Fotos af: PureNZ & Torben Linnemann Nielsen

New Zeeland kan byde på alt når det gælder aktion både til land, til vands og i luften.

I Queenstown kan man se folk paraglide ind over byen.

En tur over Canterbury plains i varmluftsballon er livet.

Ved Cavalli Islands kan man komme til at dykke ved vraget af “Rainbow Warrior”

Det er muligt at whitewater rafte mange steder i New Zealand og Kaituna River i Rotorua siges at have det største vandfald i verden, som raftes kommercielt (ca. 7 meter).

AJ Hackett’s bungy jump ved Nevis Highwire er, med sine 134m, en udfordring for de fleste.

Er man mere til en “lille” vandre tur imellem bjerge, så er der rig mulighed bl.a. i Nelson Lakes National Park. Dette er er vel noget af det tætteste en vandrer kan komme på paradis.

Under Waikato’s landbrugsjord er der rig mulighed for at udforske kalkstengrotterne, bl.a. på en tur hvor man både når at lave underground rafting, tubing og abseiling. Så det gælder bare om at komme afsted.

På Nelson’s floder er det muligt at prøve River Bugging.

Foto: PureNZ

I New Zeeland kan man komme fra bjergene, igennem regnskoven
og ned til det helt flade lavaland på 1 enkelt dag.

Fra The Canterbury Plains kan man nyde udsigten til de Sydlige Alper.

Havet omkring Cavalli Island er utroligt klart og det tiltrækker mange dykkere fra hele verden.

Ved Cavalli Islands kan man komme til at dykke ved vraget af “Rainbow Warrior”

Ved Søen Wakatipu ligger Queenstown. En by der året rundt summer af liv og action. Her er der altid noget at lave for folk som søger lidt spænding.

Fiordland National Park er med sine 1,2 millioner hektar New Zealand’s største national park. Og Milford Sound er kendt for sit rolige vand og legesyge delfiner,
der ofte eskoterer kajakker rundt i fjorden.

Overalt i New Zeeland er der rig mulighed for at se landet på cykel.

Sæler er meget almindelige langs hele New Zeeland’s kystlinie og mange steder kan man komme på guidede ture ud for at nyde naturen.

Der er mange hvaler der ligger vejen forbi New Zeelands kyst. Specielt omkring Kaikoura er der mulighed for både at se kaskelothvaler og Spækhuggere.

Af: Lars Tengstedt

Rejsebrev 9:
Da vi startede på Southern Scenic Route havde jeg ikke nogen specielle forventninger til den andet end at vi så også fik set det sydlige af NZ. Den kunne dog byde på smukke vådområder, f.eks. Redcliff Wetlands og så fandt jeg endelig ud af, hvor Monkey Island ligger

Ruten foregår meget på grusvej, hvilket gør den mere interessant – man er ligesom væk fra hovedvejen. Vi ankom til Slope Point, sydøens sydligste punkt, hvor vinden 99.9% af tiden kommer fra syd, hvilket tydeligt ses på træerne! Og denne dag var ingen undtagelse – det blæste, som det aldrig har blæst før, hvilket også var tydeligt på bølgerne, som smadrede ind i klipperne og producerede skumsprøjt op på bakken, hvor vi befandt os – 20-25 meter oppe!

Vi fortsatte langs kysten og ankom til Curio Bay. Vi ankom lidt sent og troede først, at det var umuligt at se noget, da det hele var dækket af vand, men når bølgerne engang imellem trak sig tilbage fra plateauet, åbnede havet for sit skattekammer: En forstenet skov – opstået for 180 millioner år siden, over en periode på 20.000 år, er skoven over fire gange blevet indhyldet i mudder og aske fra de omkringliggende vulkaner og er således blevet forstenet. Det var en meget vild oplevelse at se dette, når man tænker over perspektivet i det.

Efter den sydlige rute var det meningen at vi ville til Otago Peninsula for at se albatrosser og yellow-eyed pengiuns, men vi fandt hurtigt ud af at det ville koste penge – $25 for pingviner og $18 for albatrosserne, per mand. Lidt for dyrt for os, så vi fortsatte op langs kysten og kom til Shag Point. Da vi kom ud til skuepladsen, var der allerede et andet par, som udpegede pingvinerne forude. Langt nede på stranden kunne vi se de tre/fire små søde pingviner, som bevægede sig stille op mod deres reder hoppende fra sten til sten som en anden Snøvsen De andre forlod stedet og vi blev siddende lidt endnu, da den ene pingvin havde retning lige mod os. Og det blev den ved med at have! Vi måtte til sidst flytte os, da det var tydeligt at den ville vandre lige forbi os, så vi gemte os bag en lille busk på en forhøjning. Og to minutter senere vraltede den lige forbi os, mindre end to meter væk!!!

Vi ankom til Mt Cook, NZs største bjerg, på en perfekt solskinsdag og gik en tur i Hooker Valley, som førte os helt tæt på bjerget. Det var en god gåtur og vi var godt trætte da vi kom tilbage efter 3.5 time. Dagen efter var det meningen at vi skulle gå en tur til Tasman Gletcheren, men vi valgte i stedet at tage en scenic flight over området. Det tog en del overvejelser, da prisen var $235 inkl. landing på gletcheren, som vi egentlig ikke var interesserede i. Men da hun diskede op med et andet tilbud til $190 slog vi til.

De havde snakket om at vinden var blevet lidt stærkere i løbet af dagen, så med en smule skepsis i blodet, lagde vi vores liv i hænderne på piloten Gary, samt et Cessna 185 fly med ski under. Og inden længe fandt vi ud af at vinden var meget speciel i bjergene. Vi blev på det nærmeste nogle gange kastet rundt og op og ned, som et lille snefnug, så kvalmen kom hurtigt i det lille, meget varme fly. Samtidig var tankerne hele tiden på at vi skulle lande på isen på et tidspunkt… Men da vi endelig landede, var det ikke så slemt og da vi kom ud i sneen/isen var alt glemt. Det var helt fantastisk, og virkeligt suverænt at vi var tvunget til at lave landingen deroppe. Flyveturen tilbage var mindst ligeså skræmmende, fantastisk og påtaget smilende som første del af turen og da vi landede var vi glade for at være i live. Alt i alt var det en suveræn oplevelse, som kan anbefales til alle – og lav den landing på sneen, selvom den koster $80 !!

Af: Lars Tengstedt
Profil – Homepage

Rejsebrev 8:
Vores forventninger til New Zealand var høje – vi havde ikke været specielt heldige i Australien, og vi havde brug for at få rejselysten tilbage.

Vi havde hørt forskellige ting mht. transport: Tag den på stop – det er så nemt, køb en bil – det er virkeligt billigt. Vi diskuterede mulighederne og bestemte os for at kigge efter en lejebil (efter vores oplevelser i Australien ville vi ikke tage nogen chancer!!

Vi kiggede rundt i Auckland og endte med at få tilbudt en lejebil i syv uger til $25 om dagen inkl. fri kilometer, forsikring og mulighed for at sove i bilen. Der var ikke meget at tænke over – vi sprang til med det samme.

Vi satte kursen nordpå (Northland) og straks vi kom ud på de små veje viste New Zealand, hvad det har at byde på. Et ekstremt smukt landskab blev kastet op på laerredet foran os, og filmen var i gang med os i hovedrollerne.

Vi nåede op til Paihia, Bay of Islands, hvor vi bestemte os for at gøre een af de ting, som New Zealand er berømt for: Fiskeri. Ulykkesfuglen måtte ud at prøve lykken et andet sted end Danmark og Sverige. Vi betalte således $55 (ca. 220 kr) for en aftenfisketur efter “snapper”. Jeg var temmelig urolig for om jeg kunne klare det, da jeg har en tendens til søsyge (læs søsyge fra Frederikshavn til Göteborg). Men heldigvis var det ikke så galt. Søen var rolig og mens solen gjorde himlen til et rødglødende inferno af en solnedgang, nærmede vi os stedet, hvor vi skulle fiske.

Allerede første gang Kristina smed stangen i vandet var der bid. Hun fangede bådens første fisk, og stolt fandt jeg kameraet frem og tog et billede. Der gik dog ikke længe inden hun havde det dårlig for fisken havde slugt krogen og da matrossen tog krogen ud lød der underlige lyde, der bestemt ikke behagede. Men fisken svømmede da livligt væk, da den ramte vandet.

Som mørket lagde sig om den lille båd, blev der hevet den ene “snapper” op efter den anden. Ulykkesfuglen havde brudt sin krise! Dog var det Kristina, som fangede den største fisk af os – og hun fangede også en makrel, som desværre blevet mistet på dækket og slap fri (heldigt for den Da vi kom tilbage, blev der delt fisk ud, og både aftensmaden og morgenmaden stod på “snapper” tilberedt på vores nye Trangia-sæt.

Turen fortsatte nordpå og senere vestpå mod fodring af ænder og andre fugle ved enhver lejlighed, sågar fra hånden. Kristina havde ikke snakket om andet end heste, så det måtte jo ske at vi skulle ud og ride på hest. Vi bookede turen nær Oponoi, et fantastisk bjergområde på vestkysten. Med sikre bevægelser svingede jeg mig op på hesten i bedste John Wayne-stil, NOT! Jeg var meget nervøs over at skulle bevæge mig op på et dyr, som jeg ikke havde kontrol over og som kiggede ned på mig (nå ja, de fleste mennesker gør det godt nok, men det er en anden historie).

Efter kort tids riden, og lidt instruktion fra en meget snaksaglig guide, gik det efterhånden godt. Jeg havde fuld kontrol over situationen! Lige indtil at hesten begyndte at galopere – trav hedder det vist, men det gik i hvert fald hurtigt, og jeg var ikke længere i kontrol. Heldigvis varede det ikke så længe, så da vi var tilbage i normalt tempo igen, havde det egentlig været meget sjovt med lidt fart. Vores to timers ridetur bød på en fantastisk udsigt og resulterede i ømme baller og følelsesløse fødder, men den var alle $25 per mand værd.

På vej mod Auckland stoppede vi og så Kauri træer, nogle af dem er omkring 1600 år gamle og har hver nok træ i dem til at bygge 12 huse !!!!! Meget imponerende.

Den første uge havde vist at New Zealand er et ekstremt land. Vores lille “van” klarer lige nøjagtig bakkerne og tøffer 130 km/t ned ad dem, og samtidig er det svært at holde øjnene på vejen, da der hele tiden er noget smukt og anderledes lige uden for vinduet.