Tekst: Kenneth Karl Nielsen

Intro til en speciel del af den indiske kultur – indiske film

I Indiens næststørste by Mumbay (Bombay) ligger verdens største center for produktion af spillefilm. Inderne kalder det Bollywood – opkaldt efter verdens næststørste center, amerikanske Hollywood.

Jeg sidder i en indisk bus og bliver underholdt fra et lille uklart TV, hvor er er skruet så højt op for lyden, at den bliver forvrænget.
To mænd – brødre i kamp om den samme kvinde er midt i et slagsmål (Kvinden sidder grædende i hjørnet af rummet) , slagene (som tydeligvis ikke rammer) kan høres som store fuldtræffere. Pludselig bryder den ene ud i sang, og kort efter kommer cirka 50 kvinder og mænd ind forfulgt af høj indisk musik – de danser rundt, men helten (den ene af de to brødre) starter en sang, som en lang række dansere og heltinden synger videre på. Efter nogle minutter fortsætter filmens handling igen – du er ikke i tvivl. Du er i Indien.
Ovenstående oplevelse med indiske film kom under et besøg i Indien i midten af halvfemserne. Jeg hadede den bustur – inderne i bussen tværtimod elskede underholdningen.

Hvert år bliver der produceret mere end 1.000 spillefilm i Indien – over halvdelen af disse film produceres i Bollywood. Hovedingridenserne i den typiske indiske spillefilm er slagsmål, tårer, kærlighed, dans og sang – i anden række kommer vigtige ting som handling.

Den indiske filminstruktør Sanja Bhansali siger følgende i Ud & Se: ”Vi laver ikke film som amerikanerne eller europæerne laver film. Inderne er meget musikalske mennesker, og en films succes afhænger udelukkende af dansescenerne og musikken – ikke af handlingen”.

Indiske film i Danmark
2002 var internationalt et superår for indisk. 2 film høstede store internationale roser. ”Lagaan”, hvor en lille landsby bliver pålagt at betale en ekstra skat, men kan undgå det ved at vinde en cricketkamp på de engelske koloniherrer. ”Moonsoon Wedding”, der viser et moderne Indien med Internet og problemer som enhver ung dansker også kender til.

Siddende i biografen ”Øst for Paradis” i Århus, biografen er fyldt, lyden er fin og filmen ”Lagaan” vises på det store lærred foran mig og min kæreste.
Det er i starten af filmen – en den lille landsby, som er centrum i filmen håber de på regn. Der er tørke, og en sky kommer til syne i horisonten og alle landbyen indbyggere hopper, danser og synger. På denne måde bliver man introduceret til de forskellige medvirkende i filmen.
Det virker utroligt godt, og da filmen er slut er min følelse at alle i biografen mener at ”Lagaan” har været en rigtig god og flot film.

Indisk film er altid en oplevelse
Set i bakspejlet er jeg glad for mine oplevelser med indiske film – uanset hvad folk siger er indiske film altid en oplevelse. Ser du filmene i Indien, er det værd at ligge mærke til, hvor meget tilskuerne lever sig ind i filmen – de glædes og grædes med deres helte.

Får du chancen i Danmark vil jeg opfordre til at se en indisk film i biografen (kun de bedste kommer herop). Er du i Indien, er en indisk film en oplevelse, som du ikke må gå glip af.

Af: Camilla K. Bach
Foto: Projekt Pilgrim, og mere information

Camilla K. Bach på 20 år er efter 4½ måneds forberedelse på Rønde Højskole rejst til Indien, hvor hun arbejder som frivillig på børnehjemmet Bala Mandir og bor på Christian Women’s Hostel i Chennai (Madras) i det sydlige Indien.

Børnehjemmet
Bala Mandir er et utroligt godt sted. Der er tjek på tingene og de har mange faciliteter: legetøj, legepladser, skolebibliotek -ja! Jeg har besluttet mig for, at jeg kun er hos de små forældreløse børn -hvilket var mit valg hjemmefra. Og de er kære, 14 styks guldklumper, hvoraf kun tre er drenge. Jeg tror nok, jeg har vundet alles hjerter, især efter jeg er begyndt at gå i saree. Det sjove var dog, at de, som ikke var bange for mig i bluse og bukser, pludselig blev nervøse ved at se mig i indertøj, og jeg frygtede at kort øjeblik, at jeg skulle starte forfra med at vinde deres gunst. Men nej -tag bare i dag. Jeg har haft min. 4 børn kravlende på mig konstant. Selv Rani og Tapana -to piger, som absolut ikke syntes om mig eller Carina -kommer nu hen til en af sig selv. Og det skal tilføjes, at det er noget af en triumf at få Tapanas godkendelse. Hun har nemlig ikke bestilt andet end at hyle de tre første uger, hver gang vi så på hende.

Vi har også været to dage hos de mentalt handicappede. Der kommer forældre med deres børn og får undervisning i alt: Yoga, fysioterapi, pottetræning, musik etc. Et ekstremt velfungerende center, men skulle jeg arbejde der, skulle det være fra 10-12 og klokken 12 sover de små tre timer til middag. Derfor har jeg valgt at være på BM fra 8-13 eller 15-19 ikke lang tid, men nok tid. Jeg har forstået, at fordi jeg er kommet til et organiseret sted, er der ikke meget, jeg kan gøre for at ændre tingene til det bedre. Jeg kan dog indføre lidt pædagogik i hverdage. Således prøver jeg, at få børnene til selv at lægge puslespil ( der er kun 1 *G * ) i stedet for, at de andre voksne utålmodigt gør det færdigt. Jeg træner også Sumenas ben. En lille pige som har haft meningitis og nu kun kan slæbe sig afsted siddende skævt med kroppen. Åbenbart er der ingen, der er interesseret i at hjælpe hende. Men jeg lader mig selv tro, at pga. min indsats, kan hun allerede nu rejse sig på knæ og kravle lidt. Og dette er kun på en måned, hvor jeg har gået lidt med hende og haft hende oppe at stå etc. Så helt i de små ting er jeg vel lidt Moder Theresa .

Nå, men så mødte jeg jo Lars Odd Petterson og Jeanie ( et eller andet) + hendes mand Wolfram. Sidste uge var der en masse tam tam til ære for de to Braade-stiftungpersoner og det var hyggeligt at deltage. Lars fortalte, at der bor 850 børn på BM, og at der hver dag kommer 1500 ind fra slummen. Deres seneste projekt var en bygning til ingeniøruddannelse og her havde man oprettet et samarbejde med ECC, så alle var så godt som sikret et job bagefter. Hvad de denne gang skulle støtte, var en ny isolationsblok, så de kan undgå epidemier, hvis nogen skulle få mæslinger etc. Pga. denne var vi så til hinduistisk gudstjeneste/ofrelse. Det var Ganesa der fik offergaver med håb om, at han ville velsigne deres projekt. Det var spændende at overvære, og efter en times melodiøs trancesummen fik vi alle en rød og sort plet i panden, og så var det slut.

Om maden
Carina og jeg er gentagne gange troppet op til aftensmad for på ny at prøve lykken. Men nej … Hver gang ris -hvilket jo kan være lækkert nok med rette tilbehør -og så to gange snask ( farven varierer fra dag til dag) som utvivlsomt er andet end chili, for det er ualmindeligt STÆRKT. Er det en god dag får vi også en skive tørstegt fisk ( hvilken art skal ikke kunne siges), spørger man efter det, får man også curd, noget yoghurt som gør det en hel del lettere at synke den brændende mad, uden at man får fornemmelsen af at ens spiserør er ved at ætse op. Om morgenmaden og frokosten er det samme, aner vi ikke. Vi har endnu ikke formået at komme op til morgenmad, og eftersom det er på det tidspunkt, man også pakker til frokost siger resten sig selv J Ak ja Måske vi får afklaret mysteriet om frokosten her i weekenden. Der skal den nemlig ikke pakkes om morgenen. Faktisk er vores eneste lyspunkt ( hvad maden angår) teen mellem 16 og 17.30. Utroligt så hurtigt man vænner sig til det søde stads?? Men er man heldig, er der også noget godt til teen; lækre boller fx, man kan dog også være så uheldig, at det er kogte peanutsnødder i olie og krydderier….

Som I nok kan høre, er maden på hostelet et klart MISS! Vi er blevet enige om, at det nok er fordi, det er hostelmad ligesom institutionsmad i DK. Ikke at maden på Rønde Højskole fejlede noget -næh, den var skam fortræffelig. Men vi har jo begge gået på efterskole ( samme skole faktisk *G*) og der var maden ikke altid go’. Altså må det være samme princip her!! Nå ja -så har pigerne her på hostelet vist ikke hørt om reglen med at kun blive beskidt til fingrenes yderste led. For flere af dem har altså ris helt op til albuerne!! Synd man ikke diskret kan tage et billede at de massive kulturchok.

Et klart HIT er dog FOODWORLD 10 skridt nede af gaden. Der er vi allerede blevet stamkunder. Og man kan få alt hvad hjertet begærer. Toast, ost, toiletpapir, cigaretter -JA ALT!!

Ud at køre med rickshaw
De sa…. (Ups undskyld) Rick-kørere. De er da dumme! De første dage ville de have 40 Rp for at køre os til Bala Mandir. Nu kræver mange af dem pludselig 60 Rp. Tosset!! Vi har fået tre til at bruge METER PLEASE. Den ene kunne dog ikke vejen og vi kom ud på noget af en sightseeing i diverse smågader. Den anden kørte en bagvej (uden om trafikken sagde han) Det kostede os 50 Rp. Den tredje kørte os dertil, 37 Rp blev det. Så mon ikke vi kan få fikset os en fast chauffør til 35 Rp hver vej. Jeg har også været helt oppe på 56 -men det var pga. en dum rickmand, som ingenting ville fatte, men kørte sin egen vej. SUK -dem er der mange af…desværre. Jeg er nu blevet bedre til at håndtere dem og mange af dem giver efter, når de kan høre, at man altså er vant til deres bulshit. Tja rickmænd er nok det første, du lærer at omgåes i storbyerne i Indien. Vil man med bus til Bala Mandir, kan man nøjes med at bruge Rs. 6 hver vej. Men på de tider jeg møder og slutter, er busserne alt for proppet til mig. Så hellere en lille heftig diskussion med en rick.

Kirkedebut
Den 21. jan. var min kirkedebut her i Indien. Det forbavser mig faktisk, hvor mange kirker, templer, forsamlingshuse etc. der er i Chennai – bare her i Veppery er det jo helt tosset . ja tag bare her på Sampath Rd. Her er fire steder, hvor man kan samles og hylde Gud. Utroligt? Den kirke jeg skulle i, havde nu ikke meget med en kirke at gøre. Det øjeblik jeg trådte ind i lobbyen af et gammelt nedslidt hotel, fik jeg mit første skeptiske anfald. Hvad var det dog, jeg havde indvilliget i ? Op af trappen ( gelænderet pyntet med samme slags glitterguilande, vi kommer om juletræet) , over i hjørnet og så var jeg i et stort rum fyldt med stole. I det ene hjørne sad et band og testede lyden. Lige inden for døren var der en slags bod med bøger, te og kiks. De hostelpiger, vi er kommet med, viser os hen til nogle stole på de forreste rækker, og der sidder vi så og iagttager samtlige bevægelser omkring os.

Langsomt fyldes rummet med mennesker, og forbavsende nok er mange af dem hvide. Allerede ved første sang kastes man ud i en væmmelig situation; vi skal danse, hoppe, snurre rundt og hilse på sidemanden, lige for meget ,når man ikke er inkarneret kirkegænger hjemmefra. Mere skræmmende bliver det, som der mellem hver sang kommer små bønner til Gud: Thank you Lord for loving me – I take pleasure in worshipping you bla.bla. bla. Det eneste jeg umiddelbart kunne finde at sammenlignelige situationen med, er de fanatiske troende amerikanske udsendelser HALLELUJA! Den ultimative knockout kommer som en gæstetaler går til mikrofonen. Han snakker om, at vi skal blive gode til det, vi er bedst til. Sådan tjener vi bedst Gud. Som han slutter af, gør han parat til frelse og folk strømmer til og går grædende derfra igen -alt imens jeg bare står som forstenet og prøver at få samling på de tre timers tilbedelse, jeg lige har overværet. Før jeg når længere træder en amerikansk gut hen til mig og siger: Hello my firend, how are you. Før jeg ved af det, har jeg fortalt ham om hele mit foretagende i Indien, og som han forsvinder tænker jeg lidt, om det var en snært gudsfrygtighed, der fik mig til at blabre ud med alt? Han var jo trods alt en kristen missionær og for et sådan menneske, kan man vel ikke lyve?

Siden har jeg været to gange derhenne -i Powerhouse, som de kalder sig. Og selv om det er meget anderledes, så er det også hyggeligt. Især med de mange gospelsange den første halve time går med. Hver gang har der være gæstetalere, og det er meget forskelligt, hvad de hver især mener, er der den bedste tilgang til Gud. Nr. 2 mente, man skulle være ydmyg og være til rådighed for Ham & næsten. Nr. 3 var sikker på, at alt nydelse var roden til det evigt onde, derfor halleluja at der i sidste uge var lukket to spritbutikker.

Hvad jeg dog kan samle af alt dette er, at indere er ualmindeligt meget troende. Og især de kristne. Det er som om, de har noget, de skal bevise… og ja jeg kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed, når jeg tænker på, hvor stærk min tro er …eller ikke er .

U-TURN
Nå men Powerhouse har selvfølgelig også et ungdomsprogram.: U-TURN og hver søndag aften er der samling med hygge, snak og spil. Jeg har kun været der en gang, og der var der live musik. Godt nok!! Igennem dette fik jeg også en fribillet til en rockkoncert arrangeret at YMCA og Zinol.com (tjek hjemmesiden) og det var fedt. Et Amr. Band og to indiske. Alle kristne sefølsom., men musikken kunne ikke klages over og især det indiske band Jooose var kanon. Og der står man så -i verden fattigste land og vrikker i takt med bassen. Tosset. Og sådan er det mange gange. Tosset. For intet i Chennai er, som man forventer. Det er kontrasternes by og selvom det vrimler med tigere på gade, stopper det ikke “upperclase-Indien”, at leve i luksus. Således kan man gå fra markedet, have købt 1 kg. Tomater, ½ kg. Løg & tre peberfrugter for Rs. 18 og henne i supermarkedet ved siden af, kan du kun få de tre peberfrugter for samme pris. Tosset -men unægtelig er begge dele billigt, hvis man ser på, hvad man kan få i DK for 3,80 kr.

Anyways… mine sociale udskejelser skulle da ikke stoppe her. Så jeg tog med til pige-gatherring. Alle piger fra Powerhouse mødtes hos præstens kone tirsdag aften. Det var såmænd rigtig hyggeligt. Og så fik jeg også god mad. Ikke dermed sagt, at maden ikke var stærk -den brændte som bare pokker, men samtidig smagte den også af noget. Modsat hostelmaden. Det eneste, der den aften var pinsomt, var konkurrencen, hvor vi skulle finde flest mulige kvindeskikkelser i biblen. Eftersom jeg jo ikke læser i den hver dag, var mit bidrag ret så beskedent. Eva, Maria .. og så Rachel og Esther, men de to sidste kun fordi jeg havde hørt om dem samme søndag til gudstjenesten. Et eller andet sted, ret så ynkelige en præstation, men hva’?!

Hinduisme
Så I kan nok forstå, at det er noget af en heavybelieve-samling jeg mænger mig med. Modvægten får jeg fra mit arbejde, hvor alt er hinduistisk. Overalt har de falmede billeder hængende af Shiva, Ganesha og Vishnu. Blomsterkranse omringer billederne, og på små afsatse er der figurer af de selv samme med frugter og røgelse lagt til ofring foran. Det er ikke til at tage fejl af, at de tilbeder gudebilleder. Og på næsten samme måde ser man overalt på BM, buster og mindetavler til ære for den ene eller anden person, som har gjort noget for BM. Alt skal huskes og hver venlig gestus æres med en form for skrift, så det for evigt kan huskes.

Mindst en gang om ugen får børnene en prik i panden og bliver taget på vandring til tv-stuen, hvor de skal se Shiva, derefter går turen til spisesalen hvor div. Gurubilleder hænger. Det største af en stor inder med kæmpe afrohår. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem han er, men hans billede ses ofte. I rammer, på gadedøre, nøglering -overalt! Her får de så lov at smage på den frugt, der er lagt til ofring ,og så er det ellers tilbage til gangen.

Umiddelbart lyder det ikke som det helt store, men denne lille udflugt må unægtelig være en af ugens højdepunker for de små, for derudover sker der ikke meget for dem. De har et areal svarende til et tekøkken at lege på, og de bliver ellevilde, når man løfter dem op, så de kan se ud i gården, eller hvis de får lov til at gå ind til de lidt større børn at lege. Kun en gang har jeg set dem være ude på deres legeplads, og det var kun i 10 min. eller sådan..

Alligevel er børnene glade nok, og hvorfor skulle de ikke være det? De ved jo ikke, hvad de går glip af, og det faktum gør det så meget lettere at lege med dem, uden at de begynder at kede sig. På det punkt er de meget mere taknemmelige end danske børn!! Jeg har nu nok forvænt dem noget, og til tider kan jeg næsten ikke følge med, for når seks små unger forlanger lige meget opmærksomhed…ja så bliver det lige slemt nok. De er nu så kære hver og en, så man kan ikke være sur på dem længe af gangen, selv om de har skabt sig tosset, kan de sekundet efter sende et “dræbersmil” og så er alt glemt! SUK hvor tragisk, når jeg skal overlade dem til sig selv om halvanden måned… men den tid den sorg.

Med tog
Jeg fik prøvet mig på det lokale netværk her i weekenden, jeg skulle til en koncert på Madras Christian College -som ligger 45 min. væk med tog. Jeg fulgtes med en pige fra hostlet, et hedder Glory. Hendes søster bor her også, og hun hedder Joy. ..Kunne det tænkes, deres forældre er kristne? Jeg mener, hvorfor ellers de navne? Og jo, på vejen hjem fik jeg bekræftet min mistanke. Deres far er pastor og rejser jorden rundt og missionerer.

Men altså jeg skulle altså til koncert. Vi tog toget fra Egmore Station. Der er 15 . min gang fra hostlet og på vej derover kommer du lige igennem hele den sociale deroute. Omkring Hostlet et par gadebeboere, men ellers OK standart og de næste højhuse siger med deres ydre, at her er godt at bo. På den anden side af gadekrydset for enden af Sampath Rd. ligger så en lille slumby. Utroligt nok ser der 10 gange mere hyggeligt ud her, end ved hostlet. Så skal man over broen, der går over togsporene, og hen til billetlugen. På denne bro er der nok den værste samling skravl: blinde, handicappede, spedalske -hver gang jeg passerer dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på bogen “En hårfin balance” og ham kongen/bossen deri .

Anyways en returbillet koster kun Rs. 10. Det første tog springer vi over, da det allerede er proppet. Og efter 10 min. venten kommer et nyt tog . Her er også mange mennesker, men der er alligevel plads til Glory og mig. Hvis jeg holdte min arm udstrakt, ville Glory kunne gå under den, uden at støde sit hoved.-og med den højde undre det mig, at hun ikke betænkte sig mere ved at rejse i tog. Men så slog det mig, at langt de fleste indere jo er af den højde. Kun jeg, og enkelte andre, kunne nyde den luksus at have hovedet over massen -over tætheden, lugtene, sved, kroppene og den evige masen og skubben. Jeg tog et solidt tag i en af de utallige trekants/hestebejler i loftet. Man skulle næsten tro de var til udsmykning i kupeens loft. En slags 80′er kubisme -alt i gult jern. Ja, for praktiske er de ikke, eftersom mange af de små inderdamer alligevel ikke kan nå dem.

Men der stod jeg så og svajede i takt til togets rytme og massens bevægelser. For hvert stop steg der flere på end af, og utroligt nok var der plads til alle. Jeg stod lige ved den vidt åbne dør og nød de friske vindpust derfra. Det var dog lidt af en farlig position, for flere af inderkvinderne ville også stå der, og rykkede man ikke ind i toget for at lade dem komme til, så blev man bare skubbet yderligere ud YAIKS! På et tidspunkt kom en kvinde på toget, masede sig gennem toget over mod mig, og før jeg vidste af det, havde hun sat sig bag mig -lige i døråbningen. I og med folk sad rundt omkring og optog al ben – og fodplads, gjorde dét, det endnu sværere at holde balancen. Men jeg holdt ud, alt imens mine øjne skiftevis blev fanget af det skiftende sceneri udenfor og sælgerne indenfor. De sælgere er utrolige! De må have en 6. sans eller noget? Og som de forstår at bevæge sig med læssevis af varer i et proppet tog?! Penge vandrer på kryds og tværs, flere hænder fungere som mellemmænd, men alligevel kommer pengene til den rigtige sælger og varen til den rette ejermand. AMAZING!

En anden ting jeg fandt sjov var, at der for samtlige vinduer var tremmer, men at alle døre stod åbne konstant! Hvilken velovervejet sikkerhed!! Turen hjem igen var nu knap så spændende. Vi kom hjem udenfor myldretid og tak for det, for det var egentlig meget rart at sidde ned.

Koncert
Koncerten var god! Det viste dig at samtlige bandmedlemmer var gamle studerende, der levede i berømmelsens lys. Og skægt nok havde de massere af succes? Som så mange af de andre bands, jeg har hørt her i Chennai, lever det stort på at spiller covernumre Bryan Adams, Pink Floyd, Sting, Doors, Michael Learns to Rock…. You name it. Det sælger bedre end egen musik. Jeg skal nu ikke klage, for det betød kun, at jeg kendte musikken og derfor sagtens kunne rocke med. MCC er stort, arealmæssigt tage det tre timer at gå rundt og se det hele. Tilgengæld tror jeg ikke, de har mere end 5.000 studerende og der er jo ligesom Handelshøjskolen i KBH. Nå det var så min lørdagsaktivitet.

Jeg vil slutte af med at fortælle, at til trods for at Indien er hårdt, så har det sine opture at være her. Det viser sig især, som man kommer gående af Kenneth Lane i Egmore ( der hvor flest back’ere bor i Chennai) og bliver stoppet af to rejsende, der spørger en til råds om sted at sove, HA HA så kan man ikke andet end at tro, at nu har Indien endelige taget en til sig og ditto omvendt. At tænke sig, at man for andre hvide ser ud som om, at man er OK men sin situation, selvom man selv føler en stadig forvirring over det evige kaos. Men godt så – den dag havde man en god følelse.

Og så vil jeg slutte… 8 sider må være mere en nok. Men sådan er det at være på farten -alt for mange oplevelser alt for lidt papir.

Mange varme (38 grader varme) hilsner

Camilla

Af: Lars Tengstedt

Rejsebrev #1:
Vi tog fra Danmark med overbevisning om at vi kunne klare alt i denne verden. Delhi fik hurtigt vist os noget andet.

Allerede på vej fra flyet til lufthavnen, mærker man at man er kommet til et andet land. Lugten som trænger dybt ind i næseborene er kraftig og vedvarende. Da vi kommer ud på gaden er der naturligvis masser af pågående taxachauffører, men vi er standhaftige og holder på at tage bussen. Da en taxachauffør tilbyder at køre for samme pris som bussen slår vi til. De kører os ind til byen for 60rs (~ 10 kr). De kører os til en “Turist information” som er Government Approved – FEDT!

De er meget venlige mennesker, som gør alt for at vi skal føle os afslappede og trygge. Efter en land snak om vores planer for Indien og den videre rejse, kommer han med et forslag om at vi kan bruge nogle flere dage i Indien og se lidt mere. Han vil gerne sælge os en 10 dages tur for “kun” US$370.

Efterhånden går det op for os at dette vist ikke er en Government Approved Turist information alligevel. Desværre har vi ikke så mange muligheder – vi er ankommet en søndag. Jysk Rejsebureau (som vi rejser med) er lukket. Alle officielle turist information er lukkede. Vi aner egentlig ikke, hvor vi er heller… Vi lader os “overtale” til at tage deres anbefalede hotel (ikke meget andet valg!) og indkvarterer os for 1800rs (naesten 300kr.) for en nat.

Næste dag da vi forlader hotellet for at tage ind til Jysk Rejsebureau, ringer hotelejeren til turistinformationen og de er der på under to minutter. Det er et komplot! Vi får næsten ikke lov til at forlade stedet, men det lykkedes da til sidst og efter en lang søgen efter Jysk føler vi endelig at vi kan stole på nogle. Her møder vi Roshni, som anbefaler et godt Guest House (300 rs), og så føler vi os lidt ovenpå igen. Efter et par ture rundt i det store basarområde vi bor i begynder vi at faa et par positive tanker om Delhi også. En meget hård ankomst til Delhi er overstået.

Tredje dag er en heldagsudflugt til Agra for at se Taj Mahal og Agra Fort. Vi købte Jysks Rejsebureaus pakkeløsning med guide og taxa for US$100, hvilket var lidt dyrt, men alligevel pengene værd. Obersten, vores guide, (far til Roshni og gammel oberst) viser sig at være en YDERST behagelig og flink nepalesisk mand, som gøre alt for at vi skal have en god tur – og det lykkedes! Køreturen til Agra er fire timer og allerede når man lidt væk fra Delhi, ændrer billedet sig. Det er pludselig ikke forurenet længere; det er til at være på vejen og alt i alt ser Indien ud til at være andet end beskidt storby. En rar fornemmelse.

Fjerde dag sker der ikke så meget. Vi ønsker egentlig bare at få tiden til at gå og at forlade Delhi hurtigst muligt; vores budget fik jo ligesom et knæk den første dag, så penge var der heller ikke mange af. Sent om aftenen tager vi flyet til Nepal.

Moralen på disse hektisk dage i Delhi er at man skal forberede sig inden man tager hjemmefra. Det nytter ikke noget at tage til Indien uden nogen som helst viden eller forberedelse; specielt ikke når man bare skal være der nogle få dage. Samtidig vil jeg også kraftigt opfordre til at tage en ankomstpakke, hvis dette er muligt (Jysk til byder det f.eks.). Og til sidst, vil min anbefaling være IKKE at tage fire dage i Delhi, bare fordi du alligevel lander der. Brug nogle flere dage (eller uger) og kom væk fra storbyerne i stedet.

Udbruddet af pest bekymrede egentlig ikke Torben og mig umiddelbart, men da vores indiske venner og det Danske Udenrigsministerium bad os om at forlade Indien hurtigst muligt blev vi en smule paniske.

Tekst & Foto: Torben Linnemann Nielsen & Kenneth Karl Nielsen

Vi sad som sædvanlig og spiste morgenmad på vores indiske vens Pankajs kontor midt i Mahuva, men dagen i dag var speciel. Ifølge den nyeste avis, som iøvrigt var skrevet på Hindi, havde pesten nu krævet sit første dødsoffer i Ahemadabad. Inden så længe skulle vi gennem byen på vejen til Rajahstan.

Da det ikke var muligt, at opdrive engelske aviser i Mahuva, var indernes oversættelse af de lokale hindi aviser vores eneste kilde til information. Det eneste vi kunne se, var billederne hvor alle folk i Surat gik rundt med tørlæder for munden. Pankaj og de andre begyndte senere at blive urolige. Et rygte var begyndt at spredes, om at pesten også havde krævet sit første dødsoffer i Mahuva, hvor vi lige nu opholdt os. Herefter gik det ikke længe inden Pankaj bad os om at forlade byen og landet hurtigst. Inden længe havde vi booket en billet og var på vej på til Ahemadabad.

Vi havde egentlig ikke taget pestrygterne særlig seriøst før, men nu væltede tankerne om “Den Sorte Død” i Europas middelalder frem på nethinden, og selvom vores fornuft sagde at i ikke var i fare og at pest let kunne kureres med moderne medicin, var der øjeblikke med panik. Disse blev dog hurtigt fjernet af fornuften, og vi havde en efter omstændighederne ganske udmærket bustur med indisk film og karaoke. Klokken 5 næste morgen ankom vi til Ahemadabad.

Næste morgen blev vi mødt med nyheden om, at området omkring Surat inklusive Ahemadabad var blevet erklæret pestfarezone. Vi var dog stadig rolige når vi kiggede på fakta, Ahemadabad har 3.3 millioner indbyggere og der er kun konstateret 5 tilfælde af pest. Hvor blev epidemien af ? Vi sikrede os billetter til Udaipur samme aften, og tog afsted til busstationen. Torben talte med sine forældre fra busstationen.

Dårlige nyheder hjemmefra
De var MEGET urolige, da det danske udenrigsministerium havde bedt alle danskere om at forlade landet hurtigst muligt. De nåede dog, at give os navnet på noget pestmedicin. Torben undlod at fortælle dem om, at vi opholdt os i pestfarezonen. Efter samtalen faldt vores humør til et absolut nulpunkt, og spørgsmålene sprang frem.

Kan vi tage til Nepal ?
Er grænset lukket ?
Skal vi i karantæne ?
Er vi syge ?
Hvor kan vi få medicin ?

Vores planer om en lang rejse rundt i Rajahstan, Taj Mahal og Varanasi forsvandt som dug for solen, vores eneste mål var nu at komme til Delhi og besøge den danske ambassade for rådgivning. Det føltes som om vores forventninger var en oppustet balon, der med et blev spunget med en nål. Trods alt kunne vi begge nynne Monthy Pythons, “Always look on the bright site of life”.

Vi ankom midt om natten til Udaipur, og næste morgen var det gode humør tilbage. Udaipur er i øvrigt en fantastisk by, som jeg hurtigst muligt vil vende tilbage til, men det er en anden historie. Vi reserverede to flybilletter og om aftenen nåede vi til Delhi.

Om eftermiddagen tog vi ud til den danske ambassade, og det var et yderst positivt besøg. De beroligede os, og sagde at så længe vi holdt os udenfor pestzonen, var der ingen fare. De så dog noget overraskede ud, da vi sagde at vi kom lige derfra. De fik at vide, hvor vi boede og lovede at orientere os hvis der skete noget. Denne service fik ingen af dem vi talte med fra andre lande. Tak for den gode service.

De næste dage brugte vi til at se Delhi, og til at tage en tur til Agra for at se Taj Mahal, Det Røde Fort og Fatehpur Sikri. Vi var tilbage ovenpå, og tingene kørte igen i olie.

Panik igen
Der skulle dog ikke gå længe inden det gik galt igen. Da vi vågnede en morgen berettede aviserne om at antallet af pestofre i Delhi var steget fra 22 til 64. Frygten kom igen snigende, lige pludselig var alle backpackers på vej ud af Delhi. Vi reserverede en busbillet til Kathmandu næste dag kl. 13. Vi gik tilbage til hotellet, hvor vi blev mødt med et nyt rygte. Antallet af pestofre i Bombay var eksploderet til 2.000. De arabiske lande havde lukket deres lufthavne for al trafik til og fra Indien, og rygterne gik om at lufthavnen i Delhi ville blive lukket.

Vi tog straks ned for at reservere flybilletter, men den idé havde en masse andre også fået. 8 fly var blevet booket op på 3 timer. Vi ville dog ikke give os, og efter et par timer havde ekspedienten fundet en fly til Varanasi med afgang samme aften. Herfra skulle det være muligt, at få et fly til Katmandu næste dag.

Torben havde fået en voldsom hoste, der er af symptomerne på pest, hvilket ikke bekymrede os særlig meget, da Torbens hoste var helt normalt. Inderne var dog noget usikre. Da vi kørte ud til lufthavnen i taxa hostede Torben, hvilket betød at chaufføren straks tog sit lommetørklæde op over munden.

I Varanasi så vi ikke meget til den hellige Ganges-flod og de mange ghats. Banegården var fyldt med potentielt smittebærende rotter, flere end vi normalt havde set, så da vi vågnede den første morgen i Varanasi gik turen direkte til lufthavnen.

På vej til Nepal
Efter at have bestukket et par lufthavnsbetjente sad vi på det første fly til Nepal. Vores sidste bekymring var, at vi ville blive stoppet i tolden og ikke komme ind i landet. Specielt Torbens hoste kunne i andres øjne gøre os til potentielle smittebærere. Vi havde dog slet ingen grund til at være bekymrede, da sundhedskontrollen i Kathmandu bestod af et par halvsovende læger, som vi hurtigt kom forbi.

Efter vores ankomst skulle vi bare afvente, at inkubationstiden (tiden fra man får pest, til det kommer i udbrud) var overstået og vores pestmareridt var overstået.

Herefter episoden kan vi se tilbage på episoden med et smil på læben, og vi mener begge at vi klarede situationen udmærket. En hel anden overraskelse var at høre, hvordan pestsituationen var blevet dækket hjemme i Danmark.

Hvad skete der egentligt?
Mens vi tog det relativt roligt midt i pestcentrum, var situationen meget mere panisk hjemme i Danmark. Både udenlandske og danske medier skabte et skævt og forkert billede af total panik. Der bliv blandt andet vist billeder fra en overfyldt indisk banegård med en masse mennesker, der alle ville på toget. Ifølge indslaget for at stikke af fra pesten. Nu er der altid kaos på indiske banegårde, og situationen kunne lige så godt være filmet på en almindelig hverdag!!