Af: Carsten Jensen
Munksgaard / Rosinante
230 sider
288kr
Anmeldt af: Heidi Linnemann

I virkeligheden er det altid orden, jeg søger, når jeg sætter ud på en rejse. Jeg er den type, der går rastløst rundt mellem stolene i en restaurant og ikke kan beslutte mig for, hvor jeg skal sidde, fordi der hele tiden er et eller andet æstetisk forstyrrende element i udsigten fra den plads, jeg netop har valgt. (…) Mit blik kan ikke finde ro, og jeg bliver rastløs. Jeg rejser rundt i verden i en søgen efter det samme, som mit blik ikke kan finde i restauranten, et uspoleret sted, hvor alt befinder sig i harmoni, og der ikke er nogen sammenstød mellem æstetisk uforenelige elementer.

Sådan beskriver Carsten Jensen sig selv i sin bog ‘ÅR TO & TRE’. Denne gang er det dog ikke en rejse i almindelig forstand, Carsten Jensen tager os med på. Han tager os derimod med på en rejse gennem to år af hans liv. Titlen på bogen refererer til hans datter Laura, der er i sit andet og tredje år, da bogen foregår. Bogen er skrevet i dagbogsform, hvor vi følger Carsten Jensen – både når han er sammen med Laura, når han rejser og når han filosoferer over de ting, han møder i sin hverdag og læser om i avisen. Vi får et indblik i, hvad det betyder for Carsten Jensen, at han er blevet far. Ligesom han forholder sig til vores samfund og verden omkring os. Selvom det ikke er en decideret rejsebog, er det tydeligt at Carsten Jensen har lært af sine tidligere rejseoplevelser. Det, at rejse er ikke kun de oplevelser, man får umiddelbart. Det giver også en viden og åbenhed, som er vigtig, når man som Carsten Jensen forholder sig til resten af samfundet og verden omkring os.

I disse personlige dagbogsblade skildrer Carsten Jensen sin tid og dens begivenheder, hvor han både betragter det nære for os – “I virkeligheden viser Brian Laudrups afsked ikke andet, end at Danmark intet betyder for ham. Han må prioritere sin tid og fravælger som det første det fædreland, hvis nationalsymbol han er blevet. Han er først og fremmest professionel, og de professionelle er altid fædrelandsløse. Det er det, der betinger raseriet i vores skuffelse. Her er tale om et tilfælde af uigengældt kærlighed.” Carsten Jensen beskriver også det lidt mere fjerne – her om krigen i Kosovo “Der var i stedet tale om to krige. De var vidt forskellige, de involverede parter var ikke i krig mod hinanden, men rettede deres våben mod andre mål. NATO var i krig mod beton, asfalt, mursten, panserplader og oliebeholdere. Den serbiske hær i Kosovo var i krig mod mennesker, men skønt de, der befandt sig bag geværerne og de, der befandt sig foran dem, var borgere i samme land, var der ikke tale om en borgerkrig. Der var i stedet tale om en krig mod borgerne.”
Carsten Jensen har en mening om eller kommentar til stort og småt, ofte medfulgt af et citat fra en anden forfatter, filosof eller lign. Det sætter ofte tingene i perspektiv eller giver baggrund for at læseren kan lave en historisk sammenligning mellem tidligere udsagn og Carsten Jensens udsagn.

Turen gennem to år af Carsten Jensens liv byder også på en tur til det hærgede Cambodia, gennem et USA i forandring og til det urolige Kaukasus. “I Kaukasus har historien en rytme: Sammentrækning og åbning. Mennesker oplever krig, får traumer, krummer sig sammen som efter et hårdt slag i maven om oplevelser, ingen i omverdenen forstår eller gider lytte til. De lever med deres egen mytologi, som forbliver lokalt og ukendt i verden: Krig, gengældelse, bitterhed, sorg. Så åbner de sig, i hvert fald ungdommer: Engelsk, computere, dans, Spice Girls.”

Carsten Jensen når i sin bog utrolig langt omkring samtidig med, at han giver os et indblik i datteren Lauras vækst og erobring af verden. Det er en bog, der ikke kun er relevant at læse i nutiden, men som senere vil stå som et tydeligt udtryk for vores samtid og Carsten Jensens oplevelser heri. Carsten Jensen siger sin mening om tingene, men aldrig på en lukket facon, så læseren ikke selv kan danne sig en ny mening. Carsten Jensen giver et bud på, hvordan han ser tingene uden at påtvinge os disse meninger. Han er utrolig klarsynet og forsøger at komme rundt om de fleste ting, han er en god observatør, og der er meget få ting, der passerer hans øjne uset. Han ser og kommenterer så mange indtryk, at det til tider kan være svært at følge med som læser. Bogen er meget informationstæt, og til tider måtte jeg lige ligge bogen væk lidt for at fordøje de indtryk, jeg lige havde fået. Det gør dog ikke bogen mindre spændende, og det er en fornøjelse at læse Carsten Jensens: ‘ÅR TO & TRE”

Af Carsten Jensen, 1996
Rosinante Paperbacks
559 sider
ISBN 87-7357-214-4
Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Kommunisme, krig og jagten på rigdom. Det er nogle af nøgleordene i mødet med den verden, der har været lukket for vestlig indblanding i et halvt århundrede. “Jeg har set verden begynde” er en positiv skildring af et samfund fjernt fra vores trygge verden. Den bygger på følelsesmæssige indtryk og på hvorledes personers karakter influeres af de tre mægtige nøgleord.

I Carsten Jensens roman “Jeg har set verden begynde”, følger man forfatteren på hans tur gennem den del af verden, der i de seneste år er gennemgået en hastig udvikling. Fra Rusland over Mongoliet til Kina. Videre rundt i Cambodia og Vietnam for at slutte fortællingen fra verdensmekkaet Hong Kong.

Selvom Jensen indleder sin beretning med ordene: “Skønt denne bog skildrer en rejse gennem lande, der i de seneste år har været skueplads for voldsomme begivenheder og omvæltninger, er det ikke en bog om politik eller historie, for det eneste, jeg ved om verdenshistorien, har jeg lært ved at se et barn blive født.”, er det i ligeså høj grad en historisk og kulturel fortælling, som en rejseepisk. Den holder hele tiden en god balance mellem fortidens myter, krige og begivenheder, og nutidens rejseoplevelser.

Det er tydeligt, at Carsten Jensen ved, hvorledes han til fulde skal kombinere sine journalistiske evner med de, han besidder som forfatter. Således får han stillet de personer de rigtige spørgsmål, så hans personkarakteristikker bliver nuancerede og rare at læse. Man får fornemmelsen af at se verden begynde, samtidig med at de personer, han skildrer, ser deres land opstå af fortidens grus.

Det er klart, at jeg som læser bliver mest kritisk overfor de steder, jeg selv har besøgt, fordi to menneskers oplevelser og indtryk altid er forskellige. Derfor fik specielt hans kapitler om Kina og Vietnam mig til at blive forundret. I Kina var mit indtryk af befolkningen, at de mennesker der havde fri eller ikke arbejdede for staten var flinke, rare og smilende, mens de, der arbejder for staten, aldrig var hverken smilende eller hjælpsomme. Jensen kun antyder dette, da en hoteldirektør i Shanghai –ekspressen udtaler følgende:

“… vi har udøvet hård selvkritik. På alle væsentlige punkter har vi formået at forbedre os. Vi er nu førende på de punkter, som en udlænding sætter højt. Renlighed, frem for alt renlighed: Og så skal hotellets stab smile.”

Kapitlet om Cambodia vækker kun lysten i mig til at komme dertil, hvilket jeg aldrig troede var muligt, da krig og terror er to ting jeg finder afskyelige og aldrig ønsker at se. Således tror jeg, at hele bogen kun kan vækker rejsetrang i de mennesker for hvem denne del af verden endnu er ny, mens den vækker minder hos de, der allerede har besøgt den.

Carsten Jensen er en mand med hang til det romantiske, og hele hans fortælling er spækket med følelsesindtryk og metaforer. Carsten Jensen føler det nye i ligeså høj grad, som han ser det. Derfor bliver hans skildring af bl.a. de fattiges vilkår i Cambodia rammende med ordene: ” Jeg kan opremse, hvad der ikke var. Ingen elektricitet, ingen sanitet, ingen asfalt på vejen. Men spørgsmålet bliver ved med at runge. Hvorfor oplevede jeg ikke alt dette som fattigdom?” I Den Tredje Verdens lande har befolkningen i byerne fået øjnene op for verden uden om dem. De er blevet besat af rigdom. Disse menneskers materialistiske fattigdom giver dem ikke mulighed for at kende rigdom. Derfor afhænger deres lykke ikke af penge, og derfor følte jeg efter Jensens beskrivelse heller ikke fattigdom, men blev rørt af varme i hjertet.

Desværre har forfatteren svært ved at finde grænsen for hvornår det er for meget. Således bliver hans første indtryk af de kinesiske cyklister beskrevet med ordene:

“De cyklende havde hvide masker for underansigtet som kirurger, der gjorde klar til en operation. Beskyttede de sig mod kulden – eller mod forurening? De hvide masker gav byen et mærkeligt klinisk præg, der blev fremhævet af det blændende middagslys, som syntes at komme fra en operationslampe.”

Dette forekommer mig uendeligt følelsesladet på en måde, så han ikke ser den faktiske virkelighed. Hvordan kan en kinesisk by med sine horder af mennesker og skyer af støv nogensinde få et klinisk præg? Det virker mere som en opfundet metafor, han gerne vil have med, end det egentlige indtryk.

Så også for jer, Carsten Jensen henviser til som “vagabonderende rygsækrejsende”, er der hjerte og oplevelser at hente i en velskrevet rejseroman. Kun få steder hænger historien ikke sammen, og det er ikke nok til at ødelægge helhedsbilledet.

Carsten Jensen er født i 1952, mag. art i litteraturvidenskab, gift for anden gang og nu far til en lille pige. Han debuterede på Gyldendal i 1981 med en akademisk bog, “Folkelighed og utopi – Brydninger i Hans Kirks forfatterskab”, og slog i 1985, mens han var kritiker ved Politiken, sit navn fast med den bidske essaysamling, “Sjælen sidder i øjet”. Han modtog i marts 1997 Boghandlernes Gyldne Laurbær 1996 for “Jeg har set verden begynde”. Læs mere om Carsten Jensen på http://www.kb.dk/elib/bio/ny-dk/cj/

Klassiker
Af: Douglas Adams
Pris fra cirka kr. 100 – ?
Anmeldt af: Kenneth Karl Nielsen

Der er mange grunde til, at “Hitchhikers Guide to the Galaxy” eller “Håndbog for vakse galakseblaffere” ikke skal tages med i rygsækken, når man skal ud at rejse. Og der er sikkert også mange, der vil påstå at den ikke burde anmeldes på en side for rygsæksrejsende.

Bogen starter med at hovedpersonen Arthur Dent når lige at forlade jorden inden den bliver fjernet for at gøre plads til en ny intergalaktisk motorvej. Og så er bogens stil ligesom allerede lagt.

Arthur får chancen for at forlade jorden, fordi han er ven med Ford Prefect, der er researcher til den ultimative bog for galakseblaffere. Denne “bog” er naturligvis “Hitchhikers Guide to the Galaxy”. Ford har gennem de seneste 15 år opholdt sig på jorden under dække af at være en arbejdsløs skuespiller. Persongalleriet i fortællingen er iøvrigt blændende, man møder også Zaphod Beeblebrox en to-hovedet og tre armet hippie samt min favorit den deprimerede robot Marvin.

Bogen kan fås både i en samlet og meget tung udgave og som enkelte bind, den består af følgende bøger “The Hitchhikers Guide to the Galaxy”, “The Restaurant at the end of the Universe”, “Life, the Universe and Everything”, “So Long and Thanks for the Fish” og “Mostly Harmless”.

Handlingen i bogen skal jeg ikke komme ind på, men det handler blandt andet om digital ure, delfiner, tidsrejser, mus, kærlighed, lastbilchauffører og “Gods final message to his Creation”.

De eneste grunde til ikke at tage bogen med i rygsækken er følgende:
Den er for tung
Man er for normal til at læse den, og bange for at blive fanget i bogens univers.

Der er til gengæld masser af grunde til at tage den med f.eks.:
Den er ustyrlig morsom, og kan altid hæve dit humør
Den er til bruge som skriveunderlag
Dem du møder på din tur vil aldrig være så underlige som dem i bogen

Til sidst bærer “Hitchhikers Guide to the Galaxy” altså den Ford Prefect skriver til to meget væsntlige ord på forsiden, som en backpacker altid skal huske på:

“Don´t Panic”

Af Rasmus Heiberg
Samlerens Forlag
142 sider
188 kr.
ISBN: 87-568-1530-1
Anmeldt af Kenneth Karl Nielsen

Sand er en fiktionsbog skrevet i jegform af en ung mand Andreas på rygsæksrejse. Romanen starter hvor hovedpersonen er ved sin rejses slutning, og skriver et brev med nogle af sine oplevelser på turen til en nær ven i Danmark.

Fortællingerne i historien bevæger sig vidt rundt i verden. Vi bliver blandt andet bragt til Tyrkiet, Frankrig, Nordafrika, Indonesien og Malaysia. Fælles for historierne er, at de alle beskæftiger sig med særprægede menneskeskæbner. For eksempel en neurotisk apoteker i Paris, en fuglemand i Sumatras jungle og en moden kvinde, som fanger hovedpersonens kærlighed.

Andreas forsøger at komme tættere på alle de mennesker han møder, og han forsøger at forstå dem og deres gerninger, men hver gang mislykkedes det. Og han ender med at måtte forlade dem uden afklaring på sine spørgsmål, og måske med at kommet lidt længere væk fra sig selv.

Det leder til det jeg mener er bogens centrale tema, kan man finde sig selv ved at rejse ud i verden og opleve forskellige menneskeskæbner. Spørger du den typiske rygsæksrejsende er svaret “Ja”, men Rasmus Heiberg stiller i “Sand” nogle interessante spørgsmål, som mange rygsæksrejsende “inklusiv undertegnede” kan tænke lidt over.

Det er tydeligt ved at læse bogen, at Rasmus Heiberg selv har rejst som rygsæksrejsende. Bogen fænger straks i genkendelsen af de situationer som forfatteren beskriver, og man kan let finde sig selv i forfatterens sted.

“Rejser man i et muslimsk land, lære man som noget af det første altid at leje et værelse i en passende afstand til den nærmeste moske. Selvfølgelig er der nogle, der finder det charmerende af at blive vækket ved daggry af en messende stemme, som kaster sig ud af en højttaler. Det forstærker oplevelsen af, at rejsen er for alvor begyndt.”

Bogen kan anbefales til alle, der ønsker at læse spændende rejseberetninger og som af og til grubler lidt over hvorfor vi egentlig rejser ud og hvilket udbytte vi vender tilbage med. Hvis vi vender tilbage …

Orginal artiklen kan læses her