Foto: Tourism Thailand & Peter Terp

Thailand har gennem mange år været kendt som “Smilets land”. Det skyldes naturligvis, at man altid bliver mødt af venlige og hjælpsomme thaier. I samarbejde med Thailands Turistkontor var vi valgt en række af disse ansigter, som du kan se herunder. Det tager lidt tid at vente, men er absolut værd at vente på .

Foto: Tourism Thailand & Peter Terp

Over 90% af thailænderne er buddhister, og det ses tydeligt uanset, uanset hvor i landet du befinder dig. I hovedstaden Bangkok stikker store gyldne spir og gennem de moderne skyskrabere og i de mindre landsbyer dukker de små templer op mellem de primitive huse. Overalt dukker munke i saffrangule kåber op blandt thailændere i jakkesæt og vestligt mærketøj.

Premiere: 7. April 2000
Spilletid: 1 t. og 59 min.
Instruktion: Danny Boyle Bl.a. medv.: Leonardo DiCaprio, Tilda Swinton, Virginie Ledoyen, Gullaume Canet og Robert Carlyle.
Distributør: Constantin film
Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Bangkoks gader summer af liv. Folk hiver i en. Richard er en ung amerikaner på backpacker eventyr. Han er taget ud for at opleve verden – for at finde paradis. Han er i en situation de fleste backpackere før ham har været i, og det er let at leve sig ind i hvad han føler. Det lusede hotelværelse på Khao San Road – uden vinduer og med mølædte skidgule vægge. Men det værste er næsten at alle andre har fået samme ide som han selv – det vrimler med turister. Hvorfor netop flyve i 18 timer for at sidde på en cafe og se Hollywood film?

Richard møder den udbrændte Daffy – en backpacker der ikke kender grænsen eller måske har et eller andet drevet ham derud? Under alle omstændigheder er han en type, der er mange af i Bangkok, og som er med til at ødelægge backpackerne image. Han er narkoman og har tydeligvis været på langfart i årevis uden noget mål. Han fortæller Richard om et paradis. En lille ø med den perfekte strand uden turister. Som en badeferie for folk der afskyr badeferier.

Allerede dagen efter finder Richard et kort på sin dør, der viser vej til øen. Da han opsøger Daffy, finder han ham død – selvmord. Richard inviterer det unge franske par François og Étienne med, og snart finder de paradiset….

Filmens egentlige aktiv er mennesker, og hvor langt mennesker vil gå få at holde fast på det, de holder af og tror på. Stranden, hvor filmen er optaget, er som en drøm. Forunderligt hvidt sand og krystalblåt vand med kokosnød palmer vejende blidt i vinden så langt øjet rækker. Enhver backpackers drøm – noget man higer efter, men som er næsten umuligt at finde. Men også dette er en illusion. Film holdet har plantet kokosnød palmerne, men vidunderligt ser det ud, og man længes derud.

Filmen er dog i passager – specielt imod slutningen – kedsommelig. Ikke at jeg tror, at filmen lægger sig langt fra sit oplæg i Alex Garlands meget roste roman “Stranden”, men fordi der er visse ting, der er sværere at forklare eller få frembragt i film end i bøger. Tiden er mere begrænset i filmen, og personkarakteristikkerne er ikke nuancerede nok til, at man forstår personerne handlinger.

The Beach er en middelmådig Hollywood produktion, produceret at holdet bag bl.a. Trainspotting. Leonardo DiCaprio er udmærket som Richard, mens François og Étienne spilles at de unge franske skuespillere Virginie Ledoyen og Gullaume Canet. Robert Carlyle fra bl.a. Det´ bare mænd har en mindre rolle, som den udbrændte Daffy.

Læs boganmeldelse af bogen Stranden her

Tekst og foto: Stine Kristoffersen

Dreadloks og hippietoej, var mit første indtryk af Bangkok. Efter 14 timer fra Kastrup til Bangkok via Milano, tog jeg logisk nok direkte til der hvor jeg havde planlagt at overnatte de første par nætter i Bangkok: Backpackernes mecca, Khao San Road i Banglamphu distriktet.

Khao San Road
Khao San Road er STEDET for billig overnatning i Bangkok. Desuden var der for mig en vis tryghed i at være det samme sted som alle andre unge rejsende i Bangkok, da jeg som alene-pige netop var ankommet fra Danmarks januarkolde marker.

Turen fra lufthavnen var så problemløs som det første moede med et nyt land kan være. Ud fra min bibel, Lonely Planet guiden til Thailand, tog jeg lufthavnsbussen. Og ud af de 15 pasagerer, der fyldte bussen, var vi 11 der skulle til Khao San Road. Alligevel lykkedes det buschaufføren at køre for langt!

Paa bussen mødte jeg for første gang Nick og Robert. To fyre som jeg fulgtes med fra hvor bussen til selve Khao San Road. Her ledte jeg efter Sawasdee Guesthouse, endnu et tip hentet fra Lonely Planet. Sawasdee Bangkok koster ca. 80 kr. pr nat, hvilket er meget dyrt på Khao San Road, men til gengæld fik jeg eget bad, Cabel TV og airconditioning.

Jeg havde planlagt hjemmefra at tilbringe min første uge i Thailand i Bangkok, da jeg derefter skulle begynde mit job som frivillig hjælper i en zoologisk have i Lopburi nord for Bangkok. Den første uge skulle bruges på afslapning og tilpasning, da jeg af erfaring altid har en smule tilpasningsproplemer med den lokale mad. Jeg havde derfor ogsaa planlagt at bo behageligt mens jeg var i Bangkok, og Sawasdee viste sig også at være et af de bedste steder paa Khao San Road.

Atmosfære som på Roskilde Festival
Der er en meget underlig atmosfære paa Khao San Road. Det minder mest af alt om Roskilde Festivalen, bare uden musik og placeret i en by med mange thailændere. På selve vejen ser man flere udlændinge end thailændere, og det hele drejer sig om at opleve/slappe af så meget som muligt. Det sidstnævnte lader til ofte at ske med en joint i den ene hånd og en thailandsk øl i den anden. Der er dog også mange der bor her fordi her er saa billigt, lige som mig.

Men der er et sted med pool!!!
Takket vaere Buddy Beer Garden, som stedet hedder, fik jeg inden for den første uge en anstændig farve, frem for den danske vinterhvide kuloer jeg ankom med. Jeg tilbragte 5 ud af 8 eftermiddage i Bangkok i deres behagelige standstole, og blev jeg hurtigt gode venner med personalet der. Desuden havde jeg mangen en munter samtale med de andre rejsende der besøgte Buddy’s i deres forsøg på, at overleve de de 35 grader varme eftermiddage. Der er det alligevel for varmt til at lave noget andet end at forsøge at køle ned.

Med vandbus
Formiddagene brugte jeg på at udforske Bangkok. En af de første dage mødte jeg Robert og Nick igen. Robert er fra Sverige og Nick er fra England. Desuden sluttede Joe fra USA sig til vores lille muntre gruppe. Sammen med dem tog jeg til Chinatown, og turen dertil foregik via Tuk-tuk og vandbus. Vandbusserne er de lokales transportform på Bangkoks floder, og det er en meget underholdende transportform. Den indebærer blandt andet, at man hopper fra de ustabile flydende “stoppesteder” over på de ofte overfyldte både, og håber at nogen flytter sig nok til at man kan finde fodfæste. Den båd vi tog var kun lettere overfyldt, så vi kom alle på og af igen uden problemer.

I Chinatown
Chinatown ligger umiddelbart 3-4 “stoppesteder” fra, hvor vi stod på ved Khao San Road. Straks efter vi fik fast grund under fødderne, kunne vi føle forskellen fra resten af Bangkok. De thai-kinesiske indbyggere i Bangkok har beholdt deres forfædres effektivitet og forretningssans, og overalt omkring os blev der handlet. Ikke på den afslappede thai-facon, hvor det mest af alt virker som om de hygger sig gevaldigt, og det hele bare er for sjov, men med en hastighed og koncentration der minder mest om Bilka, sent fredag eftermiddag.

Vi valgte at vandre langs de små sidegader, der præger det meste af Chinatown, og her faldt vi blandt andet over et lille kinesisk tempel. Vi havde det ganske sjovt med at udforske templet, da vi pludselig måtte forlade templet det og dets ellers så venlige munke. Robert havde indtaget lidt for mange øl før vi tog til Chinatown, og da han så en Peter Plys Bamse ved alteret, tog han den op gav den et knus og dansede lidt med den. Bamsen var sansynligvis blevet ofret af en legetoejssaelger. Vi fik den dog hurigt fra ham og skyndte os ud af templet.

Rundt i Bangkok
I dagene derefter udnyttede jeg de forholdsvis behagelige temperaturer om formiddagene til at få styr paa mine rejsesager og udforske Bangkok. Jeg var blandt andet på Thailands Nationalmuseum, og i downtown Bangkok. På sidstnaevnte udflugt måtte jeg opgive at få fat i et vietnamesisk visum i første forsøg. Det var en af de dage hvor alt gik galt, og efter at have brugt 2 timer på at finde ambassaden, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt papirer og pasbilleder jeg skulle bruge. 2 timers gaaen rundt i Bangkok lyder maaske ikke af meget, men ud over varmen er forureningen uudholdelig i Downtown, så jeg var temmelig muggen da jeg satte mig ind i en tuk-tuk for at koere tilbage til Khao San Road.

8 dage efter at have ankommet til Bangkok tog jeg toget fra Bangkoks Hualomphong Station til Lopburi.