FORÆLDRELØSE DRENGE LÆRER AT LEGE
Af: Sune Højrup Bencke
Den 20-årige dansker Annemarie Zacho har arbejdet på et børnehjem for forældreløse drenge i Uganda. Mange af dem har levet som gadebørn og opfører sig som små voksne. Leg og nærvær var det vigtigste Annemarie, der var udsendt for Ungdommens Røde Kors, kunne give drengene.
Drengen er otte år gammel. Han bor på et Røde Kors-børnehjem for gadebørn i byen Busia, som ligger i det østlige Uganda. Han har oplevet sin far slå sin lillebror ihjel, og det gjorde ham så bange, at han løb hjemmefra. I en periode havde han sit hjem på de støvede gader i Busia. Dér strejfede han omkring og tiggede sig til dagen og vejen. Men nu bor han på Røde Kors-børnehjemmet, hvor han forsøger at leve et normalt liv. Han går i skole, har en seng at sove i, og personalet på hjemmet sørger for, at han får noget spise, får børstet tænder og bliver vasket en gang imellem.
En af dem, som har hjulpet drengen på fode igen, er den 20-årige dansker Annemarie Zacho fra Århus. For et par måneder siden kom hun hjem fra et ophold på Røde Kors-børnehjemmet i Busia. Hun var udsendt som ungdomsdelegat af Ungdommens Røde Kors. Annemarie Zacho har været medlem af Ungdommens Røde Kors i et par år og har deltaget i deres ferielejre. Og hun har altid haft lyst til at arbejde som frivillig i Afrika.
Arbejdet på børnehjemmet gav en meget tæt kontakt til især børnene, men også den lokale befolkning. Og det var spændende at samarbejde med folk fra en helt anden kultur,« fortæller Annemarie Zacho.
Børnehjemmet i Busia er et projekt finansieret af Finsk Røde Kors, men det daglige arbejde foregår i samarbejde mellem danske ungdomsdelegater og personale fra Ugandisk Røde Kors.
En barsk fortid
På børnehjemmet bor 21 drenge fra fem til 17 år, som i en meget tidlig alder har skullet klare sig selv igennem hverdagen. En hverdag, hvor børnene kæmper med deres barske fortid. Den otte-årige drengs historie er typisk for de fleste af børnene. Det er børn, som enten er løbet væk hjemmefra, eller som er blevet smidt ud. Årsagerne kan være fattigdom, sygdom, vanrøgt og direkte børnetortur. Og det er børn, som derfor står uden opdragelse, og som ikke kender til grænser.
På børnehjemmet har børnene deres helt eget hierarki. De store børn bestemmer og er forbilleder for de små, og de passer på hinanden. Der er en helt klar rollefordeling, hvor man på grufuld facon kan sikre sig en opstigning i hierarkiet. Om aftenen når mørket faldt på, så vi tit de yngste drenge sidde ved bålet og gennemgå ritualer som for eksempel at tage glødende kul i hånden eller med bare fødder gå gennem bålets gløder. De gjordet det for at sikre sig en højere stilling i hierarkiet,« fortæller Annemarie Zacho.
En korridor til barndommen
Selv om børnene plages af deres fortid, så får de en ny start på livet på børnehjemmet i Busia. Og de er heldige, for i Uganda er det nemt at falde igennem et stormasket socialt net. Er man først faldet helt igennem, er det sjældent, man kommer op igen. Drengene på børnehjemmet er små mænd, som har brug for en korridor tilbage til barndommen.
På nogle punkter skulle vi viske tavlen helt ren. Mange af børnene opførte sig som små voksne, så vi brugte meget tid på at lære dem at lege igen. Vi forsøgte at støtte børnene med leg, tegning, musik og dans. Og drengene nød samværet med os, selv om der var en helt tydelig grænse for, hvor tæt vi kunne komme på dem. I deres barnlige ansigter sad to mørke, meget alvorlige øjne, som uden ord fortalte en lang historie om, hvad de har oplevet,« siger Annemarie Zacho.
Med tilværelsen på børnehjemmet får ungerne mulighed for at opleve nærvær og opmærksomhed. Annemarie Zacho erfarede, at netop den tætte kontakt viste sig at være central i forsøget på at give gadebørnene et godt liv. »På børnehjemmet lærte jeg, at det er vigtigt at have nogen som bekymrer sig og interesserer sig for dig. At der er nogen, som savner og tænker på dig. Det var det tomrum, vi udfyldte hos børnene.«
