Tekst og foto: Skandinavisk Australsk New Zealansk Venskabsforening

Blue Mountains National Park
Den mest kendte nationalpark i området omkring Sydney er Blue Mountains National Park, som kun ligger 90 minutters togtur væk fra Sydney centrum. Blue Mountains er egentlig slet ikke bjerge, men et enormt sandstensplateau, der gennemskæres af vandløb. De er dog virkelig blå, for fordampningen fra eukalyptustræerne hænger i luften som en blå dis. Her er flere vandremuligheder for såvel de seriøse bushvandrere samt sight-seeing turister. Læs mere på ved Blue Mountains Tourism.

Royal National Park
Parken ligger 30 km. syd for Sydney og er verdens ældste statslige nationalpark. Parken består af klipper langs kysten, regnskov og strande. Man kan køre gennem parken i bil, men der er også flere vandre- og cykelmuligheder, ligesom der findes populære spots for surfere. Flere steder kan man fodre de vilde hvide kakaduer.

Ku-ring-gai Chase National Park
Et af de smukkeste steder nær Sydney, finder du bare 26 km. nord for Sydney centrum, hvor aboriginal klanen Garigal for ca. 10.000 år siden flyttede ind. De havde deres eget sprog Guringai, hvoraf parkens navn kommer.

Ku-ring-gai Chase National Park ligger omkring Cowan Creek, Pittwater og Hawkesbury River og byder på mange vandremuligheder med de flotteste udsigter som belønning.

Parken, der blandt andet består af sandstensklipper er også kendt for sine historiske aboriginal kunstværker og graveringer, mere end 900 forskellige planter og et imponerende dyreliv. Den snirklede kystlinie og det dybe vand indbyder til sejllads, blandt andet ved Akuna Bay kan man leje små både med påhængsmotor, husbåde eller sejlbåde, og man kan på den måde opleve den fantastiske park fra søsiden. Sejler man ud en times tid, kan man vælge sin egen lille strand for en dag og føle sig som Robinson Crusoe. Her kan man nyde sin medbragte madpakke og måske begive sig op ad klipperne.

Der findes også flere rastepladser, hvor der er bådramper, toiletter, BBQ’s og bålpladser. Ved The Basin er der mulighed for at campere, men da det er det eneste sted i parken, er forudreservation nødvendig. Ved Towlers Bay findes et vandrerhjem.

Vil man efter en dejlig dag i parken forkæle sig selv med en god middag, er Jonah’s på Bynya Road i Palm Beach stedet. Her finder du restauranten højt oppe og med en udsigt udover på den ene side Ku-ring-gai Chase National Park og Pittwater, og på den anden side Stillehavet. Stedet at tage hen, hvis du vil imponeres, og så serverer de blandt andet en af Sydneys mest saftige steaks.

Du kan komme til Ku-ring-gai Chase National Park i bil, med bus, tog eller færge. Søg flere informationer hos Kalkari Visitor Centre (0061)(02)9457 9853 eller på deres website.

Et fantastisk sted – og kun en kort køretur fra Sydney centrum.

Af: Lars Tengstedt

Rejsebrev 7:
Det nemmeste ville måske være at skrive om de store ting, som alle oplever i Australien: Uluru (Ayers Rock), Great Barrier Reef og Great Ocean Road, men det er så populært at gå “Off The Beaten Track”, så jeg vil ikke føle mig uden for. (-Og faktisk nåede vi jo aldrig til Great Barrier Reef, så det vil også være svært at skrive om.)

Generelt gik vores tur op langs østkysten til Townsville, hvor vi ikke kunne komme videre til Cairns grundet dårligt vejr, videre til Alice Springs, hvor vi hang fast i fire dage grundet dårligt vejr, Ayers Rock, hvor vi hang fast i en dag grundet dårligt vejr og til sidst sydpå til Adelaide og Melbourne for at ende i Sydney igen. Som I kan høre havde vi lidt uheld mht. vejret – faktisk det værste i 10 år i Australien og på et tidspunkt to års regn på fire dage. Nå, men vi havde jo altså også gode dage….

Efter at vi havde ventet to dage i Townsville på at vejret skulle blive bedre og klare op, så vi kunne komme ud og dykke på Great Berrier Reef, satte vi kursen mod Alice Springs med en afstikker til Winton, hvor vi skulle se nogle dinosaur-fodaftryk. Aftrykkene ligger 110 km fra Winton ved noget, som at der hedder Lark Quarrie og turen derud er på grusvej. Vi startede tidligt om morgenen for at nå dertil og komme tilbage og videre samme dag.

Der var stort set umuligt at køre mere end 40-50 km/t på grusvejen, selvom Peter en gang imellem pressede den op på 80 (Jeg var nu heller ikke meget bedre paa tilbagevejen – Boys will be boys Vi havde kørt noget der mindede om halvvejen (svært at sige, da kilometertælleren ikke fungerede i bilen), da bilen pludselig døde. Der var intet der fungerede – den ville ikke engang starte eller forsøge. Efter at drengene med de fantastiske mekaniske evner havde fejlet i deres forsøg på at finde fejlen, slog vi et oversejl op for at beskytte os mod solen og overvejede mulighederne. Der var vel omkring 10 km til nærmeste sted, hvor der måske var nogen hjemme – en lille farm… Vi overvejede om vi skulle gå om natten, hvem skulle gå, hvem skulle passe på bilen? Vi begyndte også at rationere vandet og vores mad, for vi havde INGEN ide om, hvornår der kunne komme nogen forbi dette sted, som ikke var nogen hovedvej.

Efter en to-tre timer forvandledes vejen pludselig til en motortrafikvej. Først en lokal farmer, så et Road Train og siden en NDC-bil (naturpatrulje, tror jeg nok). En af fyrene i NDC-bilen kiggede på motoren og konstaterede straks at det var noget elektrisk der var galt (så langt havde vi tænkt) og under fem minutter senere havde han fundet en løs ledning og tapet den på og straks gik vinduesviskerne i gang. Fem minutter senere sagde vi tak for hjælpen og kunne fortsætte – men turde vi nu det?!?!?

Vi snakkede lidt frem og tilbage – hvad nu hvis vi “døde” igen? De havde sagt at vi var heldige at der kom nogle forbi, men på den anden side – hvor tit ser man dino-fodspor? Så vi fortsatte, og heldigvis da. Da vi kom til Lark Quarrie og gik ind i det overdækkede område gav det et sug i maven, da jeg så de første fodspor. Dette var noget helt unikt !!! Fodsporene var bevaret i så mange millioner år og det var helt tydeligt at se hvad der var foregået: Hvordan den store dino havde jagtet en masse små og at det hele havde været en stor forvirring. Det var virkeligt suverænt.

Da vi kiggede i gæstebogen, kunne vi også se at det var seks dage siden der sidst havde været nogle derude, så vi var nok lidt heldige med at der kom nogle forbi og reddede os. Men ledningen holdt resten af turen og dagen blev afsluttet i McKinley med en Dundee-burger på Walkabout Creek Hotel (Jeps, fra Crocodile Dundee).

De andre ting jeg vil fremhæve er Kings Canyon på vej til Uluru, hvor vi havde en fantastisk dag med godt vejr. Healesville Sanctuary, hvor vi så et godt udpluk af de australske dyr i “naturlige” omgivelser, koalaer, kænguruer, øerne og meget mere (kræver en hel dag!). Og ikke mindst Beachport, som har en ‘scenic drive’, som er på højde med Great Ocean Road, dog uden alle turisterne….

Tekst og foto: Rasmus M. Jensen

Rasmus startede sin rejse jorden rundt i September 1999 og han regner med at være hjemme i “lille” Danmark den 26 Maj 2000 omkring kl 15:00. Rasmus sender fra tid til anden et rejsebrev som vi her på siden vil bringe uddrag fra.

Rasmus´s rejseplan

8. brev SÅ ER DET JUL!!.
Så var det til Newcastle. Og Newcastle var også byen hvor jeg skulle holde jul. Jeg havde booket et hostel i forvejen på det lokale YHA-hostel. Et fif til rejsende der skal til Australien eller i det hele taget. YHA/hostelerne er utrolig gode og især det her. Lige fra jeg trådte ind af døren følte man sig velkommen. Så for at gøre en historie meget kort så blev det der hvor jeg holdte jul, hvilket ikke helt var planen, men det fortryder jeg nu ikke. Efter et par dage med museumsbesøg og nydt regnen og kun lidt sol blev det så den 24 december, “den danske juleaften”. Jeg havde fået pakker og kort sendt herned hjemmefra og det var jeg meget glad for. Dagen var ikke speciel speciel, jo solen var fremme og skinne det meste af dagen. Om aftenen fik vi BBQ
som blev lavet af hostelets manager. Dagen efter var det så den rigtige juleaften hernede. Der var en stor julemiddag hvor ejerne var mødt op og serverede julemaden. Da jeg nu siger det der med at ejerne var dukket op er fordi man aldrig ser ejerne på de store hosteler. Så der må være store penge i det der med hosteler. Nå men det var rigtigt hyggeligt og især med 6 andre danskere på hostlelet gjorde det jo ikke mindre hjemmeligt. Ja det var så min jul.

Tilbage i Sydney
Den 27. december tog jeg så til Sydney der var ved at eksplodere i nytår og millenium. Jeg tog til 60 $ hostelet i Coogee. Og der placerede de mig så i et værelse hvor der var 2 køjesenge. Det lyder jo også meget godt når man ikke ved hvor stor værelset var. Men da vi dagen efter var 4 på værelset med bagage var der ikke plads til at vi alle 4 stod op i værelset. Da vi yderligere havde fået af vide at nogle bøde for 25 $ pr. nat begyndte det så at “klø i tarmen”, ja undskyld udtrykket, men deres værelse var altså meget større end vores. Vi gik ned i receptionen og spurgte om det var mulligt at flytte værelse. Vi sputgte selvgølgelig også hvorfor de andre kun betalte 25 $, men man kan lige så godt lade være med at diskutere med dem, for undskyldninger og grunde er der nok af. Og hvis det ikke passer en, kan man jo bare finde et andet hostel, hvilket ikke lige var så let. Vi flyttede så værelse og det var straks meget bedere Det lå ved siden af det værelse jeg bøde på da jeg lige var kommet til Australien, helt ud til terressen. Nu sidder I nok derude bag skærmen og tænker : hvorfor er han begyndt at skrive VI. Jeg havde den 28. december været ude i lufthavnen og hente Søren Mørup også fra Hammel, som er den 2. ud af 3 trænere på konkurrenceholdet derhjemme. Søren skal være i Australien i 3 måneder. Vi rejser så sammen til den 15. Januar hvor jeg tager til New zealand og Søren tager op ad kysten.

Fyrværkeri for 30 millioner
Ja men “det” næmede sig jo hurtig og med et par dage tilbage af årtusindet skulle man jo tro at der var en masse der skulle prøves og gøres. Men vi gik hen og blev lidt syge. Søren tog på hospitaslet nytårsaften kl. 7.30 og kom tilbage ved omkring 14.00`tiden. Jeg var faktisk begyndt at tro at det skulle ende med en nytårsaften hjemme på hostelet, men da Søren kom hjem og han var “klar”. Så med Søren fuld af medicin gik vi til et supermarked hvor vi købte det helt vilde nytårsfyrværkeri : bordbomber. I Australien skal man nemlig have tilladelse til at have fyrværkeri.
Men udstyret med bordbomber, hatte, briller, glimmer og meget mere, ja så bannede vi os vej til Sydneys indre. Vi fandt et sted hvor vi slog os ned. Jeg havde i dagens anledning taget nissehue på, da der var kommet et ønske fra en læser af rejsedagbogen om at jeg skulle lave noget skørt. Det var jo ikke lige så skørt igen, men jeg var da alligevel næsten den eneste (vi så) der havde nissehue på. Men den anden der havde nissehue på så vi først et årtusinde senere. Klokken nærmede sig 21.00 og det betød fyrværkeri på Darling habour. Det var meget flot, mere er der ikke rigtig at sige om det. Derefter begav vi os til et sted så tæt på opera-huset vi kune komme.
Der var jo mennesker der havde lagt i telte dage i forvejen for at få en god plads. Men trods det havde vi godt kl. 23.00 en plads i 2. rækkke lige mellem Habour brige, den kæmpe bro man ser på alle postkortene og opera-huset. Meget god plads faktisk. Klokken blev 0.00/01.00.00 og et kæmpe fyrværkeri startede. Det var utrolig flot, men det flotteste var nu da brøn nærmest eksploderede i fyrværkeri. Men 6 mio. $ (ca. 30 mio. kr.) havde det kostet, der vil jeg nok sætte spørgsmålstegn om det var så mange penge værd. Og så gik vi faktisk stille og rolig hjem til hostelet. Festerne kostede nemt op til nogle hundrede $, og det var der ikke penge til. Og det var så min nytårsaften.

Med fam. Rude på den Olympiske Stadium
Den 2. Januar var jeg så blevet inviteret ud til det olympiske stadium af Fam. Rude, som også er på adresselisten til rejsedagbogen. Fam. Rude var i Australien pga. nytåret. Desuden skulle de også til New Zealand og havde været i østen.
Vi var derude med en anden familie, som for nogle år siden havde haft familiens ældste dreng Kristian som udvekslingsstudent. Vi var også på rundtur på det store stadion. Det tog omkring 1 time hvor vi så selve stadionet, omklædningsrummene og ICO` folkenes loger og de andre dyre rum. Desuden så vi også tv-kommentatorernes rum og fik lidt historie om anlæget og om hvor gode de havde været. Det er godt nok det største anlæg til dato, men faktisk ikke imponerende. Det bliver da alligevel sjovt at se det til sommer og sige “Der har jeg været”.

De blå bjerge
Efter en rigtig hyggelig dag med den danske familie havde vi så lige en dag til at få pakket til vi skiftede hostel. Vi tog til et hostel der lå inde midt i Sydney. Det var billigere end det ude i Coogee og så lå det centralt for alle seværdighederne. Og efter ydeligere et par dage med vandren rundt i sydney og kigge på den kæmpe by, blev vi trætte af den kæmpe by og tog et par dage vek.
Vi tog til de blå bjerge der ligger nogle hundrede kilometer væk fra sydney. Første dag var ude at see på kænguruer og gå en lille tur i regnskoven hvor vi så vandfald og fik lidt af vide om de forskellige ting derude. Vi var derefter ved de tre søstre som er tre klipper. Det var der alle turistbusserne var. Der var også en aboriginal der sad og spillede didgeridoo. vi tog så til et sted hvor vi kørte ned med en vogn ned gennem et hul i et bjerg. Det skulle være den stejleste “vognnedgang” i verden, stejl var den godt nok skulle jeg hilse at sige.

Jenolan-caves
Og til sidst blev vi så inlogeret på et hostel i byen Katoomba. Vi var 5 mennesker fra bussen der havde meldt sig på en tur. 3 af dagene skulle på hesteryg dagen efter og Søren og jeg skulle ud og kravle og klatre i huler. under jorden. Vi stod tidelig op og blev hentet ved hostelet. Vi var ialt 4 med på turen. Vi kørte først til et sted hvor vi sammen med en guide gik en tur ude i naturen igen. Det var bedre her, for vi så ikke en eneste turist, kun os selv.
Efter blev vi så smidt på en bus, som skulle køre os til Jenolan-caves, hvor vi skulle klatre og kravle. Vi var ikke rigtig sikre på hvad det var vi skulle, men vi kom på en adventure-tur som efter chauførens udsagn skulle være næsten livsfarlig, han havde nemlig selv prøvet. Søren og Rasmus var jo taget af sted i sandaler( nogle husker måske outback turen hvor jeg også på et tidspunkt havde sandaler på )Men den gik altså ikke. Så vi fik et par gamle sko og et par gummistøvler på, der var minst 3 numre for store og var ved at falde af hele tiden. Så fik vi en kedel/minedragt på og så til sidst en hjelm med en lygte på. Hvliket syn!!! Vi kørte op til starten på ruten hvor vi så skulle rapelle ned i en dybning hvor hulen startede. I starten var der ingen problemer. Det var utrlolig flot dernede med en masse krystaler og masser af underskrifter på vægene fra de første folk der havde taget chancen og gået ind i jordens indre, med sterinlys og damerne i store kjoler.
Så begyndte problemerne. Vi skulle nu til at kravle igennem nogle huller for at komme til nogle andre rum. Og det var der jeg begyndt at tænke på hvordan de ville få mig trukket igennem. Men uden skub, reb og kraner fik jeg mig banet igennem hullerne og videre fra rum til rum. Ja der var helt sikkert noget man kunne prøve igen. Den rute vi kravlede igennem på 2 timer tog 30 år at komme igennem da den blev fundet, men det var også med sterinlys. I dag hvis man ikke stoppper op for at kigge og høre på hvad der bliver fortalt, tager det 30 min. Der var også huler hvor der er sat lys op og der går man bare oprejst i sit normale tøj og sandaler hvis man vil.

Verdens største hostel
Men det var det hele værd at klatre dernede. Derefter tog vi bussen tilbage til Katoomba og derefter en bus til Sydney. Der havde vi booket os ind på verdens største hostel, det skulle prøves. Vi boede på 6. sal værelse 620. Der var 9 etager : pool og sauna på øverste etage så man kunne se ud over byen. Desuden e-mail Cafe`, resturant, kinahjørne der var indrettet med små borde og ingen stole og meget mere. Der var nu ikke så mange dage til at jeg skulle forlade landet, så en af afterne var vi ude og få kænguru og også ude at se det olympiske svømmestadion. Det var noget vi syntes vi skulle nu når vi begge er svømmetrænere derhjemme. Det var faktisk heller ikke overvældene. Skulle man ind i omklædningsrummene skulle man vade igennem et badeland der lå lige ved siden af BASSINET og nogle stedder var farven allerede ved at faldne, neeeej du, den går altså ikke når man er vært for de olympiske lege. Men vi tog nogle ture på nogle af banerne og så kan vi jo også sige at vi har været der.

To dage før jeg tog til new zealand tjekkede jeg lige billetterne. I bumsen oven på min hals var der et eller andet der hele tiden havde sagt mig at jeg skulle til Christchurch, men på billettten stod der Wellington. Jeg trøde først det var løgn, men det var det bare ikke. Jeg skulle være i Queenstown den 21. januar, hvorfor ?, ja det må i vente med at læse om til næste gang. Om hvordan det så gik og om jeg nåede at komme til Queenstown til den 21. januar, ja det må i også vente lidt med.

Rasmus´s rute:
10/09/99 København-London-Bangkok-Sydney (Australien)
15/01/00 Sydney-Wellington (New zealand)
15/02/00 Auckland-Nadi (Fiji)
01/03/00 Nadi-Los Angeles-Miami-Quito (Ecuador)
06/04/00-13/04/00 Tur til Galapagosøerne. Derefter måske Peru
25/05/00 Quito-Miami-London-København den 26/05/00 omkring kl. 15.00

Ønsker du at modtage Rasmus´s rejsebrev så

Skriv til ham på kvaser2@forum.dk

DIDGERIDOO ON TOUR

Rasmus startede sin rejse jorden rundt i September 1999 og han regner med at være hjemme i “lille” Danmark den 26 Maj 2000 omkring kl 15:00. Rasmus sender fra tid til anden et rejsebrev som vi her på siden vil bringe uddrag fra.

Rasmus´s rejseplan

7. brev På vej til Melburn.
Så er jeg tilbage igen efter den noget lange rejsebeskrivelse fra Darwin til Adelade.
Ja den tur var hårdere end jeg trøde. Kilometerne I Ausralien er ikke det samme som kilometerne I Danmark. Så efter nogle slap af dage I Adelade uden at se så meget blev det så Lørdag. Lørdag havde jeg så besluttet mig for at tage bussen til Melbourne. Det ville tage 4 dage, langt, men denne gang ville jeg nu tage hele turen. Nogle af dem der var med bussen fra Alice spring var også med bussen til Melbourne. De havde prøvet at sove på en gammel skole og gå rundt I skoleuniformer. Det havde været sjovt. Men jeg fortryder nu ikke jeg ikke prøvede det, jeg havde bare fået nok af at køre I bus.
Oz-experiense fra darwin og rundt til Sydnay føles mere som en tur. Fra darwin til Alice Springs havde N.T.A.T (fra tidligere) ansvaret oz passagerene og fra Alice Spring til Sydney er køreturene I små busser til 21 passagere og lidt længere tids kørsel. Det første sted vi holdte ind var I en naturpark med nogle pelikaner. Efter nogle snip snap billeder kørte vi så til nogle andre billedestop og endelig kom vi så til steddet hvor vi skulle sove, nemlig et gammelt fængsel.

Mount gambier
Mount gambier havde været fængsel fra 1866 og frem til 1995. Nu fungerede det så som hostel og denne aften vi var der også som et sted hvor man kunne holde julefrokost. Lige uden for Rasmus Møllers dør var så stillet det helt store karøkeanlæg op, og ja de blev så ved til til kl. 3.00. Det var faktisk maget sjovt at prøve t sove I en fængslescelle. Jeg sov I celle nr. 19, men fremover foretrækker jeg nu at sove på nr. 19 derhjemme.
Søndag og 2. Dag på “turen”. Det samme med snap snap billedpauser, men jåa det skal der jo også være tid til. Steddet hvor vi skulle sove I dag var så en bushcamp. Ikke helt som I Noosa, men en bushcamp. Om aftenen sad vi så samlet omkring bålet. Vi fik fortalt historier om hvordan the aboriginals bøde hernede og derefter var det så tid til at gå I sauna. Ja så er det nok I tænker, SAUNA. Er der da ikke varmt nok I forvejen. Ikke den dag, men om så der var så skulle det prøves alligevel. Saunæn var et alm. Telt. Udenfor var så hjemebikset et stativ med en tønde sammen. Der blev så puttet vand I tønden og tændt bål underneden. Dampen blev så ført gennem et rør, som gik ind I teltet ( og det skal man altså ikke røre ved skulle jeg hilse at sige ). Bagefter skulle vi så ud og smøres ind I mudder, så stå ved bålet og lade det tøre og til sidst skulle vi så ned til vandet og skylles. Det var sjovt nok, men efterhånden har man jo prøvet det der er sjovere. Natten var så den koldeste jeg har haft til dato. Soveposen var lynet op for første gang og der var ingengang nok. Jeg måtte stramme den godt sammen inden der var en nogenlunde varme dernede.

The great ocean road
3. dag og efter en frysende nat var det så ombord I ussen igen. I dag kom vi ind på The great ocean road. Det er en meget smuk rute. Vejen man køre på er parralel med havet, så man er så syd I australien man kan være. Det er meget flot, men det samme, men bedre end at køre I ørken ørken og bare ørken. Dag 4 og sidste for denne gang. Vi afsluttede the great ocean road og var så I Melbourne kl. Ca. 15.00. jeg havde booket et hostel, hvilket nogle ikke havde gjort. Det havde så resulteret I at De havde ringet rundt til forskellige holsteler hver pause vi havde. Der var plads til mig en nat på hostelet hvor jeg havde booket en seng. Jeg håbede på at jeg kunne stå tidelig op og komme først til mølle og få en seng. Jeg var ikke den eneste der havde fået den ide. Efter at have ringet til 15 hosteler fandt jeg endelig et. Ude I en forstad og da jeg så værelserne forstod jeg godt hvorfor der var ledige pladse, men der var en seng.
Som I nok kan fornemme var der ved at være kul på op til jul. Hostelerne var nu ikke dyrere end normalt, men mange var booket fuldt ud. For at være sikker på et komme med oz-experience ringede jeg allerede da jeg kom til det nye hostel. Der var faktisk booket op flre uger frem. Torsdag, lørdag og tirsdag var fulde. Jeg kunne prøve at tage til bussen Lørdag og håbe på at der var en plads ledig. Det valgte jeg ikke at gøre. I steddet ringede jeg til Greyhound og bestilte billeter til Canberra søndag aften og tirsdag eftermiddag fra Canberra til Sydnay. Så det var så et farvel til oz-experience.

West richmond station
Samme dag altså onsdag tog jeg så ind til Melbourne og kiggede. Om aften tog jeg et tog omkring midnat. Jeg havde godt nok set at stod på ved West richmond station, men da jeg skulle hjem spurgte jeg bare efter toget til Richmond ( kan I høre at det endnu engang går galt nu ). Nå toget startede og jeg vidste at jeg skulle af efter et par stop. Men da jeg begyndte at se på navnene var de ikke de samme som da jeg tog toget derind. Jeg vidste på det tidspunkt godt at det blev endnu en episode jeg skulle dele med jer, men det holdte ikke her. “Nå” tænkte Rasmus så og kløde sig I krøllerne “Jeg tager bare toget tilbage til Melbourne og så tager jeg det rigtige tog derfra”. Tiden gik og til sidst gik alle menneskerne så ud. Jeg blev sidende lidt “Hmm, hvornår køre det her tilbage” tænkte Rasmus og kiggede pa uret, ja midnat var passeret. Han gik ud på peronnen og spejdede efter en hjælpende person der kunne hjælpe. “undskyld, hvornår køre det her tog tilbage” “ikke før I mørgen”, ja hvad fik man så ud af det. Udenfor stationen fandt jeg ud af at sidste bus var kørt så der var kun muligheden TAXI tilbage. 35 min. tilbage til west richmond station, og hvad lærte man så af det ?
Jeg var faktisk I Melbourne hver dag til jeg tog af sted søndag. Jeg så lidt forskellige ting og det var faktisk den storby jeg bedst har kunnet lidt endtil nu. Vejret I Melbourne var nu noget sælig. Man siger at byen har fire årtider Søndag aften kl. 23.00 skulle jeg så med bussen til Canberra. Jeg sov næsten hele vej hvis det ikke var for en inder der fablede om millenium de første to timer. Men han var nu god nok.

Canberrra
Om morgenen kom vi så til Canberrra. Jeg havde booket et hostel men fandt ud af at det ikke bare lå i en forstad, det lå 1 1/2 times kørsel fra Canberra. Nå men jeg fandt et hostel sammen med tre engelske gutter fra bussen. De spurgte om jeg ville være med til at leje nogle cykler, og så kunne vi cykle rundt og se byen. Det ville jeg gerne, for ligesom dem skulle jeg kun være i Canberra i en dag, så det gjalt om at se så meget som mulligt. Efter et par timers søvn var vi så klar. Cykelhjelme skal man have på, så det var et kønt syn der mødte billisterne. Vi var så lidt rundt omkring. bla. ved parlamentet, den abriginalske ambasade, byen og så cyklede vi op til et tårn hvor der var udsigt til hele byen. Det var hårdt, men vi klarede det og nåede det lige til solnedgangen. Da vi kom tilbage til hostelet var de vist lidt sure over at vi først kom nu. Men vi kunne ikke leje cyklerne for en hel dag, da vi startede lige sent nok, og vi ville cykle mere end 3 timer, såå deeeet.
Vi fandt også ud af at det var ulovligt at cykle op til tårnet. Om det var en lov for udlejningscyklerne på hostelet eller om det var for alle fandt vi ikke ud af, det var jo for sent alligevel. Så det var nogle færdige cykelryttere der gik i seng den aften. Dagen efter tog jeg så til Sydney. Her blev jeg et par dage indtil jeg tog til Newcastle hvor jeg skulle holde jul !!!

Rasmus´s rute:
10/09/99 København-London-Bangkok-Sydney (Australien)
15/01/00 Sydney-Wellington (New zealand)
15/02/00 Auckland-Nadi (Fiji)
01/03/00 Nadi-Los Angeles-Miami-Quito (Ecuador)
06/04/00-13/04/00 Tur til Galapagosøerne. Derefter måske Peru
25/05/00 Quito-Miami-London-København den 26/05/00 omkring kl. 15.00

Ønsker du at modtage Rasmus´s rejsebrev så

skriv til ham på kvaser2@forum.dk