Af: Lene Gammelgaard
Årstal: 1999
261 sider
Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Da jeg havde smækket bogen i, sad jeg tilbage og følte mig helt tom og lidt flov over ikke at kunne lide Lene Gammelgaard’s bog “Everest – vejen til toppen”. Her sidder vi i vores eget lille land uden bjerge, og så formår denne stærke kvinde alligevel at bestige verdens højeste bjerg…. og komme helskindet ned igen… Det er fandme flot… Men det skulle nok være blevet ved det.

Lene Gammelgaards bog beskriver hendes færd til toppen fra hun beslutter sig til at bestige Everest til hun er kommet helskindet ned… Hun beskriver flot sammenholdet i gruppen og akklimatiseringen, der er nødvendig for at vende sig til højden og mængden af oxygen.

Desværre kaster hun en masse bolde i luften, som hun ikke rigtig formår at gribe igen. Når man lukker bogen i, sidder man med en masse løse ender, der ikke rigtig hænger sammen… Specielt ikke, når man ikke har fulgt med i debatten, der kørte lige efter hun var vendt helskindet hjem. Hvad skete der f.eks med Rob Hall? Det sidste man får af vide er at han sidder på toppen med forfrysninger, der gør ham ude af stand til at gå? Hvad skete der med Dale? Man høre om hjerneskade, men ikke hvorvidt den er permenent eller ej… og sådan fortsætter det….

Jeg endte med at måtte en tur på internettet for at få afklaret en masse løse ender, og det kan vel ikke være meningen, når man har læst en afsluttet roman, hvad endten det være sig skøn- eller faglitteratur.

Der udover er bogen for så vidt også ren reklame. Jeg kan godt forstå, at Lene Gammelgaard er glad for at få sponsoreret et så stort projekt, men alligevel forstår man på bogen, at hun har opfyldt de krav sponsorene stillede, og så har det meget lille relevans for læseren. På den anden side kan jeg godt se, at den information kan være nyttig for andre bjergbestigere efter hende….Måske!

MEN: Bogen underholdt mig da på en bustur til Bruxelles og de indledende manøvre inden selve bestigningen er velskrevne og interessante. Desværre er slutningen alt for brat… Man venter et klimaks, men det udebliver.

Göran Kropp og David Lagercrantz
Ekstra Bladets Forlag
ISBN 87-773-1109-4
151 sider + 32 sider farvebilleder
Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Göran Kropp, også kendt som den sindssyge svensker, satte sig op på sin cykel d. 16 oktober 1995 og stoppede først, da han nåede Katmandu, Nepal i slutningen af februar. Fra Katmandu går turen til Mount Everest basecamp. Kropp vandrede – uden bærere – med alt sit klatreudstyr og mad. Efter at have besteget “Verdens guddommelige moder” cyklede han tilbage til Sverige.

Klimakset i Göran Kropps selvbiografi 8000+ er bestigelsen af Everest, men historien begynder længe før, da Kropp endnu var en dreng med smag for friluftslivet. Han forsøge at fortælle, hvordan han fik ideen til sin Everest-ekspedition. Han prøver også at fortælle, hvad der tilrækker ham ved Mt. Everest – et bjerg der har krævet over 150 menneskeliv.

Det er dejligt, at Kropp har fået hjælp til sin fortælling af journalisten Lagercrantz. Det gør i høj grad historien mere spændende og velskrevet end andre selvbiografier. Den lange cykeltur over de 2 kontinenter er meget nedkogt, men byder alligevel på nogle sjove historier og indfald.

Begivenhederne i Everest basislejren og bestigningen af bjerget er hovedelementet i fortællingen. Kropps ophold i basislejren i 1996 falder sammen med Scott Fisher og Rob Halls berømte ekspeditioner samme år, der kostede begge bjergbestigere livet. Jeg vil anbefale alle, der læser bogen, også at læse Lene Gammelgaards “Everest – Vejen til toppen”, fordi man derved får et godt indblik i, at det er forfatternes subjektive opfattelse af begivenhederne, man læser. Gammelgaards og Kropps beskrivelser af hændelserne er vidt forskellige, og det giver et godt perspektiv. Gammelgårds beretning er hovedsageligt beskrivende, mens Kropps går et skridt videre og bliver analytisk. Kropp giver et bud på de tanker, der løber rundt i hovederne på menneskene mens de holdes fanger på bjerget. Dette giver meget til læseren, hvis man ikke har den store entusiasme for bjergbestigning og derfor ikke kan sætte sig ind i situationen. Samtidig afslutter Kropps historie mange af de løse ender, der findes i Gammelgaards således, at hendes kommer til at fremstå mere helstøbt.

Selvom bogen tager sit oplæg meget alvorligt, er der også plads sjove elementer og pudsige indfald, som holder læseren fanget og underholdt, som da Kropp i sit første topforsøg er faret vild i Everest snehvide natur og kalder sin fotograf, Fredrik og sin sherpa, Ang Rita (Sherpaerne er et fattigt folkeslag, der lever ved foden af Everest. De forsøger sig i højgrad som bærere og hjælpere på Everest-ekspeditioner) over sin Walkie-Talkie. “For pokker, Fredrik. Sig der er en masse løse reb her!” “Many ropes?” hører jeg Ang Rita sige. “Yes,” stønner jeg. “Many ropes everywhere”, svarer Ang Rita og lyder et kort øjeblik som tjeneren Manuel i “Halløj på badehotellet”.

Bogens efterskrift fortæller at Kropp i høj grad vil opgive klatresporten, men ikke det vilde friluftsliv. Jeg håber, han skriver flere bøger om sine eventyr, for Kropp skriver så man rejser med fra sengekanten.

Fakta:
Göran Kropp er født i 1966 i Sverige. Han er uddannet faldskærmsjæger i det svenske militær. Hans bjergbestignings og friluftslivs interesse har han i høj grad fra sin far og sin ven Mats.