Med bumletog til Bolivia

Af Rasmus Prehn

Togstationen i den nordchilenske by Calama er kold og klam. Det er august måned og altså vinter i Chile. Min kæreste Heidi og jeg har besluttet at tage den meget berygtede togtur fra Calama i Chile til Uyuni i Bolivia. “Du kan nå at ombestemme dig endnu Rasmus,” siger Heidi, da jeg efter fjerde toiletbesøg kommer tilbage i køen, hvor vi har ventet, siden vi ankom til stationen. Ærligt talt, tænker jeg, Heidi har ret. Der er vel ingen grund til, at vi skal med det tog, alle advarer os imod.

Jeg kigger rundt på stationen, der, nu tre timer før toget kører, er stuvende fuldt af lokale indianere i klassisk mundering med bowlerhatte, guldtænder, gigantisk oppakning og sovende børn. Alle venter vi på samme tog. En gang om ugen – natten mellem onsdag og torsdag – kører der et eneste tog fra Chile til Bolivia. Alene at få fat i billetten er en udfordring. Da vi et par dage inden prøver at købe billetter, er vi for tidligt på den og får en billet fra ugen før. “Køb biletten samme dag ved middagstid og stil jer så op i kø med det samme, så kommer I måske med, når toget køre klokken to onsdag nat” lyder det fra en lokal, vi snakker med. At vende om nu, vil være et nederlag på mange måder. Heidi er absolut ikke lige så lun på togturen som jeg, og da hun nævner, at der nok ikke er toilet på toget, er jeg faktisk på vej til at kapitulere. Men et ungt rygsækrejsende par kommer ind på stationen. Vi falder hurtigt i snak med Ian og Hellen fra New Zealand, og Heidi og jeg indrømmer senere over for hinanden, at vi ikke vender om, fordi det simpelthen er for pinligt, når der er andre rygsækrejsende som vidner.

Klokken kvart over fire, to timer og 15 minutter forsinket, sætter toget i gang og forlader stationen. Toget er proppet, og dobbeltsæderne er ikke meget bredere end et dansk enkeltsæde, hvilket hurtigt giver en social og intim stemning. “Salut” lyder det fra Ian, og vi skåler i hans medbragte Pisco, der er en lokal grape-snaps. Vi sidder tæt sammen i soveposer med både tøj og sko på. En kvinde begynder at snorke om kap med lokomotivet. Hun har sit barnebarn på skødet, og når de trækker vejret, kan vi se deres ånde i den kolde luft. De andre falder hurtigt hen. Grape-snapsen og de mange strabadser gør sin virkning, og søvnen sejrer over kulden. Jeg når at glæde mig over min grimme, men praktiske hue i lama-strik og lytte til togets bumlen og skinnernes skingre skrig, inden også jeg er passager i drømmeland. Men glæden bliver kort, kulden tager til og trykket for vores øre øges i takt med, at toget arbejder sig op i andesbjergene. Børnene græder, andre hoster og alle kæmper vi for at finde hvile på de meget lidt komfortable sæder. Til sidst lykkes det dog at få en smule søvn.

“Cafe, cafe” lyder det. Jeg drømmer stadig, men pludselig kan jeg også dufte kaffen, og da jeg slår øjnene op, kigger jeg lige ind i et smil fuld af guldtænder. Smilets ejer er en lille venlig mand, der serverer kaffe. Hvilken smuk morgen. Duften af kaffe pirrer min næse, og gennem vinduet ser jeg solen bage ned på jorden, der damper, som i et eventyrland. Heidi sover stadig, og jeg går ud af togvognen og står nu på den lille bro mellem to togvogne. Der er ingen rækværk, men toget kører så langsomt, at jeg roligt kan stå og føle togets rytme i min krop, mens jeg gnidder søvnen ud af mine øjne. Tilbage i vognen er der kommet liv i de øvrige passagerer. Flere snakker om den forestående grænsekontrol. Specielt blandt de indfødte passagerer stiger nervøsiteten mærkbart, da vi om eftermiddagen kommer tættere på grænsen. I forrige århundrede erobrede Chile den sidste kyststrækning fra Bolivia, der siden har været afskåret fra Stillehavet. Forholdet mellem de to stater har efterfølgende været anstrengt, hvilket bl.a. betyder, at grænsekontrollen er uhyre striks. Det er ikke sjældent, at passagerer holdes tilbage ved grænsen.

Togets bremser hviner, og støvet står om toget som i en westernfilm, da vi standser ved en lille klynge huse midt i ørkenen. Alle bliver beordret ud af toget, og vi stilles op i kø for at få kontrolleret pas og papirer. Betjenten ser streng og myndig ud, men Heidi og jeg slipper med skrækken. Derimod er to franske piger meget uheldige. De har ikke deres papirer i orden og bliver holdt tilbage af de strenge grænsevagter. Pigerne skal vente en uge på næste tog for at komme tilbage til Chile, hvor papirerne skal bringes i orden. Med pigerne stående grædende tilbage på perronen sætter toget i gang. Vi er ulykkelige over pigernes situation og skræmte over betjentenes adfærd.

Mørket falder hurtigt på, og inden vi når frem til det bolivianske grænsekontor, er der bælgravende mørkt udenfor. Vi når lige at standse, inden tyve bolivianske soldater vælter ind i toget. De er alle bevæbnede med store automatvåben, og de har en meget truende adfærd. Lederen, der vil se vores pas, virker stærkt beruset, og vi bliver for alvor bange, da de beordrer os ud af toget. På vej ud af toget mærker jeg en geværkolbe i min ryg. Soldaterne presser os nærmest ud af toget og flere snubler på trappen. Vi går flere hundrede meter langs toget i mørke. Børns gråd, fortvivlede stemmer og hundenes gøen skaber en yderst uhyggelig stemning af koncentrationslejr. Jeg holder fast i Heidis hånd og hvisker “hold kæft, hvor er jeg bange!” og hun svarer igen ved at tage ekstra fat i min hånd. Da vi kommer frem til paskontoret, viser det sig at være en lille træhytte oplyst af et enkelt stearinlys. Soldaterne her virker om muligt endnu mere berusede og magtsyge. Fyrre til halvtreds mennesker står i kø, mens soldaternes hunde på meget kort afstand gør og bider efter os. Inde i hytten er alt kaos, vi skal udfylde en meget lang formular i stearinlysets skær. Alle er nervøse, og flere skubber for at komme hurtigere frem. Flere af de lokale kan ikke læse og skrive, men hvert spørgsmål, de stiller, besvares hånligt af soldaterne. Heldigvis bevarer Heidi det kølige overblik, da jeg forvirret og i panik udfylder min ansøgning forkert. Jeg indskriver mig ved en fejl som boliviansk statsborger, men sekunder før jeg afleverer min ansøgning griber Heidi ind, og vi retter fejlen. Den berusede soldat for enden af bordet kigger brysk på os, idet han tager imod vores papirer. Med et nonchalant og overbærende smil vil han rive den lille lap papir af, som vi skal bruge som dokumentation, men han forregner sig og river dokumentet midt over. Om igen – vi må udfylde dokumentet endnu en gang. På vej tilbage til toget er jeg sveddryppende af angst, men det bliver endnu værre, pludselig mærker jeg en hånd langt nede i min jakkelomme. Jeg kan intet se og er overbevist om, at jeg bliver bestjålet af en lommetyv. I en fart vender jeg mig om – parat til at skubbe tyven væk. Der står Heidi med hånden i min lomme. “Hvad sker der” siger hun “Jeg skal da bare have en cigaret.” Grinende af mig selv, går jeg tilbage til toget.

Vi er rystede, men også løsslupne over, at det værste er overstået. Stemningen bliver hurtig høj i togets spisekupe, hvor vi drikker boliviansk øl af literflasker, mens en meget beruset soldat synger fædrelandssange. I baggrunden hører vi togets bumlen og skinnernes skingre skrig, mens vi indtager nattens Bolivia og gør os klar til nye strabadser.