Hvem er de, hvorfor rejser de, hvad søger de, og hvad oplever de?

Af: Heidi Linnemann Prehn

Anders Sørensen er uddannet etnograf og tilhører selv arten af rygsæksrejsende. Han er ansat ved Bornholms Forskningscenter, hvor han forsker i turisme. Ifølge Anders Sørensen vil mange rygsæksrejsende tørt konstatere, at det jo ikke kommer dem ved. Men Anders Sørensens pointe er, at rygsæksrejsende er turister i lige så høj grad som masseturisterne, der tager afsted en uge eller to. Argumentet for dette er, at vi (de rygsæksrejsende) ligesom masseturisterne tager afsted for fornøjelsens og nysgerrighedens skyld. Mange gemmer sig bag udsagn som: “jeg skal ud og udforske verden og nå ind under overfladen på andre kulturer”. Det er dog ikke det, de rygsæksrejsende gør, når de er afsted, de gør stort set ligesom masseturisterne, tager videre, når stedet eller menneskene begynder at kede dem.

Hvem er de?
Tidligere blev rygsæksrejsende karakteriseret ved, at de var ikke-fungerende unge, der var på flugt fra velfærdssamfundet. I dag er det velfungerende mennesker, der har valgt at stå af for en stund for senere at vende tilbage til deres plads i velfærdssamfundet. De har taget orlov fra velfærdssamfundet. Ifølge Anders Sørensen er rygsæksturisme et udpræget vestligt middelklassefænomen, de rygsæksrejsende er i gennemsnit mellem 25 og 35 år og tilhører den bedst uddannede fjerdedel af jordens befolkning. Danskere, der rejser ud, er ofte lidt yngre, mange rejser før de går i gang med en længerevarende uddannelse. Det, at de rygsæksrejsende siger et og gør noget andet, når de tager ud for at erobre verden, er ifølge Anders Sørensen en del af den vestlige kultur, og han mener, det er helt legitimt. Det er netop dette fænomen rygsæksturismen ofte har fået mange stryg for, de unge blev afkrævet svar på, hvilke indsigter de erhverver sig om de folkeslag, de opsøger, de kritiseres for at være naive og tro, at de kommer virkelig tæt på, men det gør de slet ikke, det eneste de gør er at camouflere fornøjelsen bag seriøsitet. Anders Sørensen siger, at kritikken til dels er berettiget, og at der er grund til at ønske at rygsæksturismen kunne komme mere overens med dens egentlige indhold. Men hovedårsagen til misforholdet mellem det, de rygsæksrejsende siger og gør, findes et helt andet sted – nemlig i de samfundslag de rejsende kommer fra. De fleste rejsende kommer fra vestens middelklasse, hvor normen er, at skal man være uproduktiv, skal man have gjort sig fortjent til det. Og ikke alene skal man have gjort sig fortjent til det, det skal også have et formål. Det er helt i orden at tage på afslapningsferie for at lade batterierne op til at kunne producere noget igen, men ikke i længere tid af gangen, så skal der være et dybereliggende formål med det. Den legitimering finder man ved opsætte et mål for ens rejse – at lære noget. Hvis man lærer noget, mens man rejser, så er man ikke uproduktiv, og den forklaring er legitim i vores del af verden. Ifølge Anders Sørensen er legitimeringen ikke en bortforklaring eller undskyldning, men en del af en kulturel kode, som vi ikke tænker over, når vi følger den. Derfor er det ikke ’tilladt’ for de rygsæksrejsende, at sige at de skal have det sjovt og opleve en masse spændende i et halvt år.

Oplevelserne
Som nævnt siger de rygsæksrejsende, at de skal ud og lære om andre kulturer og fordybe sig, men det bliver det ikke til. Ifølge Anders Sørensen kunne de unge sagtens lege amatør-etnografer, hvis de ville, de kunne blot udse sig et sted, der ikke er nævnt i guidebøgerne, og bliver der indtil, de keder sig og så blive der en måned mere!! Men det gør og vil de unge ikke, de rejser videre fra sted til sted så snart, der ikke er mere at se eller opleve, de kan karakteriseres som en zapperkultur, der zapper videre fra sted til sted.
Når rygsæksrejsende rejser rundt i verden, vil mange af dem gerne karakteriseres ved, at de rejser væk fra de steder, hvor masseturisterne kommer, de fleste rygsæksrejsende har erkendt, at der ikke rigtig er flere ‘ikke opdagede’ steder tilbage, men de ynder alligevel at rejse derhen, hvor der ikke kommer så mange andre – det gør de andre rygsæksrejsende også. De rygsæksrejsende bruger i høj grad hinanden som informationskilder, så efterhånden rejser de fleste rygsæksrejsende ad nøjagtig de samme ruter over hele verden. De rygsæksrejsende hænger ud de samme steder, de spiser de samme steder, der er en hel catering- og service struktur, der servicerer de rejsende. De rejsende ser nye kulturer og møder nye mennesker, men rygsæksrejsende kommer sjældent i nærkontakt med de indfødte, de opholder sig derimod mest sammen med andre rygsæksrejsende. De rejsende bliver kulturformidlere af andres og egen kultur. Selv om man rejser gennem dele af Afrika, opnår man måske mere viden om Australien og USA, fordi man møder mange rejsende derfra. De rejsende har deres eget fællesskab, hvor de udveksler rejseerfaringer og viden om hinandens hjemland. Fællesskabet som rygsæksrejsende gør, at man opnår en fortrolighed med hinanden, der betyder, at man udveksler viden og minder med mennesker, man måske kun har kendt et par timer. Samtidig møder mange rygsæksrejsende hinanden igen og igen, da de ofte følger de samme ruter eller rejser efter de samme seværdigheder.
Det faktum, at de rejsende ofte følger de samme ruter, er også udsat for megen kritik. De rejsende bliver beskyldt for at ødelægge kulturer og natur, hvor de kommer frem, da der ikke kun kommer ti eller hundrede rejsende, men ofte flere tusinde. Ifølge Anders Sørensen er kritikken ikke berettiget, han mener, at begge parter ofte får noget ud af det. I mange af de udkantsområder, de rygsæksrejsende kommer, er der stort set ikke andre indtjeningsmuligheder end turisme, og der er, ingen der siger, at de mennesker, der får besøg af rygsæksrejsende ikke hellere vil bytte deres gamle kulturarv for en ny transistor!! De penge, de rejsende lægger i en landsby, kan betyde at en ung generation får mulighed får nye oplevelser og måske brud på gamle traditioner, der ellers ville være fortsat i flere generationer.

Dannelsesrejse
Anders Sørensen har også forsket i, hvad de unge får ud af deres rejse, og hvad de bruger den til. Han mener, at det er en dannelsesrejse for mange af de unge, det er ikke kun en ydre rejse, men også en indre rejse. De bruger tiden på at filosofere over deres liv og udvikle sig som mennesker, igen her er det ikke så meget et spørgsmål om at komme ud og lege etnograf, men et spørgsmål om egen bevidsthedsudvikling. Anders Sørensens bud på, hvorfor det at rejse er så populært i forhold til fx højskoler, er, at turismen i vesten har undergået fundamentale ændringer. Selve rejsen er den del af den måde, man ser sig selv på. I dag skal man ikke forsvare sig, når man tager ud for at lære noget om verden, det er nærmest omvendt. Man skal have gode forklaringer i baglommen, hvis man ikke tager afsted ligesom alle ens venner og bekendte. Det at rejse er blevet en indgroet del af vores kultur, det er noget, man skal igennem for at ruste sig til resten af livet. Anders Sørensens altafgørende pointe er, at han mener, det er fedt at tage ud og opleve verden – og andre rygsæksrejsende. MEN man skal opføre sig korrekt, som han selv siger: “when you’re in Rome, act like the Romans”. Man skal respektere de lokale skikke og opføre sig derefter. Man er gæst i et andet land, og man må følge de normer, der er netop der.