MAN STARTER FRA BUNDEN
Verden over arbejder Røde Kors’ medarbejdere med at hjælpe mennesker i nød. Artiklen nedenfor er fra Dansk Røde Kors’ blad.
“Mit hjerte må ikke blive til en sten”
Tekst og foto: Ditte Andersen
Som delegat står man ofte midt i et kaos af sultne og syge mennesker. Børnene græder. Folk dør omkring én. Den første indskydelse er at kaste mad ud til dem, der står tættest på. Men det nytter ikke noget. I den situation gælder det om at tænke klart og tage opgaverne én ad gangen.
(Angola) Panik ville være en naturlig reaktion, når man står midt mellem tusindvis af mennesker, som skriger på mad. Men panik nytter ikke noget. – Det lyder måske hårdt, men nogle gange er det nødvendigt at slå øjnene ned og tænke på planlægning, før man begynder at dele mad ud. Man skal selvfølgelig ikke lade folk dø af sult, men hvis man bruger et par dage på at få begyndt på den rigtige måde, bliver indsatsen langt mere effektiv resten af tiden, siger Ditte Andersen.
Hun var delegat seks måneder i Angola, der var plaget af årtiers borgerkrig mellem regeringen og oprørsbevægelsen UNITA. Ditte blev sendt til Huambo – oprørernes hovedkvarter, hvor indbyggerne på grund af kampene og ødelæggelserne var alvorligt underernærede – værst ramt var småbørnene. Hendes opgave var at oprette og drive et ernæringscenter for at redde så mange som muligt af disse børn.
En svær opgave. Huambo var et oplagt bombemål for regeringens fly, og det prægede delegaternes arbejdsdag. De gik rundt med radioer, og hver gang, de hørte meldingen ³Tango², måtte de afbryde arbejdet og søge dækning. ³Tango² var koden for flyangreb, og ³Capri² betød, at det var overstået, og arbejdet kunne genoptages.
Ditte Andersens første opgave var at finde en bygning, hvor hun kunne indrette ernæringscentret. Hun fandt en nedlagt bar med fire store rum. Næste punkt var at finde arbejdskraft. Ditte Andersen har aldrig oplevet mandskabsproblemer. Det er hendes erfaring, at masser af folk tilbyder deres hjælp, så snart en delegat viser sig et nyt sted.
- Der går som regel kun et par timer, så har man mellem 20 og 30 folk at vælge mellem, siger Ditte Andersen.
- Nogen gange er det svært at vælge, men man ansætter dem, man kan kommunikere med, og som man stoler på. Der er heldigvis faste regler for, hvad lønnen er for løsarbejdere, tolke, vagtmænd, chauffører og så videre, så det er sjældent et problem. Som regel tilbyder vi noget mad oven i lønnen, for eksempel en sæk korn, og det er attraktivt.
I Angola skulle Ditte Andersen også ansætte seks køkkenmedhjælpere til at forberede maden til børnene. Dem skulle der indgås aftaler om arbejdstid, løn og turnusordning med, ligesom der skulle skaffes gryder, potter, pander og brænde. – Man skal finde ud af hvilken type brænde, man skal bruge, og hvordan man sikrer forsyningen. I begyndelsen havde vi brændselsbærere, men senere kunne vi få det leveret med lastbil. Ovnstederne var bare et par mursten, men senere vi fik støbt fundamenter. For at samarbejdet med de ansatte skal fungere, er det vigtigt at lytte til deres erfaringer og viden om lokalområdet.
- Jeg har altid ment, at det er en god idé at stikke fingeren i jorden, når man kommer et nyt sted. Og så er det både fornuftigt og nødvendigt at samarbejde fra starten. Jeg beder altid om gode råd og sørger for at uddelegere ansvar. Hvis man kommer drønende i sin store hvide landcruiser og siger ³se her, sådan og sådan vil jeg ha¹ det², så når man ingen vegne, siger Ditte Andersen.
Efter få dages forberedende arbejde var centret i Huambo parat til at dele mad ud til 400 børn om dagen. Kriteriet for at få mad på centeret var, at børnene skulle veje under 76% af normalvægten. For syge børn var grænsen 80%. Sammen med en lokal sygeplejerske holdt Ditte konsultationer, hvor forældrene kom med de børn, de gerne ville have optaget i ernærings-programmet
. – Jeg delte børnene i fire grupper, alt efter hvor svage og medtagne de var. I hvert rum var der et par medhjælpere, der gav børnene mælk og holdt øje med, hvordan de spiste: Om de havde brug for at blive madet, om de kastede maden op igen, og om de skulle henvises til en sygeplejerske, siger Ditte Andersen.
Den første måned stod hun selv op i buldrende mørke klokken fire hver morgen og mødte på arbejde klokken fem. De første børn kom klokken seks. En halv time senere delte hun og personalet mad ud og vejede børnene.
- Folk er ikke dovne, men når man ikke har arbejdet et stykke tid, har man brug for at få styrket moralen. Derfor var det vigtigt, at jeg var der tidligt om morgenen, så de kunne se, at jeg arbejdede seriøst på at få stedet til at fungere.
Og fungere, det gjorde ernæringscenteret – på trods af krigen rundt omkring. Veronica Louisa var fem år og vejede ni kilo, da Ditte Andersen tog hende på skødet første gang. Bliver hun nogensinde til barn igen?¹ tænkte den danske sygeplejerske.
Det blev hun. Da Ditte Andersen sagde farvel et halvt år senere, dansede hendes lille veninde rundt blandt hundreder af andre forvandlede fugleunger. Veronica Louisa og de 400 andre børn blev passet, plejet og fedet op på centeret. Børnene fik simpel, men sund mad tre gange om dagen: Majsgrød og bønner. Personalet holdt skarpt øje med børnenes vægt, og den steg støt og roligt.
- Det var meget fascinerende at se forandringen hos børnene. De kom med arme og ben så tynde som tændstikker og sad musestille, mens de kiggede mat på de andre børn. Lidt efter lidt blev de runde i kinderne og begyndte at slå smut med øjnene igen. Det er det mest livsbekræftende arbejde, man kan forestille sig, siger Ditte Andersen.
- Selvom man gør sig umage med at fordele sol og vind lige, så er der enkelte børn, man får et særligt forhold til. Udover Veronica Louisa var der en lille dreng på fem år, Juri, som var meget svag i begyndelsen. Jeg sad ofte med dem begge to i mange timer, een på hvert knæ. Da jeg tog afsked, var Juri ligefrem blevet fed, og de to var blevet perlevenner. På min afskedsdag dansede de med hinanden. Det syn glemmer jeg aldrig. Det var svært at sige farvel.
Dittes dagbog fra Huambo
Sov på samme værelse med tre andre delegater i Røde Kors-huset.
Kl. 5.00 Stod op og spiste morgenmad
Kl. 6.00 Ankom til San Joao-ernæringscenteret
Kl. 6.00 til 7.00 Kontrollerede rengøringen af gårdspladsen, grupperummene og latrinerne – og satte tilberedningen af dagens første måltid i gang.
Kl. 6.30 Børnene ankom til centeret sammen med hver deres ledsager (voksen eller ældre barn), inden der var mad, skulle de vaske hænder. Kl. 7.00 Maduddeling.
Kl. 8.00 Vejning af børnene, så vi kunne følge med i, om de tog på, som de skulle.
Kl. 10.00 Uddeling af energirig mælk til de svageste børn.
Kl. 12.00 til 13.00 Middagsmad – her fik børnenes ledsagere også et måltid med.
Kl. 12.30 til 14.00 Frokostpause
Kl. 14.30 Igen uddeling af energirig mælk til de svageste børn. Herefter blev der skiftet forbindinger på de børn, der havde sår, og givet kure mod fnat, som de fleste børn led af fra tid til anden. Jeg lavede vægtkurver for de børn, der var blevet vejet om formiddagen, og planlagde indkøb af mad, medicin og brænde.
Kl. 17.00 Uddeling af dagens sidste måltid.
Kl. 17.30 Børnene gik hjem. Opvask og rengøring. Vejede bønner til næste dags morgenmad, som blev sat til at simre natten over.
Kl. 18 Hjem til delegationen.
Kl. 19 Aftensmad med de andre delegater. Bagefter gik tiden med at skrive breve, læse, synge til guitarspil, spille kort eller bare snakke.
Røde Kors
Dansk Røde Kors har et korps på omkring 400 delegater, som med få timers varsel kan rejse ud til verdens brændpunkter og yde den nødvendige hjælp.
Korpset omfatter blandt andet læger, sygeplejersker, mekanikere, ingeniører, transporteksperter, nødhjælpsadministratorer, regnskabskyndige og journalister.
Alle delegaterne har erfaring fra arbejde i udlandet, og de gennemgår en særlig uddannelse. Derefter bliver delegaterne registreret i et beredskabskartotek, så Dansk Røde Kors hurtigt kan finde en egnet ekspert, når Internationalt Røde Kors sender en appel om assistance.
I 1997 arbejdede 104 delegater fra Dansk Røde Kors ude i verden. Læs mere på Dansk Røde Kors’ egen hjemmeside
