dybde til en dynamitstang. Efter placeringen af dynamitten, gik vi et godt stykke væk og havde ikke rigtig nogen idé om, hvad vi skulle forvente – indtil det pludselig gav et KÆMPE BRAG og alle vores lys gik ud. Jeg nåede lige at tænke at den var helt gal, inden guiden tændte vores lygter igen. Det var simpelthen for vildt at opleve. Det var ikke fordi det var specielt overdrevet højt, men lyden var så utroligt dyb og kraftig at det føltes i hver en knogle i hele kroppen.

Med ondt i ryggen og en lille tak til den høje herre på øverste etage for en minetur uden uheld var vi igen ude i kulden. Herefter gik det ned af bakke – fra 4070m i Potosí gik det over stok og sten til Santa Cruz i 437m. Her fejrede vi Kristinas fødselsdag i varme omgivelser, inden vi fortsatte med toget til Brasilien – ufatteligt at en togbane kan være så ujævn så man nogle gange flyver ud af sæderne!

Samlet konklusion for Bolivia er at det er et meget koldt land – specielt hvad menneskene angår. Vi var meget uheldige? og spenderede f.eks. en iskold nat på motoren og trappen af en bus fra La Paz til Uyuni, da de havde solgt for mange billetter til bussen. Ydermere fandt vi at det var svært at stole på mennesker, som havde noget med turister at gøre. Det fortalte det vi gerne ville høre for at sælge en billet til netop deres bus eller deres tur – trist at det skal være sådan.