Camilla på Bala Mandir

Af: Camilla K. Bach
Foto: Projekt Pilgrim, og mere information

Camilla K. Bach på 20 år er efter 4½ måneds forberedelse på Rønde Højskole rejst til Indien, hvor hun arbejder som frivillig på børnehjemmet Bala Mandir og bor på Christian Women’s Hostel i Chennai (Madras) i det sydlige Indien.

Børnehjemmet
Bala Mandir er et utroligt godt sted. Der er tjek på tingene og de har mange faciliteter: legetøj, legepladser, skolebibliotek -ja! Jeg har besluttet mig for, at jeg kun er hos de små forældreløse børn -hvilket var mit valg hjemmefra. Og de er kære, 14 styks guldklumper, hvoraf kun tre er drenge. Jeg tror nok, jeg har vundet alles hjerter, især efter jeg er begyndt at gå i saree. Det sjove var dog, at de, som ikke var bange for mig i bluse og bukser, pludselig blev nervøse ved at se mig i indertøj, og jeg frygtede at kort øjeblik, at jeg skulle starte forfra med at vinde deres gunst. Men nej -tag bare i dag. Jeg har haft min. 4 børn kravlende på mig konstant. Selv Rani og Tapana -to piger, som absolut ikke syntes om mig eller Carina -kommer nu hen til en af sig selv. Og det skal tilføjes, at det er noget af en triumf at få Tapanas godkendelse. Hun har nemlig ikke bestilt andet end at hyle de tre første uger, hver gang vi så på hende.

Vi har også været to dage hos de mentalt handicappede. Der kommer forældre med deres børn og får undervisning i alt: Yoga, fysioterapi, pottetræning, musik etc. Et ekstremt velfungerende center, men skulle jeg arbejde der, skulle det være fra 10-12 og klokken 12 sover de små tre timer til middag. Derfor har jeg valgt at være på BM fra 8-13 eller 15-19 ikke lang tid, men nok tid. Jeg har forstået, at fordi jeg er kommet til et organiseret sted, er der ikke meget, jeg kan gøre for at ændre tingene til det bedre. Jeg kan dog indføre lidt pædagogik i hverdage. Således prøver jeg, at få børnene til selv at lægge puslespil ( der er kun 1 *G * ) i stedet for, at de andre voksne utålmodigt gør det færdigt. Jeg træner også Sumenas ben. En lille pige som har haft meningitis og nu kun kan slæbe sig afsted siddende skævt med kroppen. Åbenbart er der ingen, der er interesseret i at hjælpe hende. Men jeg lader mig selv tro, at pga. min indsats, kan hun allerede nu rejse sig på knæ og kravle lidt. Og dette er kun på en måned, hvor jeg har gået lidt med hende og haft hende oppe at stå etc. Så helt i de små ting er jeg vel lidt Moder Theresa .

Nå, men så mødte jeg jo Lars Odd Petterson og Jeanie ( et eller andet) + hendes mand Wolfram. Sidste uge var der en masse tam tam til ære for de to Braade-stiftungpersoner og det var hyggeligt at deltage. Lars fortalte, at der bor 850 børn på BM, og at der hver dag kommer 1500 ind fra slummen. Deres seneste projekt var en bygning til ingeniøruddannelse og her havde man oprettet et samarbejde med ECC, så alle var så godt som sikret et job bagefter. Hvad de denne gang skulle støtte, var en ny isolationsblok, så de kan undgå epidemier, hvis nogen skulle få mæslinger etc. Pga. denne var vi så til hinduistisk gudstjeneste/ofrelse. Det var Ganesa der fik offergaver med håb om, at han ville velsigne deres projekt. Det var spændende at overvære, og efter en times melodiøs trancesummen fik vi alle en rød og sort plet i panden, og så var det slut.

Om maden
Carina og jeg er gentagne gange troppet op til aftensmad for på ny at prøve lykken. Men nej … Hver gang ris -hvilket jo kan være lækkert nok med rette tilbehør -og så to gange snask ( farven varierer fra dag til dag) som utvivlsomt er andet end chili, for det er ualmindeligt STÆRKT. Er det en god dag får vi også en skive tørstegt fisk ( hvilken art skal ikke kunne siges), spørger man efter det, får man også curd, noget yoghurt som gør det en hel del lettere at synke den brændende mad, uden at man får fornemmelsen af at ens spiserør er ved at ætse op. Om morgenmaden og frokosten er det samme, aner vi ikke. Vi har endnu ikke formået at komme op til morgenmad, og eftersom det er på det tidspunkt, man også pakker til frokost siger resten sig selv J Ak ja Måske vi får afklaret mysteriet om frokosten her i weekenden. Der skal den nemlig ikke pakkes om morgenen. Faktisk er vores eneste lyspunkt ( hvad maden angår) teen mellem 16 og 17.30. Utroligt så hurtigt man vænner sig til det søde stads?? Men er man heldig, er der også noget godt til teen; lækre boller fx, man kan dog også være så uheldig, at det er kogte peanutsnødder i olie og krydderier….

Som I nok kan høre, er maden på hostelet et klart MISS! Vi er blevet enige om, at det nok er fordi, det er hostelmad ligesom institutionsmad i DK. Ikke at maden på Rønde Højskole fejlede noget -næh, den var skam fortræffelig. Men vi har jo begge gået på efterskole ( samme skole faktisk *G*) og der var maden ikke altid go’. Altså må det være samme princip her!! Nå ja -så har pigerne her på hostelet vist ikke hørt om reglen med at kun blive beskidt til fingrenes yderste led. For flere af dem har altså ris helt op til albuerne!! Synd man ikke diskret kan tage et billede at de massive kulturchok.

Et klart HIT er dog FOODWORLD 10 skridt nede af gaden. Der er vi allerede blevet stamkunder. Og man kan få alt hvad hjertet begærer. Toast, ost, toiletpapir, cigaretter -JA ALT!!

Ud at køre med rickshaw
De sa…. (Ups undskyld) Rick-kørere. De er da dumme! De første dage ville de have 40 Rp for at køre os til Bala Mandir. Nu kræver mange af dem pludselig 60 Rp. Tosset!! Vi har fået tre til at bruge METER PLEASE. Den ene kunne dog ikke vejen og vi kom ud på noget af en sightseeing i diverse smågader. Den anden kørte en bagvej (uden om trafikken sagde han) Det kostede os 50 Rp. Den tredje kørte os dertil, 37 Rp blev det. Så mon ikke vi kan få fikset os en fast chauffør til 35 Rp hver vej. Jeg har også været helt oppe på 56 -men det var pga. en dum rickmand, som ingenting ville fatte, men kørte sin egen vej. SUK -dem er der mange af…desværre. Jeg er nu blevet bedre til at håndtere dem og mange af dem giver efter, når de kan høre, at man altså er vant til deres bulshit. Tja rickmænd er nok det første, du lærer at omgåes i storbyerne i Indien. Vil man med bus til Bala Mandir, kan man nøjes med at bruge Rs. 6 hver vej. Men på de tider jeg møder og slutter, er busserne alt for proppet til mig. Så hellere en lille heftig diskussion med en rick.

Kirkedebut
Den 21. jan. var min kirkedebut her i Indien. Det forbavser mig faktisk, hvor mange kirker, templer, forsamlingshuse etc. der er i Chennai – bare her i Veppery er det jo helt tosset . ja tag bare her på Sampath Rd. Her er fire steder, hvor man kan samles og hylde Gud. Utroligt? Den kirke jeg skulle i, havde nu ikke meget med en kirke at gøre. Det øjeblik jeg trådte ind i lobbyen af et gammelt nedslidt hotel, fik jeg mit første skeptiske anfald. Hvad var det dog, jeg havde indvilliget i ? Op af trappen ( gelænderet pyntet med samme slags glitterguilande, vi kommer om juletræet) , over i hjørnet og så var jeg i et stort rum fyldt med stole. I det ene hjørne sad et band og testede lyden. Lige inden for døren var der en slags bod med bøger, te og kiks. De hostelpiger, vi er kommet med, viser os hen til nogle stole på de forreste rækker, og der sidder vi så og iagttager samtlige bevægelser omkring os.

Langsomt fyldes rummet med mennesker, og forbavsende nok er mange af dem hvide. Allerede ved første sang kastes man ud i en væmmelig situation; vi skal danse, hoppe, snurre rundt og hilse på sidemanden, lige for meget ,når man ikke er inkarneret kirkegænger hjemmefra. Mere skræmmende bliver det, som der mellem hver sang kommer små bønner til Gud: Thank you Lord for loving me – I take pleasure in worshipping you bla.bla. bla. Det eneste jeg umiddelbart kunne finde at sammenlignelige situationen med, er de fanatiske troende amerikanske udsendelser HALLELUJA! Den ultimative knockout kommer som en gæstetaler går til mikrofonen. Han snakker om, at vi skal blive gode til det, vi er bedst til. Sådan tjener vi bedst Gud. Som han slutter af, gør han parat til frelse og folk strømmer til og går grædende derfra igen -alt imens jeg bare står som forstenet og prøver at få samling på de tre timers tilbedelse, jeg lige har overværet. Før jeg når længere træder en amerikansk gut hen til mig og siger: Hello my firend, how are you. Før jeg ved af det, har jeg fortalt ham om hele mit foretagende i Indien, og som han forsvinder tænker jeg lidt, om det var en snært gudsfrygtighed, der fik mig til at blabre ud med alt? Han var jo trods alt en kristen missionær og for et sådan menneske, kan man vel ikke lyve?

Siden har jeg været to gange derhenne -i Powerhouse, som de kalder sig. Og selv om det er meget anderledes, så er det også hyggeligt. Især med de mange gospelsange den første halve time går med. Hver gang har der være gæstetalere, og det er meget forskelligt, hvad de hver især mener, er der den bedste tilgang til Gud. Nr. 2 mente, man skulle være ydmyg og være til rådighed for Ham & næsten. Nr. 3 var sikker på, at alt nydelse var roden til det evigt onde, derfor halleluja at der i sidste uge var lukket to spritbutikker.

Hvad jeg dog kan samle af alt dette er, at indere er ualmindeligt meget troende. Og især de kristne. Det er som om, de har noget, de skal bevise… og ja jeg kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed, når jeg tænker på, hvor stærk min tro er …eller ikke er .

U-TURN
Nå men Powerhouse har selvfølgelig også et ungdomsprogram.: U-TURN og hver søndag aften er der samling med hygge, snak og spil. Jeg har kun været der en gang, og der var der live musik. Godt nok!! Igennem dette fik jeg også en fribillet til en rockkoncert arrangeret at YMCA og Zinol.com (tjek hjemmesiden) og det var fedt. Et Amr. Band og to indiske. Alle kristne sefølsom., men musikken kunne ikke klages over og især det indiske band Jooose var kanon. Og der står man så -i verden fattigste land og vrikker i takt med bassen. Tosset. Og sådan er det mange gange. Tosset. For intet i Chennai er, som man forventer. Det er kontrasternes by og selvom det vrimler med tigere på gade, stopper det ikke “upperclase-Indien”, at leve i luksus. Således kan man gå fra markedet, have købt 1 kg. Tomater, ½ kg. Løg & tre peberfrugter for Rs. 18 og henne i supermarkedet ved siden af, kan du kun få de tre peberfrugter for samme pris. Tosset -men unægtelig er begge dele billigt, hvis man ser på, hvad man kan få i DK for 3,80 kr.

Anyways… mine sociale udskejelser skulle da ikke stoppe her. Så jeg tog med til pige-gatherring. Alle piger fra Powerhouse mødtes hos præstens kone tirsdag aften. Det var såmænd rigtig hyggeligt. Og så fik jeg også god mad. Ikke dermed sagt, at maden ikke var stærk -den brændte som bare pokker, men samtidig smagte den også af noget. Modsat hostelmaden. Det eneste, der den aften var pinsomt, var konkurrencen, hvor vi skulle finde flest mulige kvindeskikkelser i biblen. Eftersom jeg jo ikke læser i den hver dag, var mit bidrag ret så beskedent. Eva, Maria .. og så Rachel og Esther, men de to sidste kun fordi jeg havde hørt om dem samme søndag til gudstjenesten. Et eller andet sted, ret så ynkelige en præstation, men hva’?!

Hinduisme
Så I kan nok forstå, at det er noget af en heavybelieve-samling jeg mænger mig med. Modvægten får jeg fra mit arbejde, hvor alt er hinduistisk. Overalt har de falmede billeder hængende af Shiva, Ganesha og Vishnu. Blomsterkranse omringer billederne, og på små afsatse er der figurer af de selv samme med frugter og røgelse lagt til ofring foran. Det er ikke til at tage fejl af, at de tilbeder gudebilleder. Og på næsten samme måde ser man overalt på BM, buster og mindetavler til ære for den ene eller anden person, som har gjort noget for BM. Alt skal huskes og hver venlig gestus æres med en form for skrift, så det for evigt kan huskes.

Mindst en gang om ugen får børnene en prik i panden og bliver taget på vandring til tv-stuen, hvor de skal se Shiva, derefter går turen til spisesalen hvor div. Gurubilleder hænger. Det største af en stor inder med kæmpe afrohår. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem han er, men hans billede ses ofte. I rammer, på gadedøre, nøglering -overalt! Her får de så lov at smage på den frugt, der er lagt til ofring ,og så er det ellers tilbage til gangen.

Umiddelbart lyder det ikke som det helt store, men denne lille udflugt må unægtelig være en af ugens højdepunker for de små, for derudover sker der ikke meget for dem. De har et areal svarende til et tekøkken at lege på, og de bliver ellevilde, når man løfter dem op, så de kan se ud i gården, eller hvis de får lov til at gå ind til de lidt større børn at lege. Kun en gang har jeg set dem være ude på deres legeplads, og det var kun i 10 min. eller sådan..

Alligevel er børnene glade nok, og hvorfor skulle de ikke være det? De ved jo ikke, hvad de går glip af, og det faktum gør det så meget lettere at lege med dem, uden at de begynder at kede sig. På det punkt er de meget mere taknemmelige end danske børn!! Jeg har nu nok forvænt dem noget, og til tider kan jeg næsten ikke følge med, for når seks små unger forlanger lige meget opmærksomhed…ja så bliver det lige slemt nok. De er nu så kære hver og en, så man kan ikke være sur på dem længe af gangen, selv om de har skabt sig tosset, kan de sekundet efter sende et “dræbersmil” og så er alt glemt! SUK hvor tragisk, når jeg skal overlade dem til sig selv om halvanden måned… men den tid den sorg.

Med tog
Jeg fik prøvet mig på det lokale netværk her i weekenden, jeg skulle til en koncert på Madras Christian College -som ligger 45 min. væk med tog. Jeg fulgtes med en pige fra hostlet, et hedder Glory. Hendes søster bor her også, og hun hedder Joy. ..Kunne det tænkes, deres forældre er kristne? Jeg mener, hvorfor ellers de navne? Og jo, på vejen hjem fik jeg bekræftet min mistanke. Deres far er pastor og rejser jorden rundt og missionerer.

Men altså jeg skulle altså til koncert. Vi tog toget fra Egmore Station. Der er 15 . min gang fra hostlet og på vej derover kommer du lige igennem hele den sociale deroute. Omkring Hostlet et par gadebeboere, men ellers OK standart og de næste højhuse siger med deres ydre, at her er godt at bo. På den anden side af gadekrydset for enden af Sampath Rd. ligger så en lille slumby. Utroligt nok ser der 10 gange mere hyggeligt ud her, end ved hostlet. Så skal man over broen, der går over togsporene, og hen til billetlugen. På denne bro er der nok den værste samling skravl: blinde, handicappede, spedalske -hver gang jeg passerer dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på bogen “En hårfin balance” og ham kongen/bossen deri .

Anyways en returbillet koster kun Rs. 10. Det første tog springer vi over, da det allerede er proppet. Og efter 10 min. venten kommer et nyt tog . Her er også mange mennesker, men der er alligevel plads til Glory og mig. Hvis jeg holdte min arm udstrakt, ville Glory kunne gå under den, uden at støde sit hoved.-og med den højde undre det mig, at hun ikke betænkte sig mere ved at rejse i tog. Men så slog det mig, at langt de fleste indere jo er af den højde. Kun jeg, og enkelte andre, kunne nyde den luksus at have hovedet over massen -over tætheden, lugtene, sved, kroppene og den evige masen og skubben. Jeg tog et solidt tag i en af de utallige trekants/hestebejler i loftet. Man skulle næsten tro de var til udsmykning i kupeens loft. En slags 80′er kubisme -alt i gult jern. Ja, for praktiske er de ikke, eftersom mange af de små inderdamer alligevel ikke kan nå dem.

Men der stod jeg så og svajede i takt til togets rytme og massens bevægelser. For hvert stop steg der flere på end af, og utroligt nok var der plads til alle. Jeg stod lige ved den vidt åbne dør og nød de friske vindpust derfra. Det var dog lidt af en farlig position, for flere af inderkvinderne ville også stå der, og rykkede man ikke ind i toget for at lade dem komme til, så blev man bare skubbet yderligere ud YAIKS! På et tidspunkt kom en kvinde på toget, masede sig gennem toget over mod mig, og før jeg vidste af det, havde hun sat sig bag mig -lige i døråbningen. I og med folk sad rundt omkring og optog al ben – og fodplads, gjorde dét, det endnu sværere at holde balancen. Men jeg holdt ud, alt imens mine øjne skiftevis blev fanget af det skiftende sceneri udenfor og sælgerne indenfor. De sælgere er utrolige! De må have en 6. sans eller noget? Og som de forstår at bevæge sig med læssevis af varer i et proppet tog?! Penge vandrer på kryds og tværs, flere hænder fungere som mellemmænd, men alligevel kommer pengene til den rigtige sælger og varen til den rette ejermand. AMAZING!

En anden ting jeg fandt sjov var, at der for samtlige vinduer var tremmer, men at alle døre stod åbne konstant! Hvilken velovervejet sikkerhed!! Turen hjem igen var nu knap så spændende. Vi kom hjem udenfor myldretid og tak for det, for det var egentlig meget rart at sidde ned.

Koncert
Koncerten var god! Det viste dig at samtlige bandmedlemmer var gamle studerende, der levede i berømmelsens lys. Og skægt nok havde de massere af succes? Som så mange af de andre bands, jeg har hørt her i Chennai, lever det stort på at spiller covernumre Bryan Adams, Pink Floyd, Sting, Doors, Michael Learns to Rock…. You name it. Det sælger bedre end egen musik. Jeg skal nu ikke klage, for det betød kun, at jeg kendte musikken og derfor sagtens kunne rocke med. MCC er stort, arealmæssigt tage det tre timer at gå rundt og se det hele. Tilgengæld tror jeg ikke, de har mere end 5.000 studerende og der er jo ligesom Handelshøjskolen i KBH. Nå det var så min lørdagsaktivitet.

Jeg vil slutte af med at fortælle, at til trods for at Indien er hårdt, så har det sine opture at være her. Det viser sig især, som man kommer gående af Kenneth Lane i Egmore ( der hvor flest back’ere bor i Chennai) og bliver stoppet af to rejsende, der spørger en til råds om sted at sove, HA HA så kan man ikke andet end at tro, at nu har Indien endelige taget en til sig og ditto omvendt. At tænke sig, at man for andre hvide ser ud som om, at man er OK men sin situation, selvom man selv føler en stadig forvirring over det evige kaos. Men godt så – den dag havde man en god følelse.

Og så vil jeg slutte… 8 sider må være mere en nok. Men sådan er det at være på farten -alt for mange oplevelser alt for lidt papir.

Mange varme (38 grader varme) hilsner

Camilla