Tekst og foto: Lars Tengstedt

Vi ankom til Corumbá i Brasilien, hvor vi skulle på en firedages tur til Pantanal, men det blev ikke en helt almindelig tur…..

Det startede ellers virkelig godt og lovende. Firmaet vi valgte hed Green Track, der var styr på det hele og prisen var $100 for fire dage. Vi tog syv mand afsted, hvoraf tre kun skulle være afsted i to dage.

Første dag var virkelig suveræn med masser af dyr og vores guide (Murilo) kendte området rigtigt godt.

Pludselig kom en stor hund løbene mod mig
Pludselig råber Murilo: “Giv mig en kikkert” efterfulgt af “FØLG MIG”, hvorefter han spænede ud over stepperne. Vi havde ikke den store idé om, hvad der foregik, så vi fulgte i let trav efter ham. Jeg “løb” forrest og så pludselig en stor hund ala en new foundlænder komme joggende imod mig. Indtil det gik op for mig at det var en myresluger og ikke en hund. Det var fantastisk – frem med kameraet som alle de andre, der kom halsende efter mig og efter en hurtig fotosession fik det stakkels dyr lov at slippe igen. Myreslugeren skulle være et af de mest sjældne dyr i Pantanal, og Murilo fortalte at det var bedre at se en myresluger end en jaguar – jeg var nu ikke helt enig…. Resten af dagen gik med bæltedyr, vaskebjørne, store blå papegøjer til ($50.000 pr. stk. på det sorte marked) og masser af andre enestående dyr.

Det var en perfekt dag indtil ….
Det havde været en perfekt dag lige indtil vi tog den forkerte vej til venstre. Vi kørte fast i mudderet og efterhånden gik det op for os at det var temmelig alvorligt. Faktisk så alvorligt at vores kok, som senere blev døbt “Little John”, måtte igang med at fælde et træ, som skulle bruges til at løfte lastbilen med, så der kunnelægges bananblade under dækkene. Pludselig var det bogstavelig talt fedt, at der var mange tunge drenge med i bilen.
Opgaver blev fordelt – nogle skulle veje, en belastende koreansk wanna-be-fotograf udnævnte sig selv til “leder”, hvilket betød at han råbte en-to-tre og slutteligt begravede vores guide. Det var et kønt syn: organiseret kaos er nok den bedste beskrivelse. Efter to timers asen og masen lykkedes det til sidst at få bilen fri, og det resulterede i et jubelråb fra alle. Men det var en stakket frist.

Same procedure ….
Vi havde ikke kørt mere end fem minutter før vores guide signalerede til chaufføren med kraftige håndbevægelser. Desværre havde den brasilianske brændevin sat sine præg, og han reagerede ikke hurtigt nok. Resultat: Vi sad fast igen. “Same procedure….” Det kostede endnu to timer, men denne gang uden held. Vores guide måtte derfor gå til nærmeste farm gennem hoftehøjt vand for at hente en traktor, som trak os fri. Ingen lejr denne aften, så teltene blev slået op på farmen og efter en hurtig aftensmad faldt de fleste hurtigt i søvn i deres telte.

En bådtur på floden
Næste morgen var så idyllisk med vilde kanariefugle mv. flyvende omkring os. Desværre var det ikke muligt at fortsætte til lejren, da de tre andre skulle tilbage til Corumba – og farmerens anden traktor var i stykker, så han kunne ikke hjælpe os. Hele vejen tilbage – lidt skuffende
I stedet kom vi ud på bådtur op af floden. Det var en virkelig smuk og flot tur, som endte med at vi svømmede rundt i floden. Specielt spændende fordi det var temmelig mørkt, og fordi der var aligatorer på bunden (de skulle dog være nogle værre bangebukse !?!?!). Vi så en fantastisk solnedgang på vej tilbage, et syn som blev fuldendt af verdens største blade liggende i overfladen – Giant Water Lillies (eller sådan noget).

På fisketur
Sidste dag på vores Pantanaltur blev brugt på fisketur (Her en tanke til Jan, Hans, Robert, Martin L. og andre fiskere . Vi fangede dog ikke piratfisk, som egentlig var meningen, men det blev til cat fish (den sagde som en hund), ål og andre mærkelige fisk. Endnu en god dag, som dog kun var en halvdagstur. Vi havde en fed tur i Pantanal, men den levede ikke helt op til vores forventninger. Green Track havde de bedste intensioner, men var ikke organiseret nok til at føre dem ud i livet. Derfor kan vi egentlig ikke anbefale firmaet, med mindre det er blevet mere organiseret.

Hjemmesiden for Green Track med masser af fede fotos

Tekst og foto: Peer Wandel Hansen
Homepage

Oh! Deus, se na terra houvesse um paraíso, não seria muito longe daqui!
(Åh! Gud, hvis paradis findes her på jord, ligger det ikke langt herfra!)

Hvis du er i Rio de Janeiro og har en dag eller to tilovers, så er Parati værd at overveje. Fire timer med bus vest-sydvest og du er i Bahía de Ilha Grande. Bussen går fra den store busterminal lidt nord for Rio centrum; Novo Rio Rodoviária, Avenida Francisco Bicalho i São Cristóvão. Busturen koster lidt under 100,- Kr og kører fra 6 morgen til 8 aften. Der er et stop undervejs hvor du kan købe noget at spise/drikke.

Hvorfor så Parati? Det er ikke så meget byen selv, men den omkringliggende bugt og det krystalklare vand. Byen selv er lukket for trafik så du finder kun folk til fods eller på cykel. Byen er gammel udskibningshavn for guldminerne i Minas Gerais og bygningerne bærer præg af denne velstand, især kirkerne. Men byen er ved at være præget for meget af turisme; masser af souvenir-shops og få billige steder at spise. Så undgå turistsæsonen.

Det store trækplaster er de daglige sejlture rundt i bugten med de flotte Skonnerter. De sejler ud mellem 10 og 12, så hvis du kun vil bruge én dag skal du komme afsted fra Rio så tideligt som muligt. Der ankres op ved flere af de små øer i bugten hvorfra du kan dykke. Maske og snorkel kan lånes på bådene, vandet er helt klart og der er et rigt fiskeliv og koraller.

Vi var der i slutningen af oktober og der var fantastisk. Turistkontoret ligger et par 100 meter nede af hovedgaden Av. Roberto Silveira fra busholdepladsen. Det er et godt sted at starte for de ved hvor der er ledige værelser. Det er også her du booker dig ind på sejlturen. Vi boede på “Morro do Forte – Pousada” som ligger på den anden side af floden, lidt op af bakke med bjergene i baggrunden og god udsigt over byen og bugten. Prisen er ca. 100,- Kr pr. person i 2 eller 3 sengs værelser.

Eftersom vi ankom efter den sidste Skonnert var sejlet ud tilbragte vi dagen i byen/swimming-poolen/havnen/stranden. På havnen (Praia de Pontal) spiste vi os mætte i forretten, friturestegte rejer i Manioc og masser af øl. Pas på med at sove med åbne vinduer, her er nogle grimme moskitos som bider dig under fødderne, ubehageligt.

Næste dag bookede vi os på skonnerten kl. halv tolv og betalte med MasterCard for at spare på kontanterne. Det var helt klart i vejret og vores rygtet må have overhalet os, der var masser af øl ombord. Efter 45 minutter var vi ude af bugten og kastede anker. Masker og snorkler blev delt ud og så var det bare at gå på opdagelse i det azurblå vand. Jeg kan anbefale at tage et vandtæt engangskamera med, der er mange fisk i vandet.

Efter en lille time sejlede vi videre til et grottekompleks som også udforskes med maske og snorkel. Også her blev vi en lille time inden vi tøffede videre til en strand med et par restauranter så vi kunne få noget at spise til aften. Zodiacen transporterede os tørskoede til stranden. Solen stod lavt over bjergene inden vi nåede tilbage til Parati. Turen er berammet til 5 timer men vores varede 7. Vi slentrede gennem byen og kl. 20 kørte vi med den sidste bus tilbage til Rio hvor vi ankom midnat.

Der er flere andre ting at lave i Parati. Udover sejlturene kan du tage dykker kurser, leje cykel og se mere af bugten eller tage på Trek. Du kan læse mere om vor tur til Brasilien her.

Et besøg i Brasilien skal selvfølgelig inkludere en jungletur, og da jeg var i Brasilien sidste oktober sammen med 5 venner tog vi da også afsted ind i junglen

Tekst og foto: Mads Andersen

Efter vi havde været i Rio de Janeiro i 1 uge, tog vi flyet til Manaus, som ligger midt i Amazonjunglen Det betyder ikke at den ikke er særlig stor, byen har 1,1 million indbyggere, hvor de fleste af dem arbejder på en af de over 300 fabrikker/virksomheder, som ligger i Manaus. Grunden til at der er så mange fabrikker/virksomheder der, er at Manaus blev erklæret toldfri zone i 1967, af den brasilianske regering.

Kapret i lufthavnen
Da vi landede mandag aften i Manaus, blev vi straks kapret af Claudio, som ejede et firma der arrangerede jungleture. Vi var blevet fortalt, at så snart vi landede ville vi blive overfaldet af rejsearrangører, der arrangerede jungleture, men vi forventede ikke at det ville gå så stærkt. Claudio fortalte om de ture hans firma arrangerede, og viste os billeder og breve fra tidligere rejsende. Det hele virkede meget godt, og vi blev enige om at det skulle være hans firma, vi valgte til vores jungletur. Det eneste der manglede, var bare pris og tidspunkt. Prisen var til at starte med 400 Brasilianske $ (ca. 2100 kr.), men vi fik ham presset ned på 330 Brasilianske $ (ca. 1700 kr.). Tidspunktet blev sat til torsdag morgen.

Claudio ville meget gerne have at vi betalte han alle pengene på en gang, men da vi var blevet fortalt, at vi helst skulle betale den ene halvdel før turen og den anden halvdel efter. Det var han ikke så meget for, så vi gik med til at betale den ene halvdel om tirsdagen og den anden om onsdagen.

Senere samme aften kom Claudio hen på vores hotel, som han i øvrigt havde skaffet os, for at spørge om det var okay at vi tog afsted onsdag i stedet for torsdag. Det var fordi han havde fået 4 svenske piger som kunder, samt et australsk ægtepar og de ville gerne afsted onsdag. Det var helt fint med os.

Encontro das Aguas
Dagen kom hvor vi skulle afsted på tur. Vi blev præsenteret for det australske ægtepar (Lisa og Andrew), de var henholdsvis 23 og 27 år, og var blevet gift sidste år. De 4 svenske piger, kom ikke alligevel, sagde Claudio, da de havde fundet på noget bedre. Vi blev da hurtigt enig om at de svenske piger bare var et trick, for at få os afsted med det samme, fordi Andrew og Lisa ville også først afsted om torsdagen. Vores guide hed Felipé, var 31 år og var indianer. Hans mor var fra en (tidligere) kannibalsk stamme, der levede et godt stykke væk fra Manaus.

Først skulle vi sejle i et par timer for at skulle se “Encontro das Aguas” (Vandenes møde, Rio Negro og Rio Solimôes, der tilsammen danner Amazonfloden). Det kom til at tage lidt længere tid, da det blev uvejr. Ombord på båden var der udover os 7 backpackere, Felipé vores guide, samt en kok og selvfølgelig en kaptajn. Kokken var 16 år og kaptajnen var 18 år ifølge Felipé.

Efter at have set “Encontro das Aguas”, skulle vi i land for at se kæmpe åkander, der lå en i sø et kvarters gang fra Amazonfloden. Jeg var lidt skuffet over åkandernes størrelse, da de ikke var så store som jeg havde forventet. Da vi havde fået taget vores billeder, skulle vi tilbage til floden, for at skifte til en mindre, aflang båd. Derefter sejlede vi en 1 kilometer opad floden og gik “i land” på en tømmerflådestation, som fungerer som en mindre kantine for skovhuggerne. Træstammerne lå bundet sammen med kæder, hvor der vel har været et overfladeareal på 1 km2 alt i alt.

På fisketur efter piratfisk
Nu skulle vi så til at fiske efter piratfisk med en bambusstang. Nogle af de andre gik ud på træstammerne, fordi der var der ikke så meget strøm, lig med flere piratfisk. Jeg blev tæt på tømmerflådestationen, da træstammerne havde det med at vippe rimelig kraftigt. Jeg selv fangede kun en enkelt piratfisk, men i alt blev der fanget 8 stk.

Efter et par timers fiskeri, da mørket faldt på, sejlede vi lidt længere opad floden og gik i land ved en forholdsvis næsten udtørre sø, for at fange alligatorer. Det vil sige at Felipé og en lokal indianer skulle fange dem. Efter en ½ times tid kom den lokale indianer med en baby alligator på en 60-70 cm. Så gik den uskyldige alligator ellers på omgang for at blive fotograferet med hver enkelt.

Da vi havde fået taget vores billeder og fået en del myggestik, vendte vi tilbage til båden, for at sejle tilbage til den båd vi skulle forsætte turen i. Lige efter at vi var kommet ombord var kokken blevet færdig med aftensmaden. Derefter gik i seng i vores hængekøjer.

Møde med giftig edderkop
Efter morgenmaden sejlede vi et par timer for at komme til et sted hvor vi kunne bade i Amazonfloden. Vi tog et par dukkerter, og fik så frokost. Så skulle vi på jungletrek.

På trekket, der varede 3 ½ – 4 timer, havde vi en flaske vand med til os selv. I starten var der nok omkring de 35° – 40° grader i skyggen med en luftfugtighed på nær de 90%. Mens vi gik igennem junglen fortalte Felipé om hvad træerne kunne bruges til, dyrene osv. Pludselig stoppede han op, og sagde vi skulle stå helt stille. Han havde fundet et edderkoppebo. Hullet var vel på størrelse med en underkop. Felipé tog en gren og smurte lidt sved på den, og stak den derefter ind i hullet. 2 sekunder efter kom der en edderkop, der var på størrelse med en desserttallerken! Der udover var den behåret og man kunne se dens gifttænder. Vi gik lidt næmere, for at kunne se den bedre, men da Felipé fortalte at den kunne springe 1 meter op i luften gik vi lidt tilbage igen. Dens gift var ikke specielt farlig for os mennesker, men hvis du ikke fik modgift inden for ca. 4 timer, begyndte giften at ødelægge vævet omkring der hvor den havde bidt dig. Da edderkoppen begyndte at føle sig truet, vendte den sig om og spyede små hår ud fra bagenden, der virkede ligesom brændenælder.

Koralslange
Vi foresatte vores jungletrek, med Felipé i spidsen, og Andrew og Lisa gik bagest. Da Felipé stoppede for at hugge nogle grene over, så en af mine rejsefæller at der var noget farverigt, aflangt, og rundt på en 35-40 cm, der lå ca. 10 cm. fra hans fødder. Idet “det” begyndte at bevæge sig, kaldte han på Felipé og sagde han havde fundet en slange. Felipé spurgte hvad farve den havde, og da vi svarede at den var rød/sort/hvid, kom han løbende ned til os, mens han sagde at vi skulle fjerne os, fordi det var en koralslange, som skulle være en af de giftigeste slange i verden! Felipé forsøgte om han kunne fange således at vi kunne se den ordentligt, men den var desværre lidt for hurtigt.

Vi gik videre og kunne i det fjerne høre torden komme nærmere os. Felipé viste os lianer forfra man kunne drikke vand, hvis man fór vild i junglen. Det smagte ligesom almindeligt vand. Idet samme øjeblik, begyndte det at regne. Og jeg må nok at sige at jeg aldrig har set noget ligende. Det var hvad jeg ville forbinde med en regnskov. Vi begyndte hjemturen til båden, som tog ca. 45 minutter, i silende regn. Det regnede så meget på et tidspunkt, at vi fik lov til at få læ hos en lokal indianerfamilie. Imens vi stod og så på regnen, der forsatte i en ½ time, viste Felipé os de forskellige fisk som familien, levede af. Da regnen stoppede gik vi tilbage til båden.

På tur i hullet kano
Samme aften gik vi tilbage til familien vi startede jungletrekket ved, for at spørge om vi måtte låne deres kano for et par dage. Det måtte vi heldigvis. Så vi tog en lille sejltur på Amazonfloden, da der var bælgravende mørkt. Felipé havde godt nok sagt at der kun var alligatorer på den anden side af floden, men alligevel var jeg en smule nervøs. Det viste sig også at kanoen tog vand ind, hvilket selvfølgelig gjorde det hele lidt mere spændende. Så en af os sad hele tiden og skovlede vand ud med en hullet plastictallerken. En gang imellem lød der nogle forholdsvis store plask ved at siden af kanoen. Felipé sagde at det bare var store fisk der sprang op af vandet for at spise insekterne over vandet, men kunne det også godt være en alligator der havde forvildet sig over på den anden side af floden. Interessant, da der kun var ca. 2 cm. fra rælingen til vandoverfladen. Senere samme aften, på en mindre biflod, så vi 2 babyalligatorer.

Næsten morgen skulle vi på besøg hos en indianerfamilie, hvor “høvdingen”, der var 58 år , havde en kone på 40 år. Sammen havde de 12 børn! Alt i alt boede der 80 mennesker i hans families landsby. Han viste os rundt i byen og fortalte hvordan de klarede hverdagen. Efter rundvisningen havde vi mulighed for at købe diverse ting som var lavet af familien, pusterør, små pynteting, osv. På det tidspunkt var hele familien samlet, og vi stod 7 rige turister, i forhold til dem, og kiggede på deres udvalg. Det var ikke særligt sjovt. Vi købte noget ved dem, men de så skuffede ud, da vi ikke købte særlig meget.

Overnatning i junglen
Samme dag skulle vi ud i junglen og overnatte. Vi startede turen kl. 15:00, for at undgå de høje temperaturer, men alligevel sneg den sig op omkring de 40° og som sædvanlig en meget høj luftfugtighed. Efter ca. 1 ½ times gang, de varmeste 90 minutter i mit liv, nåede vi et sted som Felipé og “høvdingen” mente der var egnet til overnatning. Først skulle de lige brænde en tidligere lejr, som de mente var et godt gemmested for edderkopper. Efter det slog vi vores hængekøjer op mellem træerne, og gik i gang med aftensmaden, som bestod af en kylling og nogle frugter. Da mørket var faldet på gik vi en tur i junglen for at se om der var nogle dyr der var på jagt, men forgæves. Det var en speciel fornemmelse at lægge sig til at sove under åben himmel i Amazonjunglen, imens man viste der kravlede dyr rundt omkring en. Men jeg faldt nu hurtigt i søvn alligevel. Turen hjem til båden startede omkring kl. 06:00 for at undgå varmen. Da vi kom tilbage til båden tog vi os et bad i floden og fik noget morgenmad.

Fest i indianerlandsbyen
Om aftenen skulle vi til fest i den lokale indianerlandsby, som var lidt større end den anden vi var i. Folk kiggede meget underligt på os, og vi var i centrum hele den aften. Pludselig begyndte folk at samle sig ved en åben plads, og vi gik selvfølgelig med dem. Det var kåringen af Miss Rio Solimôes. Der var, til vores store forundring kun en deltager, som tilfældigvis vandt, og hun var 14 år gammel! Senere havde Andrew fået lidt for meget at drikke og Lisa mente det var på tide at de skulle tilbage til båden. Vi andre blev så enige om at vi skulle drikke Felipé fuld, fordi han havde pralet med at han kunne drikke 1 flaske sprut uden at blive fuld. Så efter en del øl, dinglede Felipé rundt. De fleste af landsbyens folk var gået hjem, på nær nogle af mændene.

Pludselig mente de at vi skulle give øl til dem alle. Felipé sagde til dem at de kunne rende og hoppe, vi skulle ikke betale noget som helst. Der kom flere og flere til, og til sidst havde de dannet en halvcirkel omkring os. Vi begyndte at være rimelig nervøse, men Felipé sagde at vi bare skulle tage en flaske i hånden og begynde at gå stille og rolig tilbage til båden. Det lykkedes også. Felipé skulle guide os igennem junglen tilbage til båden, men han dinglede så kraftigt at det tog en ½ time ekstra.

Dagen efter sad båden selvfølgelig fast og drikkevandet slap op. Rimelig irriterende, da de fleste af os havde tømmermænd. Men det gik. Derefter sejlede vi til det eneste junglehotel i verden, ifølge Felipé, hvor der var udsigt over Amazonjunglen. Vi fik også en mindre rundvisning på hotellet, hvor bl.a. vores egen Kronprins Frederik, og Bill Gates havde overnattet. Du havde 2 muligheder for at komme der ind til. Enten med kano eller med helikopter. Vi valgte kanoen.

Sammen dag sluttede vores tur. Det omkring 6 timer at sejlede tilbage til Manaus. Da vi kom hjem spiste vi sammen om aftenen og skiltes derefter med Felipé. Lisa og Andrew boede på samme hotel som os, men vi så desværre ikke hinanden næste dag. Men de lagde e-mailadresse i receptionen, så vi snakker stadig sammen.

IPANEMA.COM ANBEFALER

Tekst og foto: Ipanema.com
En af Brasiliens bedste sider bringer herunder sine bedste tips om Brasilien og specielt storbyen Rio.

Om Rio:
Arpoador Rocks og Park
Ligger hvor Copacabana og Ipanema strandene modes, her finder du fede udsigter, flotte mennesker der træner på stranden og surfing.

Botanisk have
Siden kolonitiden har haven været et fedt sted at slappe af med masser af planter fra Brasilien og resten af verden.

Ipanema Stranden
Den eneste ene strand, der blev udødeliggjort af sangen. Det er her det sker med masser af mennesker natteliv og flirt.

Downtown
Her finder du 400 års byhistorie ved siden af moderne skyskrabere. Downtown er Rios bank og forretningscenter og et supersted at købe billigt ind.

Tijuca Forest
Den største byskov i verden med masser af frodig vegetation med den kendte statue af Jesus, der er det mest breømte postkortsted i Rio.

Kort kan vi også nævne Sugarloaf og Copacabana.

I resten af Brasilien:
Pantanal Nationalpark
I moseområde, hvor der er stor chance for at se dyr. Du kan blandt andet se alligatorer, masser af fugle og jaguarer, hvis du er heldig. Der er også gode muligheder for fiskeri, også efter piratfisk.

Salvador, Bahia
Den første brasilianske hovedstad og landets center for historie, cultur og afrikanske rødder. Her er masser af kirker og historiske steder fra kolonitiden.

Syden
De tre sydlige stater blev koloniseret af europæere (tyskere, italienere, finner m.fl.) og har stadig deres traditioner og kultur. En god kontrast til Bahia, der giver dig et godt indblik i Brasiliens alsidighed.

IPACOM TRAVEL
Rua Visconde de Piraja, 318 – sl. 26 – Ipanema
Rio de Janeiro, RJ 22410-003 – BRAZIL
Tlf: 55-21-521-0673
Fax: 55-21-513-3776
Hotline: 55-21-512-5121
E-mail: travel@ipanema.com