Til toppen af Kilimanjaro ?

Tekst og foto: Henrik Kristoffersen
Homepage med flere beretninger

Min kæreste Lise og mit primære formål med rejsen til Tanzania var, at bestige Afrikas højeste bjerg; Kilimanjaro på 5.896 meter. Vi skulle nu føre vores drøm fra det flade Danmark ud i virkeligheden.

Ikke farligt, men pas på højdesyge
Det lyder umiddelbart vildt og farligt, men det er det absolut ikke. Turen derop foregår ad almindelige stier, som dem på Himmelbjerget derhjemme. Der er ingen stejle bjergsider, ihvertfald ikke på den rute vi skulle gå. Det eneste der kunne være farligt var højdesyge, som de flere får i mere eller mindre alvorligt omfang. Højdesygen skyldes at luften er meget tynd i disse højder. De første symptomer er hovedpine og dårlig appetit. Begynder man at kaste op, er det tegn på at man skal ned omgående!

Det er ikke billigt
Vi havde nogle endnu hårde kontraktforhandlinger om prisen for 6 dage på Kilimanjaro med guide, 3 bærer, alt mad, overnatning i hytter samt leje af soveposer og varmt tøj. Vi blev enig med et firma, der hed Peacook tours efter at vi mødtes for 3. gang. Prisen blev på US$510 (ca. 3500 kr) per person og vi var kun 2. De US$375 var parkafgifter, så reelt var der kun US$135 til guide, bærer og mad pr. person.

Starten på opstigningen
Første dag startede vi i 1800 meters højde, og målet for dagens vandring var lejren Mandara i 2.700 meters højde. Ruten startede stille og rolig i noget regnskov, hvor stigningerne var meget jævne på cirka 15%. Da vi var godt halvvejs begyndte det at regne, og stierne blev omdannet til små vandløb. Vi havde heldigvis regnslag med, men det meste af vores tøj var alligevel vådt, da vi nåede frem efter 3,5 time. Natten gav ikke meget søvn, da vi delte hytte med to amerikanske piger, der snorkede om kap.

En regnfuld anden dag
Det havde regnet det meste af natten, så alt stod i vand da vi vågnede. Vi ventede til kl. 10 med at gå i håb om at regnen stoppede, men det gjorde den desvære ikke. Dagens etape startede i 2700 meter og sluttede i 3720 meters højde. Man kunne efterhånden godt mærke at det var hårde end derhjemme. Luften var tyndere, og jeg brugte en del kræfter på at mine støvler ikke skulle blive gennemblødte, ved at hoppe fra sten til sten. Landskabet gik nu fra regnskov til noget lavt bevokset krat, og vi krydsede en del vandløb. Stigningerne var ikke så store, og de var igen meget jævne. På vejen op til vores vores mål i Horombolejren, passerede vi en masse underlige og flotte træer. Vi nåede Horombo lejren efter 7 timers vandring. Det var 2 timer længere end estimeret, men det var kun godt for at undgå højdesyge. Alligevel havde jeg lidt hovedpine, men det gik hurtigt over efter at havde drukket en liter vand.

Hviledag
Tredjedagen var afsat til vende sig til højden, så vi hvilede og sov længe. Vejret så skidt ud, og skyerne der samlede sig om toppen af bjerget var meget sorte. Vi valgte at gå op til et udsigtspunkt i 4300 meters højde. Vejen derop gik jævnt opad med krydsninger af nogle vandløb, vejret var det overskyet, og da vi nåede toppen regnede det. Vi kunne ikke se noget, så turen derop havde været forgæves. Nedturen forgik næsten i løb. Da vi kom tilbage til lejren Horombo, havde jeg igen hovedpine, men igen gik det over efter noget mad og vand. Om aftenen gled skyerne tilbage, og selvom det var mørkt kunne vi se Kilimanjaros hvide top i måneskinnet!

Op i højderne
Fjerde dag startede vi tidligt for det var et hårdt stykke vi havde foran os, vi skulle stige helt op i 4750 meters højde. Vi startede i lavt buskat, der efterhånden blev det til stenet ørken/mars landskab. Det var også begyndt at regne, og det var koldt. Vi spiste noget af vores mad, da der var en times gang tilbage. Min appetit var minimal og jeg havde hovedpinen igen. Dagens stigninger var kun ca. 10-20 % og turen tog 5,5 time, men turen var alligevel hård. Da vi ankom til Kibo lejren var der snevejr og meget koldt. Vores bærere og guide serverede popkorn og kiks, vi var dog ikke sultne og forsøgte istedet at sove lidt. Til aftensmaden var appetitten bedre, men hovedpinen var der stadig. Jeg havde dog fundet en salgs minikur, MEGET dybe indåndinger holdt hovedpinen væk for en kort stund. Om aftenen klarede det igen op, så vi kunne se toppen. Den så kun ud til at være en halv times gang væk, men vi vidste begge at det var synsbedrag.

Topforsøget
Da det blev midnat var vi klar til at gå det altafgørende stykke til toppen sammen med guiden. Lise lignede et spøgelse, for selvom hun havde spist hovedpine tabletter og Diamox (højdesyge tabletter), havde hun haft meget tynd mave og havde meget hovedpine. Alligevel var hun modig og ville forsøge at nå toppen. På vejen op blev der mere og mere sne at gå i, og vi måtte gå i i hinandens fodspor, ellers var det blevet alt for hårdt. Stigningerne på denne del var væsentlig større end den øvrige rute. Vi pustede allle i den tynde luft, og tempoet blev langsommere og langsommere. Vejret var klart og månen lyste fantastisk flot i det klare vejr. Der var fuldmåne. Ved 5.450 meter højde måtte Lise give op. Kl. var ca. 3.30 om natten, hun havde fået endnu mere hovedpine og var svimmel. Hun havde mest lyst til at falde om i sneen. Hun gik med vores guide ned, hvor hun også kastede op på et tidspunkt.

Nye vandrekammerater
Jeg fortsatte med en anden gruppe, der gik rimelig langsomt. En i gruppen var begyndt at falde om med jævne mellemrum og hans opadgående skridt var talte, så jeg gik derefter med en tredje gruppe, der gik noget hurtigere. Det var en Australier og hans guide. Det var nu begyndt at blive rigtigt strejlt, jeg vil tro at stien nu steg med 40%, hvilket betød at vi måtte gå zig zag i sneen. De sidste 50 meter op til Gillman's point i 5685 meters højde, var så hårde at det var umenneskeligt og ubeskriveligt hårdt. Jeg måtte tage 3-4 åndedræt pr. skridt og holde pause for hver 10 skridt. Det er uden tvivl det hårdeste jeg endnu har prøvet!

Nåede kun 5.685 meter
Klokken var blevet 6 om morgenen, og jeg stod nu på Gillman's point, Afrika's næsthøjeste punkt med 5.685 meters højde. Stigningen fra 4703 meter var 5 kilometer lang, og havde taget 6 lange timer. Udsigten fra Gillman's point var fortræffelig, herfra kunne jeg se den stil jeg havde fulgt hele natten. Selvom solen var ved at stå og selvom det langsomt blev varmre, var det stadig meget koldt. Jeg var glad og fældte en halv tåre, medens jeg stod og betragtede den storslåede udsigt. Flere andre trekkere kæmpede sig op ad bjerget, nogle brækkede sig, andre faldt om i sneen af udmattelse. Jeg følte mig frisk og havde ingen hovedpine, selvom jeg hverken havde spist hovedpine tabletter eller højdesyge tabletter! Jeg følte, jeg havde kræfter til den sidste 1.5 times vandring over på den anden side af krateret op i 5896 meters højde, men der var ikke andre, der ville helt derop. Jeg nød i stedet min varme te, som jeg havde med i en termokande. Min vanddunk var bare en stor og meget hård isterning!

Nedtur
Turen ned til Kibo lejret var meget længere end jeg troede, selvom jeg kunne rutsche en tredjedel af vejen. Der var hårdt at gå ned, og jeg beholdt alt mit varme tøj. I Kibo lejen ventede Lise, hun havde fået det bedre, men var stadigvæk ikke sulten. Samme dag gik vi ned til Horombo lejen i 3720 meter højde. Vores guide gik i forvejen, så det endte selvfølgelig med at vi for vildt. Efter et stykke tid fandt vi heldigvis den rigtige vej. I Horombolejren fik vi en uspiselig aftensmad, og faldt begge hurtigt i søvn og sov som to sten til næste morgen.

Efter Kilimanjaro indlogerede vi os på et rigtig dejligt hotel i byen Moshi, hvorfra vi slappede af nogle dage og spiste som aldrig før. De fleste dage var der klart vejr, så fra vores altan havde vi en kanonudsigt over Kilimanjaro bjerget! Vi fik også faxet med vores familie derhjemme og det var rigtig dejligt at hører fra dem, selvom vi kun havde været afsted i 14 dage.