Text: Annika Hällqvist

I Tana Toraja på Sulawesi frygter man ikke døden. Her er begravelsen livets største fest – og en blodig historie, som ofte kræver stærke nerver.

En efter en ledes bøfler, grise og høns ind i arenaer, hvor de skal ofres. Mændere skærer halsen over på en bøffel, det bliver en hård dødskamp, der slutter med at bøflen falder om på marken nogle få meter fra hvor vi sidder. Vi får serveret bøffelkød og ris. Der er begravelse i Tana Toraja på den indonesiske ø Sulawesi. Her er begravelser og stor ting. Det er livets største fest.

Hvor stammer begravelsesceremonierne fra ?
Indbyggerne i Tana Toraja tilhører en kristen minoritet, som har bevaret sine hedenske begravelsesceremonier. I Tana Toraja tror man på et slags himmerrige efter døden. For at komme til de dødes ringe (Puya), skal den afdødes sjæl rejse over mange bjerge og floder. Det er derfor dyrene ofres, de skal hjælpe den døde på rejsen. Sjælen skal ride på dyrene på vejen til himmerriget, og det er først efter begravelsesritualet at den døde kan starte sin rejse.

Der er et stor socialt pres for at arrangere storslåede begravelser, og ofte bliver begravelserne er dyr fornøjelse og koster op til en hel årsløn. Vi hører historier om familier, der har måttet sætte sig i gæld for at få råd til festlighederne.

Inden begravelsen
Når et menneske dør i Tana Toraja bliver kroppen i den døde families hjem indtil den næste tørtid. Der kan gå flere måneder til den næste tørtid. Tidligere brugte man urter for at bevare kroppen, i dag bruger man kemikalier. Slægtninge giver den døde gaver og mad. At aflægge besøg hos den afdøde er hædersbevisning, og det er derfor en ære et blive indbudt til et sådant besøg. I ventetiden op til begravelsesårstiden, for sjov også kaldt festsæsonen, forbereder man selve begravelsen.

Det første den afdødes familie skal gøre, er at finde sted begravelsesfesten kan afholdes. Sædvanligvis falder valget på en mark eller en åben plads, hvor man kan bygge bambuspavilioner til gæsterne og de efterladte. Den afdøde placeres i et bambustårn med udsigt over festpladsen, så han er tæt på, og kan overveje ritualerne.

Begravelsesfesten
På selve begravelsesdagen kommer der masser af mennesker, nogle gange hundredevis, for at vise respekt for den afdøde. Gæsterne medbringer gaver, mad, cigaretter og dyr der skal ofres. Det fineste man kan gøre er at komme med en bøffel. Jo højere samfundslag den afdøde kommer fra, jo flere bøfler ofres. Antallet af bøfler der ofres kan variere fra en enkelt for de fattigste og op til 20, 30 eller 40, hvis man er placeret højere oppe på den sociale rangstige.

Gæsterne bliver bedt om at sætte sig på tribunerne og bliver tilbudt mad. Det er uhøfligt at afslå. Maden laves ofte i bambusrør, som tilberedes over åben ild (En delikat torajaspecialitet). Begravelsesceremonien kan tage flere dage. Her gælder det samme princip: Jo længere fest, jo vigtigere person.

Dukker og selve begravelsen
Når festlighederne er aflsuttet bliver den afdøde i grotter i bjergene. Selv efter døden betyder den sociale rang meget, den bestemmer hvor kroppen placeres. De velstillede får særskilt udhuggede gravkamre med dukker, der placeres udenfor. Dukkerne er et ganske nyt påfund, og stammer formodentlig fra slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt var dukkerne bare samme køn som den afdøde, men i dag forsøger man endvidere at få dukkerne til at ligne den afdøde. Selv i udformningen af dukkerne fortæller om ens sociale rang: Jo bedre udskæring, des rigere var den afdøde.

Turist til en begravelse
Begravelserne i Tana Toraja tiltrækker mange turister, og turister er ofte velkomne. Bliver du indbudt til en begravelse, er det en ære. Siger du ja tak til en invitation bør du medbringe gaver, for eksempel cigaretter.

Sikkerhed i Indonesien
Den politiske situation i Indonesien er ustabil, og der har også været uroligheder på Sulawesi. I det centrale Sulawesi har der været sammenstød mellem muslimer og kristne, hovedsageligt omkring byen Poso.
Rejser du til Indonesien bør du undersøge den nuværende situation, du kan finde rejseguider på det danske udenringsministeriets hjemmeside eller også på den tilsvarende engelske side.

Af: Lona fra Dansk Studiecenter på Bali

Vi er 2 veninder, som rejste til Bali for at opleve østens mystik og tropernes varme.

Og vi blev ikke skuffet…

Efter en lang flyrejse landede vi nær hovedstaden Denpesar, her blev vi blev overvældet af varme, blomster, palmer, menneskemylder og fremmedartede dufte.

Befolkningstætheden er stor omkring hovedstaden, som ligger på den sydlige del af øen. Mange af husene er smukt dekoreret med træskærerarbejder, og overalt er der små “templer”, hvor der ofres til guderne. Den balinesiske religion er nært beslægtet med hinduismen, og man mærker tydeligt, at guderne er med i hverdagslivet. Flere gange dagligt lægges små sirlige blomsterdekorationer foran gudebillederne, og mange steder også på husets trappetrin for at holde onde ånder borte. På Bali findes 2 store vulkaner. Den største kaldes moder-bjerget. Her er ét af øens helligste templer, som mange valfarter til.

Balineserne lever tæt forbundet med naturen,
og de har en dyb respekt for dens vældige kræfter.

Charmerende Sanur
Vi boede først et par dage ved kysten Sanur på et lille charmerende hotel i balinesisk stil. Badeværelset var under åben himmel og fyldt med tropiske planter. Når vi sad på terassen foran værelset midt i den duftende blomsterhave kom smukke balineser-inder med små offergaver og røgelsespinde, som de anbragte rundt omkring i haven.

Balinesisk begravelse
I Sanur fik vi lejlighed til at overvære en balinesisk begravelse, som er en stor folkefest, hvor hele landsbyen deltager. Balineserne tror på reinkarnation/genfødsel. Den døde føres i prosession gennem byen i et smukt udsmykket “tårn”, der bæres på skuldrene af landsbyens mænd, som alle er i sort. Inden selve ligbrændingen er der mange ritualer, hvor “tårnet” føres ud i vandet under sang og råb. Bagefter spredes asken på havet.

Kunstnere og rismarker
Fra Sanur rejste vi til kunstnerbyen Ubud, som ligger midt i rismarkerne. Byen er tilholdssted for mange kunstnere, både lokale og internationale. Vi indkvarterede os i et lille hotel med udsigt til rismarkerne. Markerne er små, og risen plantes med håndkraft. Jorden bearbejdes med hakke og nogle steder pløjes med okser. Når der skal høstes, deltager hele familien, og risen sigtes i store strå-sigter. Det er pragtfuldt at gå i rismarkerne omkring Ubud. Her fornemmer man den spirituelle ro, som hviler over Bali.

Bali er på størrelse med fyn, og der bor 3 mill indbyggere.
Klimaet er tropisk med ca. 30 graders varme hele året.

Fra Ubud rejste vi østpå ud til kysten, hvor vi fandt et lille hotel med navnet “Hidden Paradise”, og det var det bestemt også. Her blev vi flere dage og badede i det 28 grader varme vand, snorklede på koralrevene og nød livet. Men vi måtte jo videre.

Kuta beach – turistcentret
Vi ville gerne opleve vestsiden af øen og se Kuta, som er øenes kendte turiststed. Her var der hektisk med mange diskoteker, restauranter, forretninger og masser af liv på stranden.

Studiecentre på Bali
Fra Kuta rejste vi sydpå for at besøge et norsk studiecenter vi havde hørt om. Vi var facineret af tanken om at studere på Bali. Vi talte med en del unge fra Norge, som boede på Bali i 3 mdr. og læste filosofi. De var indkvarteret hos balinesiske familier i studenter-kollektiver og syntes det var alletiders. Så var de 14 dage gået – og vi måtte hjem igen. Men jeg var fast besluttet på at få et samarbejde med det norske studiecenter. Jeg ville lave et dansk studiecenter. Jeg har nemlig i flere år arbejdet med kursusvirksomhed.

DANSK STUDIECENTER BALI er nu en realitet
Første kursus er februar-maj 1999. Det er et 3 mdrs kursus i filosofi, antropologi, psykologi & personlig udvikling samt Østens kultur/religion og kunst. Flere unge har allerede meldt sig. Næste kursus er september-december.

Der bliver 2 kurser hvert år.

Mere information kan fås på tlf. 48 17 10 60 eller besøg min homepage

Af Per Kjøbæk Poulsen

Jeg har surfet i Australien, Californien, Fiji, Maui, Frankrig og vesterhavet, men Indonesien har efter min mening de bedste bølger i verden. Her kommer en beretning, om forskellige surfsteder på Bali og på Gili Øerne.

Jeg var to måneder på Bali/Nusa lembongan med min kæreste i sommers. Da hun tog hjem rejste jeg rundt med en kammeret udelukkende for at finde gode bølger. Her er nogle tips og erfaringer til andre der allerede surfer eller dem der har lyst til at prøve:

Kuta Beach
Det er svært at komme udenom Kuta, her kan du købe billige brugte boards og udstyr. Nye sticks er dyre, men spørg rundt om nogen vil sælge billigt fordi de er på vej hjem, eller prut om prisen på et brugt i shopsene i kultgaden Poppies Lane II).
Kuta Bali er en serie beachbreaks. Der er sandbund og derfor gode for begyndere eller for dem, der skal genvinde stilen efter en lang vinter. Stranden har udmærkede bølger, og de er gode HVER dag. Stranden og bølgerne er desværre blevet rigtigt fluepapir, specielt er de lokale surfere blevet rigtigt gode, men der er også irriterende.

Tag væk fra fluepapiret
Hvis man vil væk fra fluepapiret kan man leje en offroader og køre nordpå af stranden (sig ikke at du vil køre i sand til udlejeren). Allerede et par km nord for Legian er der gode breaks, og du får stranden næsten helt for dig selv. Jeg fik de bedste sessions på hele ferien lidt syd for Tanah Lot. For øvede kan jeg også anbefale Bingin, Padang Padang (fede tubes) og selvføgelig Uluwatu (der samtidig er et fantastisk smukt sted der også har interesse for ikke surfende kærester).

Nusa Lembongan og Airport
Betragt strømforholdene og spørg andre før du tager ud. Airport Left er tilgængelig fra et stort hotel mellem Kuta og lufthavnen, hvor man samtidig kan fake sig ind og benytte pool og internet. Breaket ligger lagt ude, så man skal leje båd og de lokale ved desværre hvad de skal have for det. Bølgerne er lidt større end i Kuta så hvis den ikke går af, er Airport en mulighed. Udenfor Bali er der Nusa Lembongan, med et rigtigt surfer setup. På stranden er der nogle billige Losmen med udsigt over shipweak ( øens bedste) der virker hver dag, med fede hurtige tubes (og et shallow reef). Sydligst på stranden findes playground, der som navnet antyder er mere venligt med dybt vand. Vi tog også en dagtur til Nusa chillinggan der eftersigende skulle have nogle STORE bølger. Det var der også. 12′ med et takeoof du ikke vil misse nær klipperne, vi prøvede men blev enige om at stikke af med halen mellem benene.

Gili Islands
Gili øerne er også et lidt overset sted. Jeg vidste ikke at der var gode breaks, så jeg lod mit board stå på Bali. Da vi kom frem havde en storm sydpå bragt nogle af de flotteste bølger jeg har set til Gili Travangan, men jeg kunne først skaffe et board til dagen efter, og så havde havet løjet lidt af igen. Der var dog stadig fint både på Gili Air og Gili Travangan.

Af Kenneth Karl Nielsen
Foto: Kenneth Karl Nielsen m.fl.

Efter at have været på rejse igen og igen har jeg opdaget, at de det ofte er de uventede og ubehagelige oplevelser, der bliver til gode minder. Dette er beretningen om det to dages jungletrek i Indonesien, der gav såvel mange gode oplevelser, men også masser af andre mindeværdige oplevelser.

Jungletrekkets udgangspunkt var Bukit Lawang på Sumatra. Sumatra er en del af verdens største muslimske land Indonesien. Foruden mig selv var Torben, Birch & Sandy og vores guide Asim med på trekket. Jeg kendte Torben hjemmefra Danmark, og Birch og Sandy havde jeg mødt et par måneder før i Nepal.

Det eneste bagage vi havde med, var en lagenpose lidt ekstra tøj og et par kameraer. Der var masser af plads med en Fjellräv hver. Trekket var beregnet til to dage med en overnatning ude i junglen. Vi startede på trekket den 1. december kl. 10.00 og det var ikke småting, der var gemt under de to første låger i årets julekalender.

Skuffende start
Starten på trekket var meget skuffende, da turismen helt tydeligvis havde sat sit præg på den første del af junglen. Der var gode stier og alle træerne var forsynet med skilte, der angav træarten. Dette var ikke lige min opfattelse af et jungletrek.

Møde med orangutanger
Medens vi gik og var lidt skuffede råbte Asim pludselig op. Oppe i træerne kun 10-15 meter længere fremme sad en orangutang og dens lille unge. Efter at Asim havde advaret os om, at være meget forsigtige gik vi langsomt hen imod aberne. Asim fandt noget brød og vi gav det til moderen, der kravlede op i træerne og gav det til sin unge. Orangutangerne virkede utrolig menneskelige, og orangutang betyder da også menneske fra junglen.

Op ad bakke
Efter mødet med orangutangerne gik vi videre ind i junglen, vi satte kursen mod et højt udsigtspunkt længere inde i junglen. Og det varede ikke længe inden vores ønsker om ufremkommelig jungle uden stier blev opfyldt, mange steder måtte Asim hugge sig frem. Og på andre steder måtte vi holde fast i grene og lianer for ikke at skride ned af de mudrede og stejle skråninger. Efter en lang march nåede vi trætte og gennemblødte endelig toppen og udsigten herfra var absolut hele turen værd, så langt vi kunne se var der jungle op på samme tid fløj en tukan forbi over os, selv på en relativ stor afstand er en tukan en imponerende flot fugl.
Nedtur i mudderet
Efter en tur opad går det jo nedad, vi havde set frem til at nedturen var mere stille og rolig, men sådan skulle det ikke blive. Vi gled flere gange og måtte gribe i rødder, grene og andet for ikke at tage en lang glidetur ned ad bakken.

En uventet svømmetur
Til sidst nåede vi ned til floden, hvor vores lejr skulle til være. Men til vores store overraskelse var lejren placeret på den anden side af floden og da det havde regnet voldsomt indenfor de sidste dage brusede floden meget uindbydende forbi foran os. Vores guide var nu helt rolig, han fandt nogle lianer og bandt dem sammen, så de kunne række hele vejen over floden. Så bandt han den ene til på vores side og kastede sig ud i floden med den anden ende med lianen i hånden. Han nåede over og bandt lianen fast på den anden side af floden. Så lå vores “bro” der i vandoverfladen og vi skulle bare følge den over. En efter en hoppede i vandet og selvom det rykkede noget i armene nåede vi alle over på den anden side af floden, ved at hænge gå “armgang” i lianen liggende i vandoverfladen.

Ingen 3 stjernede hoteller i junglen
Vores hotel denne nat var nogle grene sat op som et telt med en sort stykke plastik ovenpå, her nød vi vores aftensmaden, der var serveret af den ventende kok Borretja. Det var en kold nat hvor vi alle frøs, da vores lagenposer var blevet våde på turen over floden.

 
Bistik og nye planer
Vi stod op næste morgen kl 05.45 og besluttede os for at tage en lille tur ind i junglen inden morgenmad. Vi havde gået omkring et kvarter, da Birch der gik forrest pludselig råbte at en bi havde stukket ham i nakken. Vi gik videre i nogle sekunder mere, da jeg pludselig mærkede at også jeg blev stukket på hånden, desuden kunne jeg høre bier summe omkring mit hoved, så jeg løb stærkt videre ind i junglen. Efter nogle meters løb var bierne væk. En af bierne sad dog fast i min skjortekrave, den var temmelig stor, så jeg var temmelig glad for, at jeg var sluppet med fire stik. Da vi nåede tilbage til lejren, havde vi ikke specielt meget lyst til at tage en ny vandretur ind i junglen. Så trods advarsler for flere folk i Bukit Lawang valgte vi at tube* ned af floden til Bukit Lawang.

Tubing ned af floden
Dette stykke er specielt farligt, da der er mange klipper og tidspunktet midt i regntiden var heller ikke vel valgt. Vi gjorde seks tubes klar og for at gøre risikoen mindre bandt vores guiderne traktorslangerne sammen med lianer. De tog så hver sin yderring for at skulle styre os ned af floden ved hjælp af hver sin store gren. Efter en øjebliks pause søsatte vi vores nybyggede flåde, det gik ikke mange minutter før vi fandt ud af at vi var i flodens vold. Begge guider mistede deres styrekæppe og Asim blev kastet af sin flåde med vores kameraer, medens vi fortsatte med fuld fart ned ad floden. Pludselig faldt jeg af tuben. Jeg holdt dog fast selv om det betød, at jeg blev trukket over et lavvands område med ryggen mod den stenede bund. Efter et stykke tid kom jeg alligevel tilbage på tuben. Torben blev også kastet af og selvom hans rygsæk var våd og tung kæmpede han sig igen op på tuben. Til sidst blev de forskellige ringe revet fra hinanden og vi strøg ned af floden i fuld fart.

Sikkert i land
Omsider nåede vi Bukit Lawang uden de helt store skader, på dette tidspunkt pumpede adrenalinet rundt i min krop, og jeg havde det fantastisk fedt, det havde vi alle. Så vi tog en øl og nød, at vi havde klaret et fantastisk jungletrek, der bød på lidt udover det almindelige. Senere kom vores guide også tilbage i god behold med alle vores kameraer. På trekket så vi også mange andre dyr blandt flere tukaner, egern, flere slags aber, masser af farvestrålende sommerfugle og flere forskellige mærkelige insekter.