Verden over arbejder Røde Kors’ medarbejdere med at hjælpe mennesker i nød.
Artiklen nedenfor er fra Dansk Røde Kors’ månedsblad HJÆLP.

Af: Tina Juul Rasmussen
Foto: Niels Juel

Halvandet år i Afghanistan var en sand ilddåb for Niels Juel, udsendt på sin første mission for Dansk Røde Kors. Han nåede at opleve to jordskælv og adskillige bombardementer i et land styret med benhård hånd af talibanerne.

Helikopteren var en gammel russisk jernfugl, lappet sammen med tape. Piloten var med sit guldbelagte tandsæt i overmunden og sine Don Johnson-solbriller fløjtende ligeglad med om han fløj kvæg til et dyrskue eller nødhjælp til jordskælvsofre. Team-lederen var danskeren Niels Juel, hvis opgave det var at nå ud til de landsbyer, som var ramt af et kraftigt jordskælv i et bjergrigt og fuldstændigt uvejsomt terræn i det nordlige Afghanistan. Her skulle han vurdere behovet for hjælp.

Der var intet officielt kort over området, så Niels Juel og hans pilot navigerede efter et håndtegnet kort, nogle lokale fårehyrder havde stukket dem. “Vi fløj meget forgæves. Min ven med guldtænderne var ved at være lidt træt af det hele, fordi vi ikke kunne finde den landsby, vi var sendt af sted til. På et tidspunkt landede vi på en mark, hvor der stod en gammel bonde og hakkede i jorden. Hans små, tørre planter blev blæst lang pokker i vold af lufttrykket fra helikopteren, og bondemanden – som sikkert aldrig havde set så meget som en cykel for – stod lamslået med opspilede øjne og klamrede sig desperat til sin hakke,” beretter Niels Juel. “Da det viste sig, at det igen var en forkerte landsby, vi var landet i, tog piloten med et fast greb bondemanden og hev ham op i helikopteren, så han kunne vise vej. Den stakkels mand stod fuldstændig panikslagen med sin hakke midt i helikopteren og rystede. Men da han kom lidt til hægterne og dirigerede os på rette vej, blev han selvfølgelig dagens mand i skysovs, fordi det var ham, som havde bragt mad og lægehjælp til den ødelagte nabolandsby.”

Niels Juel fløj rundt og besøgte de landsbyer, som var blevet ødelagt af jordskælvet i maj måned i et isoleret område i det nordlige Afghanistan.

Oplærte kolleger i Røde Kors
Niels Juel skrupgriner. Han har masser af den slags røverhistorie med hjem fra sit halvandet år lange ophold i Afghanistan, hvor han har været på sin første mission for Røde Kors. Den 34-årige koldingenser rejste af sted med et opdrag om at stable et ungdomsprogram på benene i Afghansk Røde Halvmåne. Sådan gik det dog ikke helt. Han ankom til hovedstaden Kabul under heftige bombardementer, og ingen regnede rigtigt med, at han overhovedet kunne komme ind.

Stort set alle andre organisationer havde trukket sig ud, bortset fra Røde Kors, på grund af den vedvarende bomberegn, som ramte mere eller mindre tilfældige mål rundt om i byen. Men ind kom han. Efter 20 års krig er Afghanistans økonomi brudt helt sammen, og der er ingen produktion i landet. Folk lever stort set kun af den jord, de selv kan dyrke, og derfor er hverdagen en benhård kamp for at overleve. “Et begreb som “frivillighed” (et af Røde Kors’ syv grundprincipper, red.) eksisterer stort set ikke. Man hjælper kun sin egen familie frivilligt. Men hver morgen mødte en masse “frivillige” mænd op ved vores kontor i håb om at få en dags betalt arbejde for Røde Kors,” siger Niels Juel. Derfor brugte han megen tid på at lære sine lokale kolleger lidt om de basale Røde Kors-principper for hjælpearbejde. Det lykkedes også Niels Juel at gennemføre et forstehjæpsprogram i nogle landsbyer, hvor beboerne gerne ville stille frivillige til rådighed, fordi de kunne se en fordel i at lære førstehjælp.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilken skade et jordskælv kan forårsage, når man ser de lerklinede huse, folk i bjergene bor i.

Et barskt liv
Efter et halvt år i Kabul blev Niels Juel leder af et andet Røde Kors kontor i byen Jalalabad i det østlige Afghanistan, hvor han blandt andet forte tilsyn med fem lokale sundhedsklinikker og opbyggede et katastrofelager. I løbet af det år, han sad her, oplevede han to jordskælv, hvoraf det sidste i maj 1998 var det værste. Det var her, han i en måned fløj rundt med den russiske helikopter til de ødelagte landsbyer. “Da vi kom ud i landsbyerne, sad folk og græd. Flere landsbyer var helt væk, der stod ikke en væg tilbage, alt var jævnet med jorden,” fortæller han. “Men det var egentlig ikke chokerende at se de ødelagte landsbyer. Jeg skulle jo sørge for, at vi fik noget hjælp ud med de helikoptere, så jeg blev måske lidt kynisk og rationel. Men det er også utroligt svært at identificere sig med folk ude i bjergene. De lever helt igennem anderledes end os. De er små og senede, og det er et barskt liv – ikke muntert,” siger Niels Juel.

Forholdene i Afghanistan gjorde det desuden svært at komme tæt ind på livet af afghanerne. Som europæer blev Niels Juel og hans kolleger af talibanerne opfattet som “farlige” repræsentanter for kristendom og vestligt forfald. Desuden er der udgangsforbud i hele Afghanistan efter klokken otte om aftenen, der er ingen restauranter eller barer, og alt musik, film, billeder og underholdning er forbudt, fordi det flytter opmærksomheden fra Allah. Derfor blev Niels Juel overrasket over den gæstfri måde, han blev modtaget på rundt om i landet. “Jeg havde forventet, at de ville være mere aggressive efter 20 år med krig. Men deres kultur er ikke brudt sammen. Afghanerne er stadig i stand til at opretholde en facade og en hoflig omgangsform. De har meget med at invitere gæster indenfor til te. Og ude i jordskælvsområderne, hvor folk havde mistet alt, slagtede de alligevel en kylling, fordi jeg var gæst,” fortæller Niels Juel, der til gengæld døjede med alvorlige maveproblemer, fordi hygiejnen i landet generelt var meget dårlig. “Jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg hører lyden af en plasticdug, der bliver rullet ud på jorden, fordi den minder mig om noget af den mad, jeg blev præsenteret for,” siger han. Og griner.

Afghanistan Areal:
652.225 kmý
Religion:
Sunni-muslimer (74%), Shia-muslimer (25%)
Geografi:
Det centrale højland, dominereet af Hindukush, dækker mere end ¾ af landet og omfatter flere bjerge på over 6.400 m. Nord for højlandet for højlandet er der slette, et vigtigt landbrugsområde, mens den sydvestlige del af landet er ørken og halvørken.
Vigtige floder:
Helmand, Amu-Darja (Oxus).
Højeste punkt:
Noshaq, 7.499 m.

Røde Kors
Hjælp til Afghanistan Dansk Røde Kors sendte i 1998 hjælp til ofrene for både jordskælv, borgerkrig og miner for mere end 10,7 millioner kroner. Pengene kom fra Landsindsamlingen, Katastrofefonden, som Hjælps læsere bidrager til, Danida og den Afghanske Mosk‚, der havde samlet ind. Der blev blandt andet købt tæpper, medicin og vintertøj for pengene, ligesom der blev fremstillet proteser til mineofre og lavet sundhedsprojekter, der blandt andet skal skaffe rent vand.

Dansk Røde Kors’ hjemmeside

Verden over arbejder Røde Kors’ medarbejdere med at hjælpe mennesker i nød. Artiklen nedenfor er fra Dansk Røde Kors’ blad.
“Mit hjerte må ikke blive til en sten”

Tekst og foto: Ditte Andersen

Som delegat står man ofte midt i et kaos af sultne og syge mennesker. Børnene græder. Folk dør omkring én. Den første indskydelse er at kaste mad ud til dem, der står tættest på. Men det nytter ikke noget. I den situation gælder det om at tænke klart og tage opgaverne én ad gangen.

(Angola) Panik ville være en naturlig reaktion, når man står midt mellem tusindvis af mennesker, som skriger på mad. Men panik nytter ikke noget. – Det lyder måske hårdt, men nogle gange er det nødvendigt at slå øjnene ned og tænke på planlægning, før man begynder at dele mad ud. Man skal selvfølgelig ikke lade folk dø af sult, men hvis man bruger et par dage på at få begyndt på den rigtige måde, bliver indsatsen langt mere effektiv resten af tiden, siger Ditte Andersen.
Hun var delegat seks måneder i Angola, der var plaget af årtiers borgerkrig mellem regeringen og oprørsbevægelsen UNITA. Ditte blev sendt til Huambo – oprørernes hovedkvarter, hvor indbyggerne på grund af kampene og ødelæggelserne var alvorligt underernærede – værst ramt var småbørnene. Hendes opgave var at oprette og drive et ernæringscenter for at redde så mange som muligt af disse børn.
En svær opgave. Huambo var et oplagt bombemål for regeringens fly, og det prægede delegaternes arbejdsdag. De gik rundt med radioer, og hver gang, de hørte meldingen ³Tango², måtte de afbryde arbejdet og søge dækning. ³Tango² var koden for flyangreb, og ³Capri² betød, at det var overstået, og arbejdet kunne genoptages.

Ditte Andersens første opgave var at finde en bygning, hvor hun kunne indrette ernæringscentret. Hun fandt en nedlagt bar med fire store rum. Næste punkt var at finde arbejdskraft. Ditte Andersen har aldrig oplevet mandskabsproblemer. Det er hendes erfaring, at masser af folk tilbyder deres hjælp, så snart en delegat viser sig et nyt sted.
- Der går som regel kun et par timer, så har man mellem 20 og 30 folk at vælge mellem, siger Ditte Andersen.
- Nogen gange er det svært at vælge, men man ansætter dem, man kan kommunikere med, og som man stoler på. Der er heldigvis faste regler for, hvad lønnen er for løsarbejdere, tolke, vagtmænd, chauffører og så videre, så det er sjældent et problem. Som regel tilbyder vi noget mad oven i lønnen, for eksempel en sæk korn, og det er attraktivt.

I Angola skulle Ditte Andersen også ansætte seks køkkenmedhjælpere til at forberede maden til børnene. Dem skulle der indgås aftaler om arbejdstid, løn og turnusordning med, ligesom der skulle skaffes gryder, potter, pander og brænde. – Man skal finde ud af hvilken type brænde, man skal bruge, og hvordan man sikrer forsyningen. I begyndelsen havde vi brændselsbærere, men senere kunne vi få det leveret med lastbil. Ovnstederne var bare et par mursten, men senere vi fik støbt fundamenter. For at samarbejdet med de ansatte skal fungere, er det vigtigt at lytte til deres erfaringer og viden om lokalområdet.
- Jeg har altid ment, at det er en god idé at stikke fingeren i jorden, når man kommer et nyt sted. Og så er det både fornuftigt og nødvendigt at samarbejde fra starten. Jeg beder altid om gode råd og sørger for at uddelegere ansvar. Hvis man kommer drønende i sin store hvide landcruiser og siger ³se her, sådan og sådan vil jeg ha¹ det², så når man ingen vegne, siger Ditte Andersen.

Efter få dages forberedende arbejde var centret i Huambo parat til at dele mad ud til 400 børn om dagen. Kriteriet for at få mad på centeret var, at børnene skulle veje under 76% af normalvægten. For syge børn var grænsen 80%. Sammen med en lokal sygeplejerske holdt Ditte konsultationer, hvor forældrene kom med de børn, de gerne ville have optaget i ernærings-programmet
. – Jeg delte børnene i fire grupper, alt efter hvor svage og medtagne de var. I hvert rum var der et par medhjælpere, der gav børnene mælk og holdt øje med, hvordan de spiste: Om de havde brug for at blive madet, om de kastede maden op igen, og om de skulle henvises til en sygeplejerske, siger Ditte Andersen.
Den første måned stod hun selv op i buldrende mørke klokken fire hver morgen og mødte på arbejde klokken fem. De første børn kom klokken seks. En halv time senere delte hun og personalet mad ud og vejede børnene.
- Folk er ikke dovne, men når man ikke har arbejdet et stykke tid, har man brug for at få styrket moralen. Derfor var det vigtigt, at jeg var der tidligt om morgenen, så de kunne se, at jeg arbejdede seriøst på at få stedet til at fungere.

Og fungere, det gjorde ernæringscenteret – på trods af krigen rundt omkring. Veronica Louisa var fem år og vejede ni kilo, da Ditte Andersen tog hende på skødet første gang. Bliver hun nogensinde til barn igen?¹ tænkte den danske sygeplejerske.
Det blev hun. Da Ditte Andersen sagde farvel et halvt år senere, dansede hendes lille veninde rundt blandt hundreder af andre forvandlede fugleunger. Veronica Louisa og de 400 andre børn blev passet, plejet og fedet op på centeret. Børnene fik simpel, men sund mad tre gange om dagen: Majsgrød og bønner. Personalet holdt skarpt øje med børnenes vægt, og den steg støt og roligt.
- Det var meget fascinerende at se forandringen hos børnene. De kom med arme og ben så tynde som tændstikker og sad musestille, mens de kiggede mat på de andre børn. Lidt efter lidt blev de runde i kinderne og begyndte at slå smut med øjnene igen. Det er det mest livsbekræftende arbejde, man kan forestille sig, siger Ditte Andersen.
- Selvom man gør sig umage med at fordele sol og vind lige, så er der enkelte børn, man får et særligt forhold til. Udover Veronica Louisa var der en lille dreng på fem år, Juri, som var meget svag i begyndelsen. Jeg sad ofte med dem begge to i mange timer, een på hvert knæ. Da jeg tog afsked, var Juri ligefrem blevet fed, og de to var blevet perlevenner. På min afskedsdag dansede de med hinanden. Det syn glemmer jeg aldrig. Det var svært at sige farvel.

Dittes dagbog fra Huambo
Sov på samme værelse med tre andre delegater i Røde Kors-huset.
Kl. 5.00 Stod op og spiste morgenmad
Kl. 6.00 Ankom til San Joao-ernæringscenteret
Kl. 6.00 til 7.00 Kontrollerede rengøringen af gårdspladsen, grupperummene og latrinerne – og satte tilberedningen af dagens første måltid i gang.
Kl. 6.30 Børnene ankom til centeret sammen med hver deres ledsager (voksen eller ældre barn), inden der var mad, skulle de vaske hænder. Kl. 7.00 Maduddeling.
Kl. 8.00 Vejning af børnene, så vi kunne følge med i, om de tog på, som de skulle.
Kl. 10.00 Uddeling af energirig mælk til de svageste børn.
Kl. 12.00 til 13.00 Middagsmad – her fik børnenes ledsagere også et måltid med.
Kl. 12.30 til 14.00 Frokostpause
Kl. 14.30 Igen uddeling af energirig mælk til de svageste børn. Herefter blev der skiftet forbindinger på de børn, der havde sår, og givet kure mod fnat, som de fleste børn led af fra tid til anden. Jeg lavede vægtkurver for de børn, der var blevet vejet om formiddagen, og planlagde indkøb af mad, medicin og brænde.
Kl. 17.00 Uddeling af dagens sidste måltid.
Kl. 17.30 Børnene gik hjem. Opvask og rengøring. Vejede bønner til næste dags morgenmad, som blev sat til at simre natten over.
Kl. 18 Hjem til delegationen.
Kl. 19 Aftensmad med de andre delegater. Bagefter gik tiden med at skrive breve, læse, synge til guitarspil, spille kort eller bare snakke.

Røde Kors
Dansk Røde Kors har et korps på omkring 400 delegater, som med få timers varsel kan rejse ud til verdens brændpunkter og yde den nødvendige hjælp.

Korpset omfatter blandt andet læger, sygeplejersker, mekanikere, ingeniører, transporteksperter, nødhjælpsadministratorer, regnskabskyndige og journalister.

Alle delegaterne har erfaring fra arbejde i udlandet, og de gennemgår en særlig uddannelse. Derefter bliver delegaterne registreret i et beredskabskartotek, så Dansk Røde Kors hurtigt kan finde en egnet ekspert, når Internationalt Røde Kors sender en appel om assistance.

I 1997 arbejdede 104 delegater fra Dansk Røde Kors ude i verden. Læs mere på Dansk Røde Kors’ egen hjemmeside

Dansk Røde Kors’ hjemmeside

Verden over arbejder Røde Kors’ medarbejdere med at hjælpe mennesker i nød. Artiklen nedenfor er fra Dansk Røde Kors’ månedsblad HJÆLP.

Af: Alice Jensen

I Bosnien har børnene set krigen rase, huse blive ødelagt og faderen drage i krig – alt er stadig prentet ind i deres hukommelse tre år efter fredsaftalen. Røde Kors hjælper dem med at bearbejde deres værste oplevelser.

En landsby. Husene er i brand. Beboerne har travlt med at pakke de vigtigste ejendele. Her hersker kaos. En lille dreng tager afsked med sin hund, der står lænket til et hundehus i haven. Det viser tegningen lavet af en lille dreng i 1. klasse. Hans erindringer fra krigen er angstfyldte og prentet ind i hans hukommelse.
Drengen bor i Ostra Luka, en lille landsby i det nordlige Bosnien-Hercegovina, der dukker op som en oase efter en lang strækning sønderskudte huse. Spøgelsesagtige står de side om side og vidner om en grusom krig, der udspillede sig her i landet for blot tre år siden
I den lille skole, som står hvid og stolt blandt de 500 faldefærdige huse, sidder landsbyens yngste klasser. 35 børn, der kun var mellem fire og seks år, da Dayton-fredsaftalen blev underskrevet. Uden undtagelse er de alle på den ene eller anden måde mærkede af den væbnede konflikt. Enten fordi en eller begge forældre er døde, fordi de er flygtninge i deres eget land, eller fordi de har været vidne til, eller selv har oplevet grusomheder.
»Trods deres unge alder har børnene set handlinger, der er så afskyelige, at vi andre ikke engang har fantasi til at forestille os dem,« siger Milena Brkic, der er lærer på skolen.
For at hjælpe børnene med at bearbejde deres traumer, kører Dansk Røde Kors i tæt samarbejde med det lokale Røde Kors et skoleprogram. Her taler børnene sammen om deres oplevelser under krigen, de spiller musik, danser, opfører rollespil og udtrykker deres følelser gennem tegninger. »Børnene er lettede, når de har delt deres egne oplevelser og tab med de andre. Med Røde Kors-projektet er der skabt et rum, hvor det er i orden at tale om tingene. Hjemme er det svært at gøre det samme, fordi det stadig gør ondt at snakke om krigen med familien«, fortæller Milena Brkic.

Savnede voksne
I 30 år har Milena Brkic arbejdet som lærer og har med egne øjne set, hvordan krigen har påvirket børnene. En far var ved frontlinien, en mor var fraværende, fordi hun skulle skaffe penge til familien. Børnene var bange og bekymrede. »Når jeg trådte ind i klasseværelset, afslørede ansigterne straks, om faderen var taget til fronten samme morgen. Jeg skulle være meget nærværende og lytte til børnenes bekymringer, for det var ikke muligt for dem at snakke med andre om det. Børnene savnede kontakt med voksne.
« Nu efter krigen er de typiske reaktioner hos børnene, at de har svært ved at koncentrere sig, de bliver hurtigt aggressive, isolerer sig og har svært ved at følge den daglige undervisning. Et enkelt ord kan få tårene, vreden eller afmagten frem.
»Børnene har massive problemer derhjemme. Ni ud af ti voksne i landsbyen har intet arbejde, mange har mistet nære slægtninge, nogle endda en mor eller en far. De fleste skal have hjælp til at fungere som normale skolebørn,« siger hun. Sammen med andre lærere har hun været på seminar arrangeret af Røde Kors for at lære om krigstraumatiserede børns reaktioner, og hver måned mødes lærerne for at udveksle erfaringer og gode ideer. Og skulle der opstå problemer, som den enkelte lærer ikke kan løse, har det lokale Røde Kors ansat en skolepsykolog, der jævnligt besøger skolerne og diskuterer eventuelle problemer med lærerne.

Ud af isolationen
Med hjælp fra Røde Kors kan børnene igen lære at fungere sammen med andre i en gruppe. Den lille dreng, der tegnede flugten fra landsbyen og krigen, er kommet ud af sin isolation. Han har fortalt sin historie til de andre, og han har fundet ud af, at han ikke er alene. Når han bliver ked af det, er der stor forståelse fra de andre.
»I den time tre gange om ugen, hvor projektet kører, er der en god stemning, og vi er alle venner. Der er ingen forskel på eleverne. De er alle i samme båd. Har oplevet de forfærdeligste ting, som de kan dele med hinanden,« siger Milena Brkic og fortsætter:
»Projektet er også en hjælp til forældrene. Da drengens far så tegningen, brød han sammen i gråd. Han kunne genkende huset, æbletræet i haven og hele den hektiske situation, hvor familien blev revet op ved rode og flygtede til Ostra Luka. Ingen i familien havde indtil da turde tale om de forfærdelige oplevelser.

Røde Kors hjælper børn med krigstraumer
Siden 1996 har Dansk Røde Kors i tæt samarbejde med Internationalt Røde Kors støttet og finansieret et program for børn, der er påvirkede af borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. En time tre gange om ugen bliver skolebøgerne lagt på hylden, og i stedet bliver der fokuseret på krig, følelser og erindringer. Projektet omfatter 1.200 børn i Banja Luka-området og 600 børn i Bihac. Psykolog Mette Sonniks, som netop er vendt hjem fra Albanien, har været med til at udvikle børne-projekterne.

Dansk Røde Kors’ hjemmeside

Verden over arbejder Røde Kors’ medarbejdere med at hjælpe mennesker i nød. Artiklen nedenfor er fra Dansk Røde Kors’ månedsblad HJÆLP.

Kloden bliver varmere og varmere, og 1998 slog alle rekorder. Ændringen i klimaet vil føre endnu flere voldsomme katastrofer med sig, end dem vi allerede har set de senere år

Af Rikke Andreasen

Det lyder besnærende for os, der bor her i det halvkolde Danmark, når forskerne taler om stadigt stigende temperaturer – et varmere klima. Selv om vi herhjemme ikke umiddelbart har mærket meget til det, slog 1998 rent faktisk alle varmerekorder. Aldrig før er der målt så høj en gennemsnitstemperatur på kloden.

Men i halen på det varmere vejr følger katastroferne: Tørke, oversvømmelser, orkaner. Titusindvis af dræbte, hundretusinder hjemløse, ødelagte marker, forurenet drikkevand, smitsomme sygdomme, trøstesløshed og sult.

Forskerne peger på menneskenes udledning af drivhusgasser, især CO2, som en hovedårsag til den globale opvarmning. Og de stigende temperaturer er den mest sandsynlige forklaring på de ekstreme vejrforhold, verden har oplevet de senere år. For eksempel kan drivhusgasserne være skyld i, at El Niño, der dukker op to-tre gange hvert årti, var særlig slem sidste gang.

Opvarmningen af kloden vil efter al sandsynlighed føre flere voldsomme naturkatastrofer med sig. Over en årrække vil der blive vendt op og ned på levevilkårene for mennesker i hele verden,« siger forskningsleder Eigil Kaas fra Danmarks Klimacenter.

Værre ødelæggelser
Vejret har forårsaget langt mere omfattende ødelæggelser i 1990′erne end i 1980′erne. Alene orkanen Mitch, der sidst på året hærgede især Honduras og Nicaragua i Mellemamerika, har dræbt mindst 11.000 mennesker, lagt livet i ruiner for hundretusinder og forvoldt skader for milliarder af kroner.

I 1997 og begyndelsen af 1998 gik vejrfænomenet El Niño amok og forårsagede blandt andet udbredt tørke i Indonesien, der fik skovbrande til at løbe løbsk over store områder. El Niño var også ophavsmand til vedvarende regn i Østafrika, længe efter regntiden var forbi – og deraf følgende oversvømmelser.

Der vil være naturkatastrofer hvert år. Men vi er selv med til at gøre dem voldsommere og hyppigere. Det har blandt andet været diskuteret, at mere vanddamp i luften på grund af opvarmningen af kloden kan have skabt mere regn i forbindelse med orkanen Mitch,« siger forskningsleder Eigil Kaas, som dog understreger, at selv uden menneskelige påvirkninger vil klimaet variere, således at vejret nogle år er voldsommere end andre år.

Menneskeligt fingeraftryk
Netop menneskets indgriben i sine omgivelser er ifølge det uafhængige miljøinstitut World Watch Institute en del af forklaringen på, hvorfor naturkatastroferne forvolder større skader end tidligere.

Skovfældning har efterladt mange bjergskråninger golde, så regnvandet løber hurtigere ned i floderne – i stedet for at blive suget op af jorden. Vandet river store jordmasser med sig og fører til ødelæggende oversvømmelser.

Samtidig vokser befolkningen i mange lande og presser folk til at bosætte sig på udsatte steder som stejle bjergskrænter og lavtliggende flodlejer.

Langs Yangtsefloden i Kina er 85 procent af den oprindelige skov fældet gennem de seneste årtier, og floden er flere steder dæmmet op. Kraftige sommerregnskyl er almindelige i det sydlige og centrale Kina, men de fører nu værre oversvømmelser og skader med sig end tidligere. Sidste år omkom 3.700 mennesker på grund af oversvømmelserne, og 14 millioner mistede deres hjem.

Vejrkatastrofer koster milliarder
De samlede ødelæggelser fra orkaner, tørke, oversvømmelser og skovbrande kostede sidste år 89 milliarder dollars (578,5 milliarder kroner). Det er på et enkelt år langt mere end de samlede skader for årene 1980-1990, som beløb sig til 55 milliarder dollars. Kilde: World Watch Institute

Dansk Røde Kors’ hjemmeside