JEG HAR DET VERDEN BEGYNDE
Af Carsten Jensen, 1996 Rosinante Paperbacks 559 sider ISBN 87-7357-214-4 Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Kommunisme, krig og jagten på rigdom. Det er nogle af nøgleordene i mødet med den verden, der har været lukket for vestlig indblanding i et halvt århundrede. "Jeg har set verden begynde" er en positiv skildring af et samfund fjernt fra vores trygge verden. Den bygger på følelsesmæssige indtryk og på hvorledes personers karakter influeres af de tre mægtige nøgleord.

I Carsten Jensens roman "Jeg har set verden begynde", følger man forfatteren på hans tur gennem den del af verden, der i de seneste år er gennemgået en hastig udvikling. Fra Rusland over Mongoliet til Kina. Videre rundt i Cambodia og Vietnam for at slutte fortællingen fra verdensmekkaet Hong Kong.

Selvom Jensen indleder sin beretning med ordene: "Skønt denne bog skildrer en rejse gennem lande, der i de seneste år har været skueplads for voldsomme begivenheder og omvæltninger, er det ikke en bog om politik eller historie, for det eneste, jeg ved om verdenshistorien, har jeg lært ved at se et barn blive født.", er det i ligeså høj grad en historisk og kulturel fortælling, som en rejseepisk. Den holder hele tiden en god balance mellem fortidens myter, krige og begivenheder, og nutidens rejseoplevelser.

Det er tydeligt, at Carsten Jensen ved, hvorledes han til fulde skal kombinere sine journalistiske evner med de, han besidder som forfatter. Således får han stillet de personer de rigtige spørgsmål, så hans personkarakteristikker bliver nuancerede og rare at læse. Man får fornemmelsen af at se verden begynde, samtidig med at de personer, han skildrer, ser deres land opstå af fortidens grus.

Det er klart, at jeg som læser bliver mest kritisk overfor de steder, jeg selv har besøgt, fordi to menneskers oplevelser og indtryk altid er forskellige. Derfor fik specielt hans kapitler om Kina og Vietnam mig til at blive forundret. I Kina var mit indtryk af befolkningen, at de mennesker der havde fri eller ikke arbejdede for staten var flinke, rare og smilende, mens de, der arbejder for staten, aldrig var hverken smilende eller hjælpsomme. Jensen kun antyder dette, da en hoteldirektør i Shanghai –ekspressen udtaler følgende:

"… vi har udøvet hård selvkritik. På alle væsentlige punkter har vi formået at forbedre os. Vi er nu førende på de punkter, som en udlænding sætter højt. Renlighed, frem for alt renlighed: Og så skal hotellets stab smile."

Kapitlet om Cambodia vækker kun lysten i mig til at komme dertil, hvilket jeg aldrig troede var muligt, da krig og terror er to ting jeg finder afskyelige og aldrig ønsker at se. Således tror jeg, at hele bogen kun kan vækker rejsetrang i de mennesker for hvem denne del af verden endnu er ny, mens den vækker minder hos de, der allerede har besøgt den.

Carsten Jensen er en mand med hang til det romantiske, og hele hans fortælling er spækket med følelsesindtryk og metaforer. Carsten Jensen føler det nye i ligeså høj grad, som han ser det. Derfor bliver hans skildring af bl.a. de fattiges vilkår i Cambodia rammende med ordene: " Jeg kan opremse, hvad der ikke var. Ingen elektricitet, ingen sanitet, ingen asfalt på vejen. Men spørgsmålet bliver ved med at runge. Hvorfor oplevede jeg ikke alt dette som fattigdom?" I Den Tredje Verdens lande har befolkningen i byerne fået øjnene op for verden uden om dem. De er blevet besat af rigdom. Disse menneskers materialistiske fattigdom giver dem ikke mulighed for at kende rigdom. Derfor afhænger deres lykke ikke af penge, og derfor følte jeg efter Jensens beskrivelse heller ikke fattigdom, men blev rørt af varme i hjertet.

Desværre har forfatteren svært ved at finde grænsen for hvornår det er for meget. Således bliver hans første indtryk af de kinesiske cyklister beskrevet med ordene:

"De cyklende havde hvide masker for underansigtet som kirurger, der gjorde klar til en operation. Beskyttede de sig mod kulden – eller mod forurening? De hvide masker gav byen et mærkeligt klinisk præg, der blev fremhævet af det blændende middagslys, som syntes at komme fra en operationslampe."

Dette forekommer mig uendeligt følelsesladet på en måde, så han ikke ser den faktiske virkelighed. Hvordan kan en kinesisk by med sine horder af mennesker og skyer af støv nogensinde få et klinisk præg? Det virker mere som en opfundet metafor, han gerne vil have med, end det egentlige indtryk.

Så også for jer, Carsten Jensen henviser til som "vagabonderende rygsækrejsende", er der hjerte og oplevelser at hente i en velskrevet rejseroman. Kun få steder hænger historien ikke sammen, og det er ikke nok til at ødelægge helhedsbilledet.

Carsten Jensen er født i 1952, mag. art i litteraturvidenskab, gift for anden gang og nu far til en lille pige. Han debuterede på Gyldendal i 1981 med en akademisk bog, "Folkelighed og utopi - Brydninger i Hans Kirks forfatterskab", og slog i 1985, mens han var kritiker ved Politiken, sit navn fast med den bidske essaysamling, "Sjælen sidder i øjet". Han modtog i marts 1997 Boghandlernes Gyldne Laurbær 1996 for "Jeg har set verden begynde". Læs mere om Carsten Jensen på http://www.kb.dk/elib/bio/ny-dk/cj/