Af: Lene Gammelgaard
Årstal: 1999
261 sider
Anmeldt af: Cecilie Cederberg

Da jeg havde smækket bogen i, sad jeg tilbage og følte mig helt tom og lidt flov over ikke at kunne lide Lene Gammelgaard’s bog “Everest – vejen til toppen”. Her sidder vi i vores eget lille land uden bjerge, og så formår denne stærke kvinde alligevel at bestige verdens højeste bjerg…. og komme helskindet ned igen… Det er fandme flot… Men det skulle nok være blevet ved det.

Lene Gammelgaards bog beskriver hendes færd til toppen fra hun beslutter sig til at bestige Everest til hun er kommet helskindet ned… Hun beskriver flot sammenholdet i gruppen og akklimatiseringen, der er nødvendig for at vende sig til højden og mængden af oxygen.

Desværre kaster hun en masse bolde i luften, som hun ikke rigtig formår at gribe igen. Når man lukker bogen i, sidder man med en masse løse ender, der ikke rigtig hænger sammen… Specielt ikke, når man ikke har fulgt med i debatten, der kørte lige efter hun var vendt helskindet hjem. Hvad skete der f.eks med Rob Hall? Det sidste man får af vide er at han sidder på toppen med forfrysninger, der gør ham ude af stand til at gå? Hvad skete der med Dale? Man høre om hjerneskade, men ikke hvorvidt den er permenent eller ej… og sådan fortsætter det….

Jeg endte med at måtte en tur på internettet for at få afklaret en masse løse ender, og det kan vel ikke være meningen, når man har læst en afsluttet roman, hvad endten det være sig skøn- eller faglitteratur.

Der udover er bogen for så vidt også ren reklame. Jeg kan godt forstå, at Lene Gammelgaard er glad for at få sponsoreret et så stort projekt, men alligevel forstår man på bogen, at hun har opfyldt de krav sponsorene stillede, og så har det meget lille relevans for læseren. På den anden side kan jeg godt se, at den information kan være nyttig for andre bjergbestigere efter hende….Måske!

MEN: Bogen underholdt mig da på en bustur til Bruxelles og de indledende manøvre inden selve bestigningen er velskrevne og interessante. Desværre er slutningen alt for brat… Man venter et klimaks, men det udebliver.

Af: Lars Tengstedt

Rejsebrev #3
Sandet i mit nepalesiske timeglas er ved at rinde ud, og det er tid til at gøre status over mit ophold og oplevelser for denne gang – som de fleste andre (for ikke at sige alle), så skal jeg tilbage til Nepal engang.

Nepal har alt at byde på! “Chess, backgammon, hasish, tiger balm” bliver man tilbudt ustandseligt på gaden. Udover dette er klassikerne trekking og rafting, hvilket selvfølgelig også skulle prøves for mig.

Trekking i Langtang
Jeg startede med et 12-dages trek til i Langtang-området til et sted kaldet Panch Pokhari, hvilket betyder fem søer – trekkingturen går til de fem hellige søer beliggende i ca. 4.000 meters højde. Turen var en campingtur, hvilket betyder at vi selv bærer mad (eller rettere de næsten 20 bærere gjorde) og vi bor ikke i tehuse, men har selv telt med.

Objektivt set må turen betegnes som en succes, specielt set i lyset af de strabadser, som at vi måtte igennem for at nå toppen. Det hele startede ellers fint med strålende solskin og 35 grader, men efter tre dage begyndte det regne, og det havde ikke tænkt sig at stoppe! Det regnede i omkring 42 timer i træk og vi havde “søgt læ” på toppen af en bakke (i Nepal er bakker mellem 1.000 og 3.000 meter). Så efter at have tilbragt mange timer i det samme telt og lyttet til regnen og haglene! hamre mod teltet var der rådslag – hvad skulle vi gøre, hvis dette fortsatte? Og som vi havde bestemt os for at vende om, hvis vejret fortsatte, holdt det op med at regne, og det blev en stjerneklar nat og næste morgen skinnede solen – et mirakel? (det er godt at have en forbindelse til de højere luftlag).

Herefter fortsatte turen mod toppen gennem et utroligt landskab, hvor vi overhovedet ikke mødte andre turister. Faktisk gik vi over to dage uden at møde nogen lokale heller. Da vi naæde toppen var det ikke muligt at overnatte, da det havde sneet i de 42 timer med nedbør, hvilket jeg syntes var meget ærgerligt, men det blev alligevel til to meget smukke (og kolde) solopgange nogle hundrede meter fra toppen. Turen nedad var meget hård for knæene og mindst lige så smuk som turen op.

Når jeg skriver at turen objektivt set må betegnes som en succes skyldes at jeg havde for høje forventninger til turen. Jeg havde inden afgangen til Nepal hørt historier og set billeder fra venners og kærestens tur til Nepal, som alle fortalte om, hvor suverænt der var, så forventningerne var skyhøje og næsten umulige at leve op til. Eneste analogi, som at jeg lige kan finde på er at gå i biografen og se en film, som egentlig er rigtig god, men man har bare hørt så meget om, hvor god den er, så forventninger er alt for høje….

Rafting på Kali-gandaki floden
Noget af det samme gjorde sig gældene, da jeg skulle ud og rafte. Store forventninger til et adrenalin rush, men det blev dog ikke indløst. Tre dage på Kali-gandaki, som er en klasse 4+ flod, var ikke nok til at indløse spændingsforventningerne. Floden var simpelthen for tam og der var for langt mellem de 4-5 klasse 4+ rapids, som floden havde at byde på. Dette, samt det faktum at omkring 10-12 deltagere fik madforgiftning på andendagen og dermed kastede op og havde diarre hele natten, kan kun gøre at denne tur må betegnes som en fiasko. Moralen må være at holde sig fra dåseskinke….

Efter ovenstaænde to traditionelle aktiviteter måtte der andre boller på suppen, så jeg tilmeldte mig en kajakklinik i fire dage. Efter at have fundet ud af at man rent faktisk kommer ud på floden og sejle var der ingen tvivl om, at det skulle prøves. Jeg havde prøvet at sidde og padle lidt i en kajak på raftingturen, og det er ikke nogen nem sag at holde balancen i.

Den første dag på klinikken gik med at lære de forskellige tag og forsøge at få kajakken til at sejle lige, hvilket viste sig at være noget nær umuligt – meget frustrerende.

Kayaksejlads på rapids
Andendagen startede på samme måde, men nu kom der lidt mere styr på det. Om eftermiddagen stod den så på white water. En ting er at forsøge at sejle en kajak lige, men når man pludselig skal til at tage hensyn til strømmen, indgangsvinklen, de rigtige padeltag, så er det noget helt andet. Det var simpelthen bare spændende, skræmmende og vildt fedt! Om aftenen fik jeg lidt instruktioner i at lave et eskimorul og efter at have prøvet to gange med bunden som hjælp, prøvede jeg een gang ud og det lykkedes – den fedeste fornemmelse selv at kunne komme op af vandet. Jeg var den eneste, som lærte at rulle på andendagen *blære, blære*

Tredjedagen startede ud for lejren i en klasse 2+ rapid, hvor det gik galt lige fra starten. Jeg prøvede selv at rulle, men padlen kom forkert i vandet, så jeg panikkede da jeg ikke kunne få den over i den rigtige side. Senere på formiddagen hvor vi trænede nede af floden i mindre rapids lykkedes det dog selv at komme op i strømmen til klapsalver fra de andre *mere blær* (Her måtte min instruktør, Eve, også lige kysse mig Formiddagen sluttede med rulleundervisning og Thomas fik også lært det (Vi var faktisk kun tre i alt, som lærte at rulle…) Om eftermiddagen skulle vi ud på den rigtige flod, altså sejle ned af den og prøve at læse de forskellige rapids. Bare det at være på floden var en suveræn fornemmelse. Det var pludselig ikke længere kontrollerede omgivelser, hvor instruktøren hele tiden havde et øje på dig. Dagen sluttede med to klasse 3 rapids. Den første var for overdrevet fed – en bølge på halvanden meter er altså temmelig stor, når man sidder i en kajak, som man ikke har helt styr på. Hele min gruppe klarede os igennem uden at vælte og jubelskrigene rungede gennem den smukke kløft efter dette adrenalin rush (så kom det alligevel). Den sidste rapids var for vild og vi blev alle sammen fanget i den. Jeg væltede og prøvede at rulle tilbage, men ramte Tommys båd med padlen, som jeg trøde var en sten, så jeg panikkede og trak mig ud af båden. Tommy var lige foran mig og jeg tog fat i hans båd, da jeg trøde at han kunne styre den samtidig, men det resulterede bare i at hans oprejste dage var talte. Til trods for at det gik lidt galt for os alle på den sidste rapid, så var det for vildt! Dette må betegnes som den bedste dag siden jeg forlod Danmark.

Den sidste dag skulle vi gennem den samme flodstrækning og vi glædede os allesammen, specielt til de to sidste rapids. Desværre gik det ikke så godt. Rikke startede med at vælte og blev derfor lidt bange og var ikke rigtigt sig selv resten af dagen. Jeg væltede også mange gange, men kunne heldigvis rulle tilbage selv, men alt i alt følte jeg mig ikke rigtigt sikker. Så da vi kom til den første klasse 3 rapid måtte jeg ud og svømme. Det sidste jeg så inden jeg gik ned, var en klippe som at jeg havde fuld fart imod. Jeg prøvede at rulle hurtigt, men fik ikke padlen over vandet, og dermed fat i overfladespændingen, så jeg kom ikke op og panikkede. Tilgengæld fik jeg lidt oprejsning på den sidste rapid, som nu var dømt “The Victimizer” grundet faldet fra dagen før, idet jeg rullede tilbage to gange inden jeg blev suger tilbage i det store altopslugende hul. Tommy klarede dagen helt uden at ryge i vandet, hvilket også må betegnes som at være meget sejt klaret.

Farvel til Nepal
Mit nepalesiske eventyr er ovre for denne gang, og det kan kun betegnes som en succes, også selv om det ikke altid har været nogen dans på roser. Jeg glæder mig til at skulle tilbage en gang. Nu ligger Thailand bag næste dør, og jeg kan ikke vente med at skulle åbne den….

Af:Torben Linnemann Nielsen

Foto:Torben Linnemann Nielsen & Heidi Frederiksen

“Dyrelivet er meget rigt, især i jungle- og sumpegnene: tiger, leopard, bjørn og ulv, elefant og det meget sjældne indiske næsehorn, som forhåbentlig i Nepal kan reddes fra udryddelse ved krybskytter gennem regeringens foranstaltninger, deriblandt oprettelsen af et dyrereservat. Desuden findes krokodille, bøffel, vildokse, vildsvin og mange hjortearter. En del af de sidstnævnte samt vildgeder og -får lever i de højere og køligere regioner, hvor også rovdyrene forekommer.” Lademands Multimedia Leksion

Nepal er et land med meget strenge regler for naturbeskyttelse bl.a. er Yetien totaltfredet ifølge Nepalesisk lov. Det gælder om at være på den sikre side! Det er ikke dus med dyrenene. Når man er i Nepal gælder det ikke kun om at komme højre og højre op det gælder også om at se, føle og opleve naturen og landets mange dyr. Desværre er der nok mange af disse dyr som du aldrig vil se i fri natur, men de er der og hvis du er heldig ser de dig!

Bengalsk Tiger
Den bengalske tigers smidighed og styrke indgyder både respekt og rædsel. Tigeren kan nedlægge dyr der er dobbelt så store som den selv. Tigeren lever alene, den er nataktiv og synes ikke om at dele sit territorium med andre tiger. Den markere sit område men en stærkt lugtende urin. Der lever en “større” tiger flok i Chitwan Royal Nationalpark

Bjerglærke
Højarktisk lærkeart, træffes i Danmark som fåtallig trækgæst og vintergæst på strandenge. I Europa og Asien yngler bjerglærken kun i den træløse tundra længst mod nord samt hæjt oppe i bjerge. I Himalaya forekommer bjerglærken på højder op til 5.300 meter, helt oppe ved snegrænsen.

Flyvende ræv
30 cm stor sydasiatisk flagermus med rævelignende hoved. Den flyvende ræv er, med dens vingefang på over en meter, en af de største flagermus i verden. Den flyvende ræv er en god svømmer og kan af og til ses svømme over en flod ved at bruge vingerne som åre.

Gangesdelfin.
2 m lang floddelfin, der lever i de store indiske floder og jages ivrigt, fordi folkemedicinen tillægger dens fedt helbredende kraft. Føden er krebsdyr og fisk.

Gangesgavial
Indtil 6 m lang fiskeædende krokodille med et meget langt, smalt snudeparti, lever i de store indiske floder. Nu meget sjælden, men antalet er stigende. Takket være den beskyttelse man har iværksat for at beskytte den.

Himalayatar
Himalayataren ligner en krydsning mellem en ged og et får. Miljøet den lever i er utilgængeligt, idet den holder til i bjergegne med stejle afgrunde. Den lever i højder optil 4.400 m. Honninggrævling. Ca. 1 m langt afrikansk og sydasiatisk, meget aggressive og rovlystne, rovdyr, beslægtet med grævlingen. Har lysegrå overside og sort underside, lever af smådyr og honning. Set optil en højde på 3.000 m.

Honninggrævling
Ca. 1 m langt afrikansk og sydasiatisk, meget aggressive og rovlystne, rovdyr, beslægtet med grævlingen. Har lysegrå overside og sort underside, lever af smådyr og honning. Set optil en højde på 3.000 m.

Hulmanabe
Også kendt som Den hellig langur ¾ m høj abe fra N-Indien, betragtes som hellig af hinduerne, der lægger foder ud til den i særlige abetempler. De fleste turister der rejser i Indien og Nepal kender denne lille abe.

Hvid stork.
Ca. 1 m høj fugl med rødt næb, hvidt hoved, hals og krop og sorte vingespidser og hale. Lever overvejende af orme og biller, men tager desuden mindre krybdyr og vanddyr, museunger m.m. Tidligere almindelig i Danmark, nu meget fåtallig rugefugl. Overvintrer i Afrika.

Indisk Elefant
Den indiske elefant er mindre end den afrikanske elefant. Den er mere intilligent og lever betydeligt længere. Den har været tæmmet af mennesket igennem 5.500 år. Hvis en kalv mister sin mor, adopteres den af en anden hun, og hvis et gruppemedlem bliver skadet, bliver de andre tilbage for at hjælpe den. Når man er i Nepal skal man tage en tur på elefant ryg ude i Chitwan Royal Nationalpark for at se næsehorn.

Indisk Manguster
Bedre kendt som Rikki-Tikki-tavi. Mangusten holdes ofte som husdyr, for at holde huset frit for rotter og andre uvelkomne gæster. Indisk næsehorn. Ca. 3½ m langt, overordentlig tykhudet næsehorn fra N-Indien og Assam, med kun ét horn. Var i 1960erne på nippet til at blive udryddet af krybskytter. Oprettelsen af otte strengt bevogtede reservater i Nepal, Vestbengalen og Assam reddede arten, i 1980erne var bestanden voksende.

Indisk Næsehorn
Ca. 3½ m langt, overordentlig tykhudet næsehorn fra N-Indien og Assam, med kun ét horn. Var i 1960erne på nippet til at blive udryddet af krybskytter. Oprettelsen af otte strengt bevogtede reservater i Nepal, Vestbengalen og Assam reddede arten.

Isfugl
Familie af skrigefugle med spidst og kraftigt næb. I troperne findes mange arter af trælevende isfugle, hvis føde er firben, mus og insekter, bl.a. latterfuglen. I Europa lever kun én art, den prægtigt farvede isfugl, der graver rede i åskrænter og lægger æggene på et leje af fiskeben. Den lever af småfisk og vandinsekter, som den fanger ved styrtdykning. Sjælden ynglefugl i Danmark.

Kobra
Brilleslange asiatisk giftsnog, hvis gift påvirker nervesystemet, med udspilelig halshud, der bærer en brillelignende tegning, er giftig, men ikke særlig angrebslysten. Kun ca. 1/10 af de bidte dør af dens bid. Orientalske slangetæmmere anvender oftest brilleslanger, hvis gifttænder er brækket ud og som derfor er ufarlige. Fælles for dem er det, at halshuden ved hjælp af bevægelige ribber kan bredes mere eller mindre fladt ud, når dyret bliver tirret. Den kendteste art er den egentlige brilleslange, størst er den 3,5 m lange kongekobra, afrikanske arter er aspiskobra, sortlæbet kobra, sorthalset kobra og ringhalskobra, der ligesom den sorthalsede hører til de spyttende kobraer, som sprøjter deres gift flere m ud og er mestre i at ramme angriberens øjne. Hvis øjnene ikke straks skylles i vand eller mælk, kan blindhed blive følgen. Andre kobraer er den forasiatisk-ægyptiske ørkenkobra og vandkobraerne.

Kongeørn
En gyldenbrun ørn, noget mindre end havørnen. Sjælden ynglefugl i europæiske fjeldegne, bl.a. i Norge og Skotland. Kongeørnen, som aldrig har ruget i Danmark, er her en regelmæssig, om end fåtallig vintergæst, føden er harer og fugle. Ørnen er blevet en mere almindelig gæst i 1980erne og 1990erne takket være vinterfodringspladser oprettet af Dansk Ornitologisk Forening. På 20-25 forskellige steder rundt om i landet udlægges jævnligt giftfrit kød til fuglene. Prøv at sidde på et tag i Kathmandu og se ørnene glide ind over byen.

Kravebjørn
En central- og sydasiatisk bjørn med et gulligt bånd på brystet, i øvrigt sort. Forekommer i Central- og S-Asien. En dygtig klatrer, der især lever af frugter o.lign. En guide i Chitwan Royal Nationalpark fortalte mig engang at hvis vi mødte en Kravebjørn skulle vi stille os tæt sammen for så ville bjørnen tro at vi var et stort dyr og så ville den måske lade os være!

Lille Panda
Rød panda, kattebjørn. Godt 1 m lang halvbjørn med rustbrun rygside og sort underside. Eneste asiatiske halvbjørn, lever i 2000-4000 meters højde. Ligesom sin slætning kæmpepandaen har den lille panda en ekstra “tommelfinger”. Lokalt kaldes den lille pande “wha” og “chitwa” efter dens stemme.

Læbebjørn
En sort bjørn fra Indien og Sri Lanka, let kendelig på den lange snude og de store læber. Mangler de to midterste fortænder i overkæben, har en hvid halvmåne på brystet og hvide kløer, bliver 1,7 m lang. Natdyr, der lever overvejende af myrer, termitter, frugt, blomster og blade.

Moskushjort
Ca. 60 cm høj centralasiatisk hjort uden takker, hannen har store, krumme hjørnetænder i overkæben. En kirtel på hannens bug afsondrer duftsekretet moskus. Dette stærke duftende stof kaldes moskus, og det indgår i mange dyre parfumer.

Næsehornsfugle
Tropiske fugle fra Asien og Afrika med et stort næb, der hos mange arter har en slags horn på overnæbbet. Yngler i træhuller, åbningen mures til med jord indefra af hunnen, og hannen fodrer hunnen gennem den sprække, der bliver tilbage af redehullet. Hunnen bryder først ud af redehullet, når ungerne er flyvefærdige.

Træleopard
Kortbenet, gråligt kattedyr med store, kantede pletter, ca. 1 m langt, med 85 cm lang hale. Lever mest af fugle og småpattedyr, som den fanger i træerne, kan tage mindre husdyr derfor betragtes den ofte som. skadedyr. Meget sjælden.

Påfugle
To slægter af fasanfugle med meget lange overhaledækfjer med flerfarvede, øjelignende pletter, under parringsspillet slår hannen denne “hale” op til en vifte. Indisk påfugl med blå halsfjer, fra Forindien, og grøn påfugl med grøn hals, fra Bagindien og Java, lever selskabeligt i åbne skove, reden anbringes på jorden. Afrikansk påfugl, der forekommer i Ø-Zaire, har mørk fjerdragt. I kirkekunsten er påfuglen symbolet på udødelighed, haleviften symboliserer himlen, påfuglen kan dog også symbolisere hovmodet, en af de syv dødssynder.

Rhesusabe
Makak fra bjergskove i Forindien. Middelstor, kropslængde 50 cm, halelængde 20-30 cm. Brun med orangerødt haleparti, lyserødt ansigt og rødlige kønsdele. Lever i grupper op til 35 individer.

Sambarhjort
En af de største og videst udbredte sydasiatiske hjorte, findes fra Indien til S-Kina og på Filippinerne, indført til New Zealand. Skulderhøjde op til 145 cm, vægt op til 275 kg. Stort gevir med seks ender. Sambarhjorten er mørkebrun.

Sneleopard
Centralasiatisk katteart, lidt mindre end leoparden, findes i bjerge over snegrænsen. Lever af mindre pattedyr. Pelsen er eftersøgt som pelsværk og meget kostbar. Sneleoparden er blevet jaget hensynsløst af mennesket på grund af sin fine pels. Dyret er totalfredet. Man frygter at blot indenfor få år vil sneleoparden være udryddet.

Vandbøffel
Asiatisk bøffel, indisk bøffel, ca. 2 m lang vildbøffel fra S-Asien. Holder gerne til ved vand og lever især af vandplanter, men kan gøre skade på dyrkede marker. Kan tæmmes og er stamformen til den tamme bøffel. Man begyndte at tæmme de vilde bøfler for 3.000 år siden.

Yakokse
Kraftig okse med langhåret hale og pels. Lever flokkevis i centralasiatiske højbjerge, holdes i Tibet og Nepal som last- og ridedyr. De vilde yakokser der blevet jagtet så hårdt at der idag kun er 500 vild yakokser tilbage idag. Den tamme yak er dog uundværlig for de mennesker der bor oppe i det nordlige Himalaya.

Kilde: © Lademands Multimedia Leksikon 98 og Vor Fantastiske verden

Af: Lars Tengstedt

Rejsebrev #2:
Vi mødtes kl. 8.30 om morgenen for at spise morgenmad og bestemme, hvor vi skulle cykle hen. Min hotelejer havde foreslået en tur til Kakani beliggende i 2073m (Kathmandu ligger i ca. 1300m), en lille tur på 23 km med en fantastisk udsigt det meste vejen. Vi bestemte os for at tage derop og hvis benene var gode, ville vi fortsætte af “The Scar Road”, som beskrevet i Lonely Planet (LP) – en samlet tur på 70km.

Det hele startede fint. Vi fik fire gode cykler og begav os af sted omkring kl. 10. Efter et par timers kørsel holder vi en velfortjent pause og får noget at drikke på en af de mange små restauranter på vej mod Kakani (Gad vi hvordan de egentlig overlever – der var praktisk taget ikke nogen mennesker på turen). Endnu et kvarters kørsel og vi er i Kakani – en underlig lille by bestående af fem huse og et dyrt hotel. Vi kigger paa hinanden og bliver enige om at benene har det fint, så vi fortsætter mod “The Army Camp”.

Det starter nu med fire kilometers HÅRD stigning, som vi næsten må give op overfor, og efterfølgende kører vi ind på en grusvej. Kort efter skal vi løfte cyklerne ind over en række marker, en lille tur på små 25 minutter (ikke 10 som beskrevet i LP). Herefter ankom vi til et Army checkpoint, hvor vi skulle betale 250rs for entre til vildtreservatet.

Herefter gik det ned af “The Scar Road”. En til tider meget smal og stenet vej, som krydser flere vandløb på vejen. LP skriver: “The Scar Road challenges the riders skill and nerve.” En rigtig fed nedkørsel med indtil flere spændende momenter. Efter nogle timers kørsel begynder vejen dog at gå opad – underligt ?!?!? Der er dog også en mindre sti, som går temmelig meget nedad, men som ikke kan køres på. Frem med LP, som beskriver at man skal ned af en lille 7km spiralsti, hvilket passer fint – eller gør det?

I hvert fald tog vi cyklerne på nakken og begav os nedad. Mange ikke så pæne ord og nervøse grin blandet med håbefulde blikke mod himlen fyldte nedstigning til fods. Klokken var omkring 16, ingen havde nogen form for lys med og det bliver mørkt omkring kl. 18. Efter en times tid til fods ender vi direkte på en lokal families terrasse, og der er ingen vej ud derfra. Hele familien stimler sammen og begynder at grine af de fire hvide mennesker, som pludselig træder ind i deres dagligdag med deres funklende mountain bikes. Heldigvis kan familiens overhoved vise os vej til “hovedvejen” tilbage til Kathmandu – en jordet sti på max. 2 meters bredde. De sidste skridt ned mod vejen “overfaldes” vi af familiens børn, som vil hjælpe med cyklerne. Deres “hjælp” består i at skubbe og trække cyklen i alle retninger på en gang, samt hænge i bremser og styr.

Det sidste stykke vej ind mod Kathmandu tager omkring 45 minutter, så vi er tilbage kl. 17.45, lige inden det bliver mørkt. En samlet tur på næsten otte timer med masser af spænding (Daniel vil måske sige lidt for meget – han havde forventet en “turisttur” .

Turen til Kakani er en smuk tur i sig selv og ikke specielt hård. Det går ikke meget opad, men det går opad næsten hele vejen. Det kan sagtens gøre det ud for en dagstur. Men for dem som har mod på det og sørger lidt ekstra spænding, vil jeg klart anbefale LPs “The Scar Road” cykeltur. En meget smuk tur i skoven, som gør det muligt at anvende mountain bikes til det de er beregnet til, nemlig at køre i bjerge.