Oplev Paris med et begrænset feriebudget
I juli er der flere muligheder for store og gratis oplevelser bl.a. Bastilledagen og afslutningen af Tour de France.
Af Jørgen Jensen fra 1-ParisLavpris.dk
Jeg har hørt en del turister sige, at Paris er en dyr by, og jeg har spurgt dem, hvordan og hvor de har tilbragt deres feriedage, og et gennemgående svar fra mange har været, at de har spist på restauranter og hygget sig på barer og fortovscaféer på Champs Elysées, på Place du Tertre på Montmartre, på Boulevard St. Michel eller Boulevard St. Germain, med andre ord, de har spist og drukket ret dyrt i de kvarterer, hvor prisniveauet er indrettet efter, at alverdens turister kommer for at opleve det, de har læst om i turistguiderne, og resultatet bliver let, at det de kommer til at opleve, er andre turister og nogle kunstigt høje priser. – Nogle har måske også boet på et lidt for dyrt hotel i et af de “dyre” arrondissementer (Paris har 20 selvstyrende delkommuner kaldet arrondissementer) eller man har måske unødigt ladet sig transportere rundt i metroen til fuld pris.
Hvordan kommer jeg til Paris?
Først og fremmest skal man jo transporteres til sit feriemål fra Danmark, og på internettet er der mange muligheder for at finde netop den rejseform og det prisniveau, der passer dig. Du kan jo starte med at se dig rundt på det “site” du befinder dig på nu, for at se, om der skulle være et godt tilbud. – For unge backpackers er interrail selvfølgelig en oplagt mulighed, og de og andre lavbudgetrejsende kan finde links til selskaber med tilbud på bus- og flyrejser
Billige flybilletter
Hvor skal jeg bo i Paris?
“Hvordan kan det være at væggene i hotelværelser er meget tynde, når man prøver at falde i søvn og meget tykke, når man prøver at lytte?” Citat: Arthur Godfrey (set på Jubii)
Hvis du er ung lavbudgetrejsende skal du sikkert bo på et hostel, og her er der virkelig mange muligheder i Paris til forskellige prisniveauer og i forskellige bydele. – Der findes ca. 30 hostels. – Et nyt koncept for ungdoms-hostel kan findes på www.luckyyouth.com. Man bor flere unge (mellem 18 og 27 år) i en lejlighed til nogenlunde samme priser, som på et traditionelt hostel. – Fordelen er komforten i en lejlighed og uafhængighed af lukketider på et hostel. En tosproget guide henter dig ved din ankomst på Gare du Nord.
På Backpackers-online finder du sikkert, hvad du søger, og du har også muligheden for at se nærmere på de links jeg anbefaler ved foden af artiklen.
Antallet af hotelværelser i Paris og omegn nærmer sig 75000, så der er noget for enhver pengepung. – De små familiedrevne hoteller med 1 eller 2 stjerner er meget rimelige i pris. Der er ofte en hyggelig og hjælpsom atmosfære, men man skal være forberedt på, at værelserne er små og ret skrabet møbleret , at badeværelset er trangt og at personalet taler “franglais” – en interessant blanding af franske og engelske gloser, men når man er lavbudgetrejsende vil man normalt hellere bruge sine penge på at opleve noget end at betale dyrt for at sove. – I øvrigt kan man få en familiær behandling på disse små hoteller, hvis man har viljen til at bruge sine franske gloser fra gymnasiet, eller hvor man nu har lært dem. – Disse familiedrevne hoteller ligger normalt ikke på de store boulevarder men i sidegader, hvor man også har muligheden for at få et indtryk af hvordan pariserne lever deres hverdagsliv.
Ved foden af artiklen giver jeg dig et par gode links til billige hoteller i Paris.
Hvordan kommer jeg rundt i Paris? 
Det gør du med Metroen, som er et meget effektivt transportsystem med 14 linier og 297 stationer, som alle ligger under Paris’ gader. – Metronettet er simpelthen byen under byen med perronner og linier i flere etager. – Der er en egen stemning i det underjordiske med lange gange og rullende trapper, musikanter der spiller for at tjene en skilling, alle mulige forskellige mennesketyper der venter nogle minutter på det næste tog (de kommer med få minutters mellemrum). – Der er altid noget interessant at kigge på i Metroen, men du skal ikke være så optaget af en smuk pige eller en lækker fyr, at du ikke husker at passe på lommetyvene, der kan være aktive ved ind- og udstigning af togvognen, hvor der skubbes. – Pas specielt på i de metrolinier der passerer stationen “Barbès Rochechouart”. I denne multietniske del af byen bor der mange dårligt stillede immigranter, som kan føle sig fristede til at få del i turisternes feriebudget.
At finde rundt i Metroen
Metrostationerne ligger ret tæt, og det er rimelig let at finde rundt i det underjordiske. – Umiddelbart efter nedgangen til Metrostationen køber du din billet, og her finder du en eller flere store tavler, hvor alle 14 linier og samtlige 297 stationer er vist. – Du finder den station du skal køre til, og ser så meget nemt, om du skal skifte undervejs. Så lader du øjet glide til den pågældende linies endestation for at se navnet på denne. – Nu begynder din underjordiske vandring efter de tydelige skilte med “Destination XXX”, altså din første endestations navn.
Hvis du stiger af for at skifte på en station, går du i første omgang efter skiltet “Correspondance”, og snart vil du møde en tavle, hvor du kan kontrollere din sluttelige endestations navn, og så følger du naturligvis skiltene, der fører mod afgangsperronen for denne destination. – Når din tur er afsluttet, går du efter skiltene med “Sortie”, så kommer du op på gaden igen. -
Husk at gemme din billet til du har nået dit mål, den skal i nogle tilfælde “sluges” af en maskine, før tælleapparatet åbner, så du frit kan passere ud.
Hvad koster det at køre i Metro?
Som det er tilfældet i de fleste andre storbyer, er Paris og forstæder også opdelt i tarifzoner, men her er det så enkelt, at det er samme pris inden for Paris’ 20 arrondissementer:
Billet 2. klasse: FF 8,00
Carnet med 10 billetter til 2. klasse: FF 58,00
Carte Orange for en uge (zone 1 og 2): FF 85,00
Carte Orange for en måned (zone 1 og 2): FF 285,00
Husk billede, hvis du skal have Carte Orange. Dette kort gælder altid fra mandag til søndag, så hvis du ankommer midt i ugen, er denne mulighed måske ikke så interessant.
Priserne gælder også for busserne inden for Paris’ arrondissementer. – Der benyttes 1 Metrobillet til 1 rejse med bus uden omstigning. – Busserne er et alternativ, men stoppestederne er ikke vanvittig godt markeret, og buslinierne virker slet ikke så overskuelige og effektive, som Metroen. Med expresmetroen (RER) til forstæderne er priserne lidt højere, og billetterne købes i særskilte automater på stationerne.
Du kan finde mere om transportmuligheder i Paris på http://www.1-parislavpris.dk/
Hvor kan jeg spise billigt i Paris?
Det kan du mange steder. – Undgå så vidt muligt at spise i kvarteret omkring Champs Elysées og andre fashionable steder, hvor priserne er meget høje.
Jeg vil anbefale, at du køber en restaurantguide når du kommer til Paris. Det kan du gøre i enhver velassorteret boghandel, men jeg vil anbefale dig FNAC, som har butikker mange steder i Paris f.eks. på 74, avenue des Champs-Elysées, Galerie du Claridge, 75008 Paris. Der er åbent mandag til lørdag fra kl.. 10.00 til 24.00, søndag fra kl. 12.00 til 24.00.
Den bedste guide, hvor du kan finde billige restauranter med anmeldelser, er Routards Restos & Bistrots de Paris, som koster FF 49,00. Guiden ,som er på fransk , er inddelt i arrondissementer (bydele). – For hvert af de 20 arrondissementer findes der et afsnit med spisesteder, som er benævnt “Assez bon marché”, som betyder noget i retning af “Ganske billigt”. – Selv om du måske ikke er en ørn til det franske sprog, så kan man jo under alle omstændigheder få nogle adresser, som kan afprøves. – Afsnittet der hedder “Sur le pouce” omfatter fortrinsvis restauranter hvor man serverer sandwich m.m.
Der findes mange restaurantguider på internettet, men desværre er de, der omfatter billige spisesteder for det meste på fransk. – Ved foden af artiklen får du et par links.
Jeg vil give dig et par adresser, hvor jeg selv er blevet mæt til en fornuftig pris, når man tager kvaliteten i betragtning.
Toscanina, 150 Avenue de Clichy (17. arrond.), Metro Brochant eller La Fourche. Hver dag fra 11.30 til 15.00 og fra 18.00 til 24.00. Indretningsarkitekten har ikke fået noget stort honorar og man har udsigt til Avenue de Clichy og dens larmende trafik, men man spiser rigtig godt, når man tager prisen i betragtning, som er uden for al konkurrence. – Italienske og franske retter på spisekortet. – Menuer til FF 39,00 – 49,00 og 59,00. En kvart karaffel vin til FF 15,00.
Restaurant de Bourgogne, 26 rue des Vinaigriers (10. arrond.), Metro Jacques-Bonsergent. – mandag til fredag 12.00 til 14.30 og fra 19.00 til 22.30 – lørdag 12.00 til 14.30. Interiør med rødternede gardiner og duge. – Hjertelig modtagelse. – Solidt køkken med speciale i Beuf bourgignon og Coq au vin. – Menuer til FF 55,00 og FF 60,00 til frokost og FF 60,00 og FF 65,00 om aftenen.
Chez Alexandre, 39 rue Descartes (5.arrond.), Metro Monge eller Cardinal-Lemoine. Alle dage fra 12,00 til 15,00 og fra 19,00 til 24,00. Meget lille restaurant med en varm atmosfære tilbyder traditionelt godt fransk køkken til en meget rimelig pris. – Menuer til FF 50,00 – FF68,00 og FF 78,00.
Chartier, 7 rue du Faubourg Montmartre, (9. arrond), Metro Le Peletier. Alle dage fra kl. 11,00 til 15,00 og fra 18,00 til 21,00. Denne restaurant er en institution – ikke mindre !! – På trods af, at den er nævnt i alverdens guider om Paris, har den bevaret sit interiør fra en svunden tid og sit spisekort med traditionelle franske retter. – Tjenerne er ikke helt unge og er klædt, som man var i begyndelsen af århundredet. – Når de serverer kan det godt være lidt “showpræget”. – Regningen bliver skrevet på papirdugen, og du behøver ikke at regne efter. – Der kan godt være kø for at få et bord, og du skal ikke besøge “Chartier” for at sidde og hyggesludre i flere timer. – Serveringen foregår hurtigt, og det forventes, at du forlader bordet, når du er færdig med at spise. – Interiøret og stemningen minder lidt om en travl banegård, man sidder tæt, og deler måske samme brødkurv. – Her vil du møde turister fra mange lande, men du vil helt sikkert også møde det ældre franske ægtepar, som er stamgæster, og får resterne af maden pakket ind til deres lille hund. – Der findes ingen menuer, man skal selv sammensætte fra kortet. – For 3 retter med 1/4 vin skal du regne med ca. FF 120,00.
Hvad kan man opleve i Paris på et skrabet budget?
Bastilledagen
Hvis du skal til Paris i juli måned har du muligheden for at opleve Bastilledagen Frankrigs nationaldag den 14. juli. Man fejrer stormen på Bastillen i 1789, et parisisk fængsel. Dette var starten på den franske revolution og et symbol på, at magten ikke længere tilhørte kongen og adelen, men folket, og det fejrer man med pomp og pragt med en militærparade på Champs Elysées, hvor “Le President de la Republique”, Jacques Chirac kører stående i en åben Jeep ned af “Champsen” og de forskellige militærkorps marcherer fra Triumfbuen til Concordepladsen med flyvende faner og den meget karakteristiske franske militærmusik. – Du kan også opleve fremmedlegionen med kortklippede legionærer i karakteristiske khakiuniformer og de franske jagerfly, som i flere bølger suser lavtgående hen over processionen og udsender “røg” i de franske farver.
For at opleve dette show i første parket, skal du stille dig op langs afspærringen på Champs Elysées fra morgenstunden, og du vil få et indtryk af den franske folkesjæl og møde glade mennesker, som har forventninger til hvad der i øvrigt skal ske på denne festdag, for efter paraden er der musik og dans på mange pladser i hele Paris, og sidst på aftenen er der et gigantisk fyrværkeri ved Eiffeltårnet, som bedst ses fra Trocadero.
Opløbet – Tour de France
Søndag den 29. juli kan du opleve det storslåede opløb på det 88. Tour de France på Champs Elysées. – En folkefest af dimensioner. – Du skal komme tidligt for at kunne se noget, og der sker en masse ting allerede fra midt på formiddagen. – Et godt sted at placere sig er faktisk ud for det danske hus, næsten helt oppe ved Triumfbuen.
Seværdighederne
Det er ikke så underligt, at Paris har fået tilnavnet byernes by. – Når du ankommer til byen, vil du måske spørge dig selv, hvor alle de mennesker kommer fra. – Med forstæderne er der over 8 millioner indbyggere, så der er et rigt folkeliv at studere for en besøgende. – Paris er en kulturby med utallige arkitektoniske og historiske monumenter, for de franske konger, kejsere og præsidenter har været flittige til at anlægge imponerende boulevarder, smukke bygninger og monumenter.
Selv om du ikke skulle være til museer og monumenter, så er der trods alt nogle ting du skal se i Paris. – Aksen hvor du lader blikket gå gennem den lille Triumfbue, den store Triumfbue og ud til “La grande Arche” – Spreckelsens imponerede monument nogle kilometer længere ude i La Defense. – Oplev også Etoile-pladsen ved Triumfbuen, hvor 12 boulevarder har sit udgangspunkt i stjerneform. – Du skal selvfølgelig også stå ved Concorde-pladsen og nyde dens storhed og du må ikke snyde dig selv for et besøg på det nærliggende Louvre med de verdensberømte malerier. – Du bør også besøge Montmartre. – Tag Metroen til Pigalle og bestig de mange trappetrin, som fører op til denne del af byen med de hyggelige små gader og folkelivet ved Place du Tertre og den storslåede kirke Sacré Coeur, og nyd udsigten ud over Paris tage.
Hvad med Eiffeltårnet, Place de Vosges, Marais kvarteret, Notre-Dame , Ile Saint-Louis, St. Germain des Pres, Les Invalides, Panthèon – ja, jeg kunne blive ved, Paris skal opleves af mange gange.
En god og billig måde at få et indtryk af byen på, er at sejle på Seinen med Batobus. Der er 7 stoppesteder strategisk placeret i nærheden af seværdigheder, og du kan se stoppesteder og priser på dette link. – Et dagskort koster FF 65,00 og hvis man har CARTE ORANGE til Metroen er prisen FF 40,00. Man kan naturligvis også nøjes med at betale for den ene tur, man måske har tænkt sig at foretage, men hvis man gennemsejler hele ruten, vil det være næsten samme pris, som et dagskort.
God sommer og god fornøjelse i byernes by.
Rhône-Alpes-regionen i fokus

Denne artikel er lavet af www.frankofil.dk i
et sammenarbejde med www.backpackers-online.dk
Rhône-Alpes området i det sydøstlige Frankrig på grænsen til Schweitz og Italien er en vældig og rig zone, som strækker sig fra de mest imponerende bjergmasser i Europa og til blide bakker overhældt med kilometervis af nogle af Verdens mest eftertragtede vinstokke, og som samtidig har solide historiske minder helt tilbage fra Romerriget storhedstid. Vi kan ikke favne det hele på en enkelt side, men har sammensat et lille (utilstrækkeligt) resume af regionens mange herligheder, samt en masse links og praktiske henvisninger.
Baggrund og tips om Rhône-Alpes
Et lille indledende overblik
Det lyder så banalt, men faktisk har hele Rhône-Alpes-regionen alt man kan forestille sig til ferien, lige bortset måske fra hvide sandstrande. Området er sammensat af otte departementer: Ain (01), Ardeche (07), Drôme (26), Isère (38), Loire (42), Rhône (69), Savoie (73) og Haute-Savoie (74). Dette kolossale område (43.693 km2 – 5,3 mio indbyggere) rummer nogle af Europas højeste bjerge, de franske Alper, årtusinder gammel kultur og historie (i storbyer som Lyon, Valence og Chamonix), det berømte franske køkken (særligt i Lyon) og perfekte områder for turisme hele året rundt, om der er 35 graders varme, eller netop er faldet 2 meter sne! I løbet af de seneste 5-10 år er turistindustrien lokalt begyndt at satse på en subtil blanding af grøn turisme, naturoplevelser, actionferie og kulturel turisme. “Turister vil ha’ historie, kultur og frisk luft, kombineret med let aktive ferieudfoldelser,” vurderer turistindustrien i dag… Folk (det er os!) er trætte af beskidte storbyer eller bevidstløs badebold og luftmadras i stegende sol. Og denne rigt variede turisme passer Rhône-Alpes-regionen som hånd i handske!
De franske Alper – smut en tur op på Europas tag!
Den nordlige del af de franske Alper – det hedder på fransk les Alpes du Nord – rummer langt mere variede landskaber end de fleste måske umiddelbart kender til. Alperne besøges for deres berømte (denne vinter måske snarere berygtede) skisportssteder. Men Alperne kan byde på meget mere end blot skiture. Besøg f.eks. de majestætiske og enorme bjergmasser omkring gigantiske Mont Blanc, altid dækket af tykke og bløde lag ski-klar sne om vinteren, og grønne og pragtfulde flader til mere ophedede friluftsporter om sommeren, vilde områder som la Chartreuse og de imponerende kløfter i le Vercors (hvor den franske modstandsbevægelse gemte sig under Anden Verdenskrig), muse-stille og øde skovlandskaber i le Chablais, les Bauges og le Beaufortain. De nordlige Alper rummer også nøje skjulte oaser i form af de store bjergsøer, der er praktiske til et hvil når temperaturen når over de 30 grader i skyggen, eller hvis fødderne skal lidt i blød efter flere dages klatring og vandring i bjergene: kæmpe-store Lac Léman, den smukke og stille Lac d’Annecy og endelig Lac Bourget, som ligger ved foden af det velkendte kursted Aix-les-Bains. Og endelig gemmer de nordlige Alper en meget rig kulturel og historisk arv, både i byerne Chambéry og Annecy, som begge er dybt prægede af deres fortid som vigtige byer i Savoie-riget og deres tætte relation til snublende nære Italien. Men også de nordlige franske Alpers egentlige hovedstad, Grenoble, rummer en rig historie samtidig med at den er blevet én af Frankrigs populæreste universitetsbyer og kan prale af ét af landets finere kunstmuseer. Endelig er det jo også i Alpernes nordelige del, at du finder kendte olympiske skisportssteder (og af og til Tour de France-klassikere) som Courchevel, Les Arcs, La Plagne, Val-d’Isère, Tignes og l’Alpe-d’Huez. Se i øvrigt den danske Skiguide.dk for en særartikel om den temmeligt oversete ferieform, som kaldes “sommerski”.
For foden af bjergene findes feriens regionale kultur- og historie-indlæg
Som en kontrast til den friske bjergluft og de store højder byder de resterende departementer i Rhône-Alpes-regionen på fladere, af og til bakkede, landskaber, med landbrug og ikke mindst vinmarker en masse. Disse fladere egne gennemløbes af store floder som Rhône og Saône-floderne, og gemmer på en rig kulturel arv helt tilbage til Romerrigets storhedstid. Faktisk var hele området centrum for den romerske region, Gaulle, og tjente som knudepunkt mellem de nordlige og sydlige dele af riget. Regionens hovedstad, Lyon, der som Frankrigs næststørste by har et befolkningstal som Københavns, rummer rige minder fra dens tid som romernes regionale hovedstad (byen blev grundlagt af et romersk regiment i år 56 f.Kr.), ligesom især den fantastiske lille by Vienne. Lyon har siden beholdt sin rolle som knudepunkt og har tjent som Sydfrankrigs centrum for en rig tekstil- og silkeindustri, den franske bankverden (vi kender alle Crédit Lyonnais), bogtryk og har fostret store industriforetagender som f.eks. Rhône-Poulenc. Den gamle bydel rummer desuden et fredet renæssance-kvarter (se foto), Frankrigs fineste kunstmuseum efter Louvre i Paris, og er anerkendt som centrum for selveste den franske kogekunst (flere af de største franske kokke er fra Lyon). Det er simpelthen den franske by med flest restauranter pr. gadehjørne! Udover Lyon kan byer som Saint-Etienne (gammel mineby), Valence og Roanne tiltrække lidt opmærksomhed som potentielle storby-stop under ferien.
Og så byder de milde, men markante, bakker for foden af Alperne sandelig også på rige naturoplevelser. De mange blide bakker, som på fransk kaldes monts, er ideelle for en cykelferie, eller hvis
kræfterne er sluppet op efter din klatren i de vilde Alper, en lille udflugt i en lejet bil – specialt kan anbefales at køre mere eller mindre rundt på må og få i les Monts Lyonnais og les Monts du Beaujoulais. Der er afvekslende landbrugsarealer, først og fremmest domineret af de allestedsnærværende vinmarker. For glem ikke, at det er i denne region at du finder de kendte vinområder: Beaujoulais, Beaujoulais Villages, Côtes du Rhône, Côtes du Rhone Villages, Tain-l’Héremitage og Saint-Joseph! Der er mange specialaftegnede ruter rundt blandt de smukke vinmarker, og talrige muligheder for lige at banke på hos en lokal vinbonde og smage på varerne undervejs.
Lidt praktiske råd og adresser
Det er ubetinget nemmest at bevæge sig til, fra og omkring i Rhône-Alpes-området med tog eller de mange regionale langdistance-busser, med mindre der da er råd i budgettet til at leje en bil. En cykel kommer man ikke hurtigt rundt med, men det er jo heller ikke nødvendigvis meningen, særligt da hvis du regner med at følge Tour de France-feltets ruter! Det er naturligvis en god løsning for en stund, men regn ikke med at kunne komme rundt i alle hjørner af regionen på cykel. Ellers giver det jo altid de rigeste oplevelser at bevæge sig rundt til fods, og der er massevis af muligheder for billige overnatninger langs de mange officielle ruter der er optegnet på de officielle kort og oversigter – særligt i Alperne.
Herunder følger et par af de vigtigste adresser man kan kontakte i området, for flere oplysninger og for evt. at få tilsendt materiale, eller for nærmere oplysninger om overnatning og priser osv.. Tøv ikke med at ringe på engelsk; sandsynligheden for, at du i det mindste kan kommunikere bare en smule med vedkommende i den anden ende af linien er stor i disse turistcentre… (se mere om dette problem i frankofil´s sektionen Rejse i Frankrig – tips og gode råd).
Comité régional de tourisme, Rhône-Alpes
104, route de Paris – 69260 Charbonnière-les-Bains – tlf: +33.4.7259.2159
For generel info om hele regionen.
Maison du tourisme, Savoie
24, bd. de la Colonne – 73000 Chambéry – tlf: +33.4.7985.1245
For generel og detajleret info om Savoie.
Agence touristique départementale Haute-Savoie-Mont-Blanc
104, route de Paris – 69260 Charbonnière-les-Bains – tlf: +33.4.7259.2159
For generel og detajleret info om Haute-Savoie og Mont Blanc-regionen, og de øvrige velkendte skidestinationer i de nordlige franske Alper.
Comité national des sentiers de grande randonnée
64, rue de Gergovie – 75014 Paris – tlf: +33.1.4545.3102
Udgiver de praktiske topografiske kort over forskellige vandreture i hele Frankrig under navnet topo-guides des sentiers de Grande Randonnée.
Maison des Gîtes de France
35, rue Godot-de-Moroy – 75009 Paris – tlf: +33.1.4970.7575
Her kan du bestille komplette oversigter over muligheder for at leje hytter og andre grønne og alternative overnatningsformer.
Féderation Française des Stations Vertes de Vacances
Hôtel du Département de la Côte-d’Or – BP 1601 – 21035 Dijon Cedex – tlf: +33.1.4970.7575
Udgiver to gratis oversigter over indkvartering i hele Frankrig: Guide des stations vertes de vacances (for grøn ferie) og Guide des villages de neige (for skiferie).
Fransk eller ikke fransk?
“Français ou pas”

Forfatter: Torben Linnemann Nielsen
Siden Babels tårnet har folk problemer med sprog og fransk er ikke bedre eller lettere end alle andre sprog. Fransk kan være et svært sprog, men det kan godt betale sig af følge med i timerne, for som alle andre folkefærd bliver de fleste franskemænd også glade, når de hører at man gør en indsats for at tale deres sprog. Men når du rejser rundt i verden støder du nemt på et land eller område der har været en Fransk koloni og så kan de lokale tit tale fransk.
Rejser man i Afrika er der mange franske kolonier, bare for at tage et par stykker Garbo, Niger, Senegal Marokko, Guinea, Mali og Madagaskar eller hvad med et lille smut til Asien Laos, Haiti, Kerguelen pluds div. franske kolonier i Indien. Kikker man på de franske depardementer så 5 oversøiske områder, der selvom de er langt væk, stadig hører under det franske flag. Départements d’outre-mer (oversøiske départementer) er de Caraibiske øer Guadeloupe og Martinique, øgruppen i Stillehavet Ny Caledonien og Tahiti og Fransk Polynesien, Fransk Guyana, Rúnion, der ligger i det Indiske Ocean øst for Madagaskar og Saint Pierre og Miquelon, der ligger i Atlanterhavet ud for New Foundlands sydkyst.
Kan du tale bare lidt fransk så kan du komme langt omkring, måske lidt nemmere end hvis du ikke kan fransk. Meget af det jeg har sagt har kan selvfølgelig også siges om andre sprog, men der er ikke mange der har være så langt omkring som franskmændene.
Alt dette er sagt af en der kun kan fransk nok til at komme i problemer!
AT REJSE I FRANKRIG – TIPS OG GODE RÅD
Denne artikel er lavet af www.frankofil.dk til
frankrig´s sektionen på www.backpackers-online.dk
![]()
frankofil modtager hver eneste uge mange gode spørgsmål fra besøgende, der er på vej til Frankrig, og som har brug for et par praktiske tips. Det er alle tiders, for det er på den vis, at frankofil langsomt bliver bedre og bedre.
Gode generelle turistguides på Nettet
Du kender det godt; man har lige pludselig bare lyst til at finde éen eneste god guide, som kan forudse alle problemer og fortælle dig alt om, hvordan din ferie i Frankrig skal planlægges. Slut med at surfe i timevis, nu skal det være konkret (øhm, jamen du har jo frankofil?)! Jamen der findes et par gode generelle guides af den slags på Nettet; det drejer sig oftest om webversioner af allerede etablerede papir-guides. Le Guide du Routard er det franske svar på “Lonely Planet” og “Let’s Go”-konceptet, og er sat sammen af en lang serie lokale rejseguider specielt beregnet for rygsækturister med et budget at holde sig til. De kendte vejvisere fra Michelin har også fået en Web-version, som tilbyder dynamisk rutelægning med hoteller, restauranter og anden gængs Michelin oplysning. Det meste er desværre mod betaling. Club Bonjour France er dæknavnet for den franske turistforening. På dette netværk af sites kan du hente en lang række praktiske oplysninger, du kan besøge de officielle turistkontorer i de forskellige regioner osv. Tresors de France er et andet helt afsindigt flot websted, der fungerer som en guide til monumenter, slotte og interessante franske lokaliteter. Er bestemt værd at besøge, uanset hvor du sætter næsen henimod i Frankrig.
Sådan finder du en præcis lokalitet i Frankrig
Godt, nu ved du nogenlunde hvilken region du skal besøge på ferien, men du kan altså bare ikke finde den sk… landsby i dit gamle, slidte skoleatlas. Hvad gør man? Prøv at kaste et blik på den effektive IsMap – en flot kartografimaskine, hvor du kan finde præcist den franske by du leder efter, og zoome ind og ud! Oprindeligt en geografisk søgemaskine, men kan være til ganske praktisk anvendelse for den fortabte ferierejsende. Alternativt, hvis du ikke har held med dette lille vidunder, kan du jo også konsultere den praktiske og efterhånden legendariske amerikanske service MapQuest.
Følg med i det franske vejr på Nettet
Fransk meteorologisk institut er ved at vågne op, og begynder nu at udbygge deres service på Internettet. Det har resulteret i denne relativt brugbare webservice, Météo France, hvor du kan konsultere langtidsvejrudsigter, og følge vejret lokalt, region for region.
Bestil togbiletter og planlæg din togrejse gennem Frankrig
Nu er det ikke længere så tåget og risikabel en oplevelse at planlægge sin ferie i Frankrig med tog. Den store, tunge offentlige virksomhed per excellence i Frankrig, SNCF (det er de franske statsbaner), har faktisk oprettet en næsten perfekt webserver, som skal gøre det muligt at finde de komplette køreplaner i alle egne af landet (der er stadig mange regioner, der ikke er tilgængelige endnu), checke priser for bestemte afgange (resultatet passer dog ikke altid) og bestille sin billet fra sin kvistlejlighed i Valby (dette skulle dog gerne fungere). Husk, at der oftest er tillæg til rejserne med det berømte TGV-tog (se illustration), og at man helst skal have bestilt plads med disse tog før afrejsen. SNCF er også begyndt at lancere en mængde rabatter, som skal gøre det sjovere at tage toget. Spørg derfor altid din computer om du kan få 25 procent rabat (det hedder prix découverte); man kan ligeså godt rejse billigt, ikk’?
Få styr på rejsevalutaen i Frankrig
Jamen… bruger franskmændene ikke denne hersens berømte euro nu? Skal alle priser så omregnes til euro, og kan jeg godt lade de gamle franske sedler og mønter som morbror Jørgen havde med hjem fra ferie i Alsace for et par år siden ligge i skuffen? Nix, franskmændene betaler stadig med den gode, gamle franske franc, indtil år 2002 (se iøvrigt frankofil´s tema-side om Franskmændene og euro’en). Indtil da er det muligt at betale med euros med særlige checks, og med kreditkort, men mønter og sedler finder du ikke nogen af. Men alle priser skal derudover være skiltet i både francs og euro. Det er naturligvis noget frygteligt rod, ikke mindst for franskmændenes selv. Heldigvis findes der online servere, som: Eurette, der lynhurtigt omregner mellem francs og euros. Og af de mere gammeldags slags finder du Les Changes: med denne praktiske valutaomregner fra den store franske finansavis Les Échos kan du foretage prøvevekslinger mellem de fleste andre valutaer i Verden.
Kan man rejse i Frankrig uden at tale fransk?
Ak, det lader til at være et af de helt store spørgsmål blandt skandinaver som vover sig uden for engelsktalende områder (hvorunder f.eks. Danmark da vist egentlig også må regnes i betragtning af vores gode engelskkundskaber). På hoteller og turistkontorer samt andre steder hvor man er vant til at have med turister at gøre kan man sagtens klare sig på engelsk. Men i restauranter og på en cafe… forget it (stort set !), ihvertfald som en regel der så har sine talrige undtagelser. Vi skandinaver, der kommer fra lande, hvor man er vant til at høre engelsk på fjernsynet og i biografen, hvor vi er vant til at det er noget nært umuligt for fremmede at lære vores sprog, og vis sprog jo ganske enkelt ligger temmelig tæt på det engelske er ofte chokerede over franskmændenes kritiske indstilling til engelsk som universelt sprog. Men sådan er det bare, og istedet for at finde franskmændene arrogante og afvisende, burde vi snarere føle os særligt priviligerede over at mestre to sprog med så stor sikkerhed. Faktisk er de fleste franskmænd mest af alt flove over deres ofte dårlige engelske accent. Men konklusionen må være: skal du finde vej, eller andet, så henvend dig til et yngre menneske, og tal langsomt, og vis at du ikke tager det som en selvfølge at den stakkels franskmand skal kaste sig ud i et sprog han mestrer dårligt for din skyld – og så i hans/hendes eget land! Læs også vores artikel om det fransk sprogs udbredelse.



