Tekst og foto: Rasmus M. Jensen

Rasmus startede sin rejse jorden rundt i September 1999 og han regner med at være hjemme i “lille” Danmark den 26 Maj 2000 omkring kl 15:00. Rasmus sender fra tid til anden et rejsebrev som vi her på siden vil bringe uddrag fra.

Rasmus´s rejseplan

5. brev. Dykning og oplevelser på østkysten

Jeg ankom til Bundaberg for at tage et dykkercertifikat, da jeg havde ført at her kunne man tage det på dansk.

Bussen kom til Bundaberg omkring kl. 10.00. Vi var 4 der hoppede af i Bundaberg. På hostel´et (vandrehjemmet) var der rum for arbejdende gæster og ikke arbejdende gæster. I Bundaberg er der utrolig meget frugtplukningsarbejde. Derfor bor de arbejdende gæster på hostelet, hvor de bliver hentet tidligt om morgenen og kørt ud til plantagerne eller markerne som de jo arbejder på.

Dykkerkurset
Vi som ikke arbejdede boede i vores egen lejlighed. De fleste der ikke arbejder, er i gang med at tage dykkercertifikat. Der var senge i lejligheden til 8 mennesker. I lejligheden var der køkken, tv-stue, spisestue, badeværelse og terrasse. Jeg meldte mig straks til det dykkerkursus jeg havde set paa, men det startede først mandag, så der var lidt ventetid. Bogen til kurset kunne fås på dansk, så det var bare undervisningen der var på engelsk. Der var meget at læse. Og det er faktisk hårdt at læse så meget tørt stof når man har været væk fra skolen i et stykke tid specielt når det burde være vådt stof, da det nu er dykning.

Forgæves dykkertur
Kurset gik dog godt. Jeg bestod med 86 % i teorien og i vandet var der heller ingen problemer. Kurset sluttede torsdag, hvor hele holder tog ud og spiste. Fredag havde vores instruktør så booket os på en dykkertur. Vi var tre fra holdet der tog med. Vi mødtes kl. 6.00 ved dykkerskolen og kørte til en havn ikke særlig langt fra Bundaberg. Vi gjorde alt klar og begyndte så at sejle derudad. Men ude på havet var bølgerne altså lidt for store. Og i en lille båd, som det var, blev vi noedt til at vende om. Kaptajnen fortalte at et af stederne hvor vi skulle have været ude, kunne man kun se 1 meter frem på grund af. fisk. Men det kunne han jo sagtens sige.

Hesteløb og andre danskere
Tirsdag tog jeg fra Buhndaberg. Os der ventede på bussen måtte vente 1 time og 5 minutter på den. Og chaufføren, ja det var ham der snakkede for at holde fluerne væk fra munden. Da det var tirsdag den 7. november var der Melbourne Cup. Det er et utrolig stort hesteløb i Australien. Vi kørte derfor til en pub, hvor vi spiste og så hesteløb. Det var nok grunden til at bussen var forsinket. Vi kørte derefter til Dingo. Det var en slags Oz Experience by. Vi skulle sove der, og nogle skulle dagen efter, hvis de meldte sig til, på farmrundtur, didgeridoo-workshop og nogle andre ting. Jeg blev og dasede. Om aftenen da vi var kommet havde jeg mødt nogle danskere, der var med bussen fra nord. Der var 2 fra Thorsø, det var da lidt skægt at man rejser 20 .000 km. og så møder man nogle fra en lille naboby. De havde også mødt nogle fra Skjød, en anden lille naboby til Hammel.

Arlie Beach og Whitsundays
Efter de forskellige aktiviteter var færdige og vores chauffør havde fået sovet sin brandert ud, blev kursen sat mod Arlie beach. Vores chauffør havde været klanon fuld og strippet til en noget begrænset begejstring for tilskuerne. I Arlie beach skulle de fleste på Whitsunday sejltur. Det skal de fleste der kommer til Arlie beach. Whitsunday er sejlture ud til de forskellige øer ud for Arlie Beach. Sådan en skulle jeg på tidligt om morgenen næste dag. Næste dag stod jeg tidligt op. Jeg skulle først hente billetten på kontoret inde i Arlie beach og derefter fandt jeg skibet i havnen. Jeg havde ikke noget sted at opbevare det bagage, som jeg ikke skulle bruge, saa som den eneste trippede jeg op med det hele. Nå men min bagage var også min seng, så jeg sov på dækket i de 2 nætter vi skulle sove der. Turen var 3 fulde dage. Vi var 21 passagerer, lidt for mange syntes jeg.

Dykning og Whitheaven Beach
Fem af os havde dykkercertifikat. Første dyk var gratis, og det blev foretaget ved Blue Pearl Bay, Hayman Island. Det var noget helt andet end Bundaberg. En helt anden verden. Derefter sejlede vi til Nara Intlet, Hook Island, hvor vi lod ankeret falde og oejnene glide i. Det første stop næste dag var Whitsunday Island. Vi gik til Whitheaven Beach, som nok er den mest tro kopi på en lagune fra film, som jeg har set. Jeg har aldrig set så hvidt sand, det var virkelig smukt. Der var vi en times tid for at slikke sol og bade. Efter lidt solslikkeri gik vi tilbage og blev sejlet ud til baaden.

Nu gik turen til Hook island igen. Denne gang hed stedet Tuncheon Bay og det var det 2. sted hvor vi kunne dykke. Pigen eller *min buddy* som jeg dykkede sammen med, blev ved men at stige op til overfladen. Det ville tage for langt tid hvis vi skulle til at hente mere vægt til hende, saa vi fortsatte. Det resulterede i, at jeg skulle hive hende ned hele tiden. Paa 10 m. dybde kunne hun så næsten dykke selv, næsten !. Det var også meget flot, men det meste af tiden blev brugt på at få hende ned, lidt ærgerligt. Det begyndte at blæse lidt, så vi blev nødt til at sejle videre for at finde et roligt sted, hvor vi skulle natdykke og sove. Vi var stadig ved Hook Island men nu Stonehaven Bay.

Bedste dykning og natdykning
Jeg var den eneste der ville natdykke. Det var en meget speciel oplevelse. Nogle af de andre ville natsnorkle, men de kunne ikke rigtig se noget. Jeg dykkede med instruktøren på skibet. Det eneste vi havde med var en lommelygte. Det var på en måde flottere end om dagen og på en måde ikke. Om dagen havde jeg mest set på alle de forskellige fisk. Dem var det ikke så mange af nu. Men så var der til gengæld alle de flotte koraller. Korallerne lignede små hjerner.

Lørdag og sidste dag tog vi til Bali Beach, Black Island, hvor vi dykkede for sidste gang. Det var det flotteste sted. Vi fik af vide at vi skulle passe på strømmen. Vi holdte os derfor tæt på bunden, da strømmen er svagest der. I starten var der ingenting. Jeg var meget skuffet, da instruktøren havde sagt at det var det flotteste sted. Men lige pludselig var det som om at vi havde fundet *den forbudte by* for fisk. Det var helt vildt flot. Det begyndte nu også at blive dybere. Vi havde aftalt at gå til max 14 m. Men strømmen blev stærkere, så pludselig var vi på 17,4 m. Vi måtte gå til 18 m. med det certifikat vi har nu, så det var ikke noget problem. Vi aftalte så at gå op, og tage et sikkerhedsstop da vi manglede 5 m.

Vi var lige pludselig kommet langt ud. Vi orienterede os og ville gå til 10 m. og svømme ind ad. Men på 10 m. var der bare blåt. Vi kunne ikke se hvor langt der var ned. Vi gik derfor op igen. Vi blev enige om at der ikke var erfaring nok endnu til at fortsætte. Det var nu heller ikke det værd, da vi havde omkring 10 min. ilt tilbage. Så vi afleverede vores udstyr til besætningen der sejlede rundt i en lille båd. Og det var så det sidste dyk.

Så var der ikke mere at gøre, vi skulle til at hjem. Vi vendte snuden mod Arlie Beach og var hjemme kl. 16.30. På hjemvejen havde vi besøg af delfiner der fulgte os et lille stykke vej. Og en morgen lige efter morgenmaden lå der to skildpadder og *lavede gymnastik* ved siden af vores båd. Om aftenen havde skibets kaptajn bestilt bord på en restaurant, hvor vi alle spiste,. Det var en udmærket afslutning på turen.

På vej til Cairns og Darwin
Jeg brugte nogle dage til at slappe af i Arlie Beach, og tog derfter til Mission Beach, hvor jeg mødte nogle andre danskere, og derefter tig jeg bussen til Cairns. Vi så saltvandskrokodiller blive fodret, holdt små krokodiller og havde en slange omkring halsen ( men den faldt i soevn!!). Vi var desuden nogle andre steder for at kigge på vandfald, regnskov, og ellers bare udsigtspunkter. Til sidst var vi så ved et sted hvor man kunne springe bungyjump, 45 m., det er rimelig højt. Jeg prøvede ikke.

Endelig kom vi til Cairns. Slutningen på østkysten som jeg egenlig ikke bryder mig specielt om, men alligevel har rejst på i 2 måneder. Dobbeltmoralsk ? ja. Jeg havde bestilt fly fra Cairns til Darwin om fredagen. Flyet gik 15.15, så jeg skulle bare være i lufthavnen kl. 13.15. For en sikkerhedsskyld tog jeg til lufthavnen kl. 12.00, så jeg var derude kl. 12.30. Da jeg bestilte en plads på flyet sagde damen i telefonen intet om en billet ( er det gået op for det fleste at den er gal nu ). De sagde intet om billet til flyet, så jeg gik ud fra at det var noget OZ-experience / Quantas havde indbyrdes. Det var det ikke. Så det var starten på lidt RMJ-experience. I lufthavnen sagde de at jeg i hvert fald ikke kunne flyve uden billet. Jeg var booket på en plads, så det var kun billetten der manglede. Jeg ringede til det nummer hvor jeg havde booket min plads på flyet. De undskyldte meget, at de ikke havde fortalt noget om hvor jeg kunne hente billetten. Men hva` kunne jeg bruge det til. Jeg fik en adresse inde i Cairns. Og tog en taxi og ind til kontoret. Der fik de bikset en billet sammen og jeg tog tilbage til lufthavnen. Og så nåede jeg det alligevel, som en amerikansk film. Pyyha.

Velkommen til Darwin
I Darwin skulle vi sætte tiden 1/2 time tilbage. Så nu skulle der være 8 1/2 times forskel til Danmark. Jeg havde booket en seng på et hostel som jeg tog til. Nu venter jeg bare på at jeg skal på tur igen. Cloud 9. 3 dage i Kakadu Nationalpark, 3 dage ned til Alice Spring og til sidst 3 dage ved Ayers Rock og de steder der omkring.

Rasmus´s rute:
10/09/99 København-London-Bangkok-Sydney (Australien)
15/01/00 Sydney-Wellington (New zealand)
15/02/00 Auckland-Nadi (Fiji)
01/03/00 Nadi-Los Angeles-Miami-Quito (Ecuador)
06/04/00-13/04/00 Tur til Galapagosøerne. Derefter måske Peru
25/05/00 Quito-Miami-London-København den 26/05/00 omkring kl. 15.00

Tekst: Rasmus M. Jensen

Rasmus startede sin rejse jorden rundt i September 1999 og han regner med at være hjemme i “lille” Danmark den 26 Maj 2000 omkring kl 15:00. Rasmus sender fra tid til anden et rejsebrev som vi her på siden vil bringe uddrag fra.

Rasmus´s rejseplan

3. brev. På kanotur
ja det var så torsdag jeg kom til Byron Bay. Jeg blev i Byron Bay indtil fredag ugen efter. For lang tid for mig, men jeg havde betalt.
Byron bay er Danmarks svar på christiania. Der er så meget stof (og det er ikke til gardiner eller tøj) rundt omkring i byen, så man skulle tro at det var løgn. Om søndagen var der marked i byen. Hele dagen lugtede hostelet af sjov-tobak og mange sad bare og stirrede tomt ud i luften. Når man så går genem byen er det så Danmark i 70`erne. Hippie hop hurra for de der ryger og drikker at være i Byron Bay. Det med at drikke var så det samme som resten af østkysten. Og nu ikke for at være helt afholdsmand, så var jeg da også i byen 2 dage sammen med nogle fra hostelet. Men 1 time efter var jeg hjemme igen hver gang. Drikke kan man derhjemme og så bruge pengene på oplevelser når man nu har chancen.

I Byron Bay er et fyrtårn. Det er det østligste punkt på det austrlske fastland, og derfor det først sted solen går op i det nye årtusinde. Derfor har Byron Bay lejet 2000 tromeslagere til denne lejlighed. Sikkert en utrolig oplevelse, men til den tid nyder jeg min seng i Sydney for 60 $ pr. nat, så det skal bare være sjovere.
Så var det at jeg forlog N.S.W.(new south wales) og begav mig ind i *the stat of sunshine* Queensland. Det var så første gang jeg skulle bruge mit bus-pas fra oz-experience. Det var da udemærket. Lige bortset fra at bussemanden de første 5 min. lød som en rigtig guide og gav gode forklaringe på spørgsmål og fortalt om de stedder vi kom forbi. De næste 10 min. snakkede han så bare for at holde fluerne væk fra munden, og ja det var så der, hvor folk begyndt at finde disc/walkmen frem. Og sådan fortsatte han faktisk resten af turen. Bussen kørte os til et hostel som man kunne booke gennnem Oz-experience.
På hostelet meldte jeg mig på en kanotur. Jeg skulle blive hente ved hostelet dagen efter kl. 10.00. Det passede fint, da nøglen skulle være afleveret inden kl. 10.00, hvis man ikke ville betale for en nat til. Dagen efter kl. 10.00 dut, stod møller så klar med søvn i øjnene fordi en dansker der arbejdede på hostelet havde lokket mig i byen. Det mødte jeg faktisk en der havde været i Ecuador, og det havde været rigtig godt. Så nu glæder jeg mig endnu mere til Syd-amerika. Nå, 10.00 dut stod jeg altså klar og det gjorde jeg ogsa 10. 20. Jeg gik ind til receptionen og spurgte om de vile ringe, for at høre hvor de blev af. Det ville de nu ikke, for de havde aldrig været præcise indtil nu, så jeg skulle lige vente lidt længere. Klokken blev så 10.45. Jeg havde faktis indstillet mig på at de ikke kom men så……ringede telefonen. Vi er detsværre tidt forsinket, så 12.30 er vi der. Bum bumbumbumbum bum bum, så kunne jeg jo kun vente. Klokken 12.25 var de der så. Peter som manden hed undskyldt meget.
Jeg hoppede ind i bilen og så gik turen ellers ud i skoven til Gagaju bushcamp, som steddet vi skulle være på hed. jeg blev vist rundt og Peter fortalte mig, at jeg ville få det sidste af vide, når min makker til turen kom. Det blev aften og ingen makker var dukket op.Jeg ville gerne af sted dagen efter, da jeg havde bestilt en tur til Fraser Island m. to overnatninger før turens start. Men det var de nu ikke meget for, så det blev sådan at jeg skulle vente en dag til. Og så kunne vi jo bare håbe på, at der kom en makker.

Om aftenen lavede vi bål. På campen havde de sådan nogle stænger hvor man tænde ild i hver ende, og så ellers svinger dem rundt. Vi spillede også didgeridoo (ja jeg har købt en til, den første hernede, så nu er jeg oppe på tre). Dagen efter kom der så en makker. Vi fik alt af vide om turen og så var vi ellers klar. Kanoturen foregik i Noosa river som går igennem Cooloola, Great Sandy national park. Et helt utrolig sted at placere en kanotur. Min makker, en engelsk kvinde Oona og jeg startede tirsdag morgen fra Boreen point.
På førstedagn skulle vi sejle til et sted kaldet Harry`s camp. Da vi havde sejlet den første time holdte vi det første hvil ved Kinaba information center, et sted som tager noget tid at glemme.

På kortet vi havde fået udleveret var tegnet en rute vi kunne gå. Turen var bare 4 km. og gik rundt i en ring, så kortet tog vi ikke med. Vi startede med at gå og inden længe begyndte der at komme vandpytter. Det gjorde nu ingenting, men jo længere vi kom des større og dybere blev vandet. Nå, vi havde nu gået i en 1/2 time, så det kunne ikke være langt igen. Til sidst gik vandet til knæne plus der var mudder næsten lige så langt op ad benet. Nu ville vi slet ikke vende om. efter 50 min. kom vi så til det sidste hjørne. For enden af stien var et stort gult hejn sat op, med en lille seddel på. Vi gik om på den anden side for at se hvad der stod på sedlen, og ja jeg trøde kun dette kunne ske for Anders and *DENNE RUTE ER LUKKET PGA. REGNEN HAR MEDFØRT OVERSVØMMELSE PA STIEN*, ja hvad kan man sige (boller fra koberg). Så måtte vi jo finde en anden vej hjem. For ikke at træde videre i denne fiasko, så endte det med at vi måtte hele vejen tilbage og ialt næde op pa 15 km.

Vi var nu en smule bagefter beregnet tid, så vi skulle nu til at skynde os. Da vi kom til Harry`s camp var min makker helt sikker på at det var camp 1, og ikke Harry`s camp vi skulle være på. Så vi sejlede en 1/2 time videre. Min makker hoppede på land ved camp 1, medens jeg holdte båden og ville binde den. jeg var ikke engang færdig, da hun kom tilbage “Det her er i hvert fald den forkerte camp”. Os tilbage igen og ja, så blev vi på Harry`s camp.

Onsdag skulle vi så sejle længere op af floden til camp 3. Fra camp 3, skulle vi gå 6 km. op til en stor SANDPATCH noget lignende Råbjergmile, tror jeg nok. Den var kæmpe. det lignede en ørken som man har set i tv. Man kunne se 360 grader rundt deropppe. Det var utrolig flot at kigge på nationalparken og havet deroppefra. Så var det ned igen og tilbage til Harry`s camp. Da vi kom tilbage var der kommet et andet hold. Så vi lavede lidt bål og fik noget godt mad. Så blev det torsdag. Sidste dag og kanon skulle vende snuden hjemad. Vi var lige kommet til kinaba information center, hvor vi sidst, ja var ude at gå en lille tur. Vi nåede lige komme på land da det startede med at regne.

Vi havde i forvejen besluttet for ikke at gå en tur og slet ikke nu hvor det regnede. Når der regner i Australien, ja så regner det faktisk meget. Vi ventede 1 time før vi sejlede det sidste stykke. Så ringede vi efter dem fra Gagaju, og de kom så og hentede os. Vi kørte så tilbage til lejren. Om aftenen blev jeg så kørt til Noosa. Det var så torsdag aften. Om lørdagen skulle jeg på en Fraser Island tur, men det bliver i næste rejsedagbog/rejsebeskrivelse.

Rasmus´s rute:
10/09/99 København-London-Bangkok-Sydney (Australien)
15/01/00 Sydney-Wellington (New zealand)
15/02/00 Auckland-Nadi (Fiji)
01/03/00 Nadi-Los Angeles-Miami-Quito (Ecuador)
06/04/00-13/04/00 Tur til Galapagosøerne. Derefter måske Peru
25/05/00 Quito-Miami-London-København den 26/05/00 omkring kl. 15.00