Foto: Lars Borgmann, Sinai.dk

I nedenstående fotoreportage skildres Sinai. Først med tre billeder af personer, og dernæst med fire billeder af områders flotte natur.

Tekst og foto: Lars Borgmann fra http://www.sinai.dk

En rejsearrangørs personlige beretning fra en ekspeditioni Sinaiørkenen.

14. april 1999:
Mørket sænker sig hurtigt om os mens vi kører dybere og dybere ind i dalen. En stjernehimmel uden sammenligning åbenbarer sig langsomt men sikkert over os. Sinai er et af de områder i verden, hvor de atmosfæriske forhold giver nogle helt specielle oplevelser om natten med en tydeligt drejende stjernehimmel og en endeløs række af stjerneskud. Det bliver sent inden vi når frem til basecampen og vi når kun at samles kort i gruppen, for at gennemgå forberedelserne til morgendagens retreat, inden vi lægger os, til at sove under den åbne himmel.

Næste morgen er dagen for retreatet’s start endelig kommet. Det er tydeligt at alle er koncentrerede og spændte. jeg fornemmer en sund ydmyhed hos alle. Det gør mig veltilpas og rolig.

Om få timer vil deltagerene begive sig afsted ud i dalområdet for at finde den camp, hvor de hver især vil tilbringe de næste tre døgn på helt egen hånd i Sinais storslåede, rå og brændende ørken. Alle vil de medbringe deres personlige forsyninger af mad og vand. Udgangspunktet er, at rettreatet skal ske under så trygge rammer som muligt uden at deltagerene bliver frarøvet glæden og tilfredsheden ved at opleve og udfordre livets og naturens store ucensurerede kraft. Anne, en københavnsk sangerinde i midten af tyverne, vælger bevidst at slå sin lejr op i nærheden af basecampen, hvor Muhammed, Achmed (turens lokale ørkenguider) og jeg selv vil opholde os.

Achmed, der er inbegrebet af en vesterlændings mest romantiske billede af en stolt beduin, instruerer alle i at bage deres egne tabana’er (beduinbrød, bagt direkte på glødende kul i sandet). Koncentrationen og opmærksomheden er stor. Der er en del spørgsmål om slanger, skorpioner, båltilberedning osv. Achmed er roligheden selv, og hans væsens natur synes at virke beroligende på alle.

Efter at have modtaget de sidste gode råd og overlevelsetrick spreder gruppens deltagere sig forventningsfulde og fyldt af parathed ud i dalområdet. Måneders forberedelse for os alle skal nu forløses af den fysiske virklighed i ørkenen. Om nogle timer vil alle vende tilbage for at hente resten af deres oppakning, som på grund det meget vand er stor og tung. Alle bliver tegnet ind på kortet, så vi i Basecampen ved, hvor folk befinder sig.

Retreatet er igang!

9 år tidligere! (januar 1992):
I den lille kystby Dahab i det sydlige Sinai falder jeg i snak med to karismatiske kvinder, som netop er vendt tilbage fra ørkenen. De fortæller at de på eget initiativ har ladet sig efterlade helt alene midt i Sinais øde ørken i to døgn, hvorefter de som på forhånd aftalt, igen er blevet samlet op og bragt tilbage til det mere komfortable og trygge turistspor. På trods a,f at jeg føler mig som en garvet rejsende med adskillige ture til både Mellem- og Fjernøsten bag mig, er det svært for mig at skjule min benovelse og forundring over disse to kvinder, som de sidder der og fortæller om deres oplevelser. Deres historie gør et stærkt indtryk på mig, den facinerer mig og provokerer mig på en og samme tid voldsomt.

Alligevel er jeg ikke i tvivl, jeg er nødt til at prøve det af på min egen krop. Jeg må bare pakke mine ting og arrangere, at jeg kan blive kørt langt ind i ørkenen og efterladt i mit eget selskab. Jeg sitrre ved tanken, men ved, at jeg skal gøre det.

I dag, 9 år og mange ørkenture senere kan jeg se tilbage på denne, min første alenetur i ørkenen som en vigtig milepæl i mit liv. Nu sidder jeg her igen! Denne gang er det som rejsearrangør og turleder for 14 vidt forskellige mennesker, der ligesom jeg er eventyrlystne og har mod på at rejse anderledes primitivt og uforudsigeligt end den gængse rejsende. Folkene, der har valgt denne tur, har alle nogle fællesnævnere deres forskellighed til trods. De vil ikke bare ud og rejse og opleve i det ydre, de ønsker også at bruge turen til at rejse og opleve indadtil. Der er ingen tvivl om, at ørkenen er en udfordring, som stiller krav til mere end fysikken. Man møder sig selv på en direkte måde, når man pludselig sidder helt alene i en ørken uden alle de aktiviteter, vi er vant til at fylde vores hverdag med. Derude i ingenmandsland finder man et vakuum af tomhed og stilhed som jeg er overbevist om at vores system har godt af at opleve. Inaktivitet og stilhed, kan være skræmmende alene af den grund, at det er noget, vi stort set aldrig oplever. For deltagerne på denne offtrack-tur er det en af attraktionerne, helt på linje med ørkensafarien, de vilde delfiner, dykningen osv.!

15. april 1999:
Jeg sidder i den bagende ørkensol og betragter, hvordan folk stille og roligt forlader basecampen én efter én. Jeg holder vejret og beder en stille bøn om, at alle må få nogle gode dage derude!

De næste tre dage er stille!. Der er ikke en vind, der rør sig. Lyden af ingenting stormer i mine ører. Som dagene går, sænker tempoet sig i min krop. Hvis der, som nogen påstår, findes en universel kosmisk puls, så er det den, der penetrerer hele mit system i samme langsomme tempo, som skyggerne fra bjergene bevæger sig henover ørkenjorden med. Tiden omkring mig opløses og afløses af en helt ny dimension af sanselighed. Hver aften spejder jeg ud i dalen som en far, der kigger efter sine børn i felten. Jeg føler et kæmpe ansvar, og samtidig ved jeg, at mit lod er at vente. Om aftenen fortæller Achmed og Muhammed eventyr, egyptiske eventyr og folkesagn fra deres barndom og religiøse bagland. 1001 nats eventyr smelter sammen med min virklighed og griber godt fat i min sjæls inderste og mest drømmende kroge. Hver aften ved næsten samme tid kommer Anne listende igennem mørket, hver gang er det Achmed, som hører hende eller ser hende først. Han opererer, må jeg erkende, med et andet sansesystem end mit. Anne slår sig ned ved bålet, ruller sin sovepose ud og blir i basecampen. Allerede ved syv tiden næste morgen er hun atter forsvundet ud i den støvede ørken.

18. april 1999:
Stemningen er nærmest euforisk og stiger i takt med at flere og flere “hjemvendte krigere” kommer retur. Alle er fyldt af stolthed og ørkenens styrke. Alle kommer hjem med hver deres personlige beretninger fra den “vilde” ørken. Historierne, bedrifterne og sejrsmilene indtager basecampen, og alle ligner vindere. En ekstatisk glæde og tilfredshed fylder mig helt ud i alle celler i min krop. “Vi har gjort det , jeg har gjort det”, hører jeg en stemme sige igen og igen. Om det er min eller det er en af de andres, ved jeg ikke, og det er også ligegyldigt. “Vi har gjort det!”

Mohammed og Achmed, vores praktiske og åndelige ørkenguider som har fulgt os på hele turen, laver i al ubemærkethed nye friskbagte brød til os, som vi sultne på livet lapper i os til en efterhånden velkendt gryderet og masser af friskbrygget shai (beduinthé med friske urter og en ufattelig masse sukker). Hvad de egentlig tænker, tør jeg ikke gætte på. For dem er det, vi har prøvet i 3 dage, jo bare deres hverdag. De er efterkommere af et stolt og uafhængigt naturfolk, som altid har klaret sig. Interessant nok kommer de begge til at fremstå som en slags forbilleder for os alle sammen efterhånden, som turen skrider frem og vi kommer tættere på hinanden indbyrdes i gruppen. De virker begge stærke og ubekymrede i deres tro. Det er som om, at de rummer hele den indre stilhed, ro og tillid, som ørkenen i løbet af turen er kommet til at represænterer for os. De får mig til at reflektere over os som gruppe. Er vi vanvittige bymennesker på afveje, eller er sandheden snarere, at vi herude mærker et sus af glemte instinkter og fortrængte behov? Alle i gruppen lyser i al fald af velvære og magi. Der er ingen tvivl om at ørkenen har gjort os godt i sjælen.

John, en travl forretningsmand fra London i starten af fyrrene, fortæller sagligt om sine dage alene, det er mange år siden, han har oplevet at have så meget uforstyrret tid “bare til ham”. Det virker som et tema for flere af deltagerne, det med at skabe plads og tid til sig selv! En anden deltager, Lucky, en naturlæge fra Fredriksværk, demonstrerer med armene over hovedet, hvordan han har oplevet, at en stor ørn en af dagene var kommet svævende i store cirkler ned imod ham for til sidst at flyve helt ned og suse lige hen over hans hoved. Hans beskrivelse af sin kontakt til dyrelivet kaster i æresfrygt mine tanker tilbage til de gamle indianere, som igennem hundredevis af år har foretaget spirituelle rejser i ørkenen. De kaldte disse “rejser” visionquests (rejser hvor man bevidst tog sig tid til at spørge ind til og fordybe sig i sin vision med livet). Turen her er også blevet en slags visionquest for flere af deltagerene. Mange har brugt tiden til at reflektere over deres eget liv. Og blandt andet Mogens, en rådgivende Ingeniør fra Hillerød bemærker filosofisk: “Tænk, hvor meget tid vi gir væk uden at gøre noget for os selv eller andre”. Jeg genkender udmærket det, han taler om, og samtidig er jeg fuld af glæde over at være i en helt anden verden lige nu!

20. april:
Vi er ærbødigt samlet for at tage afsked med Sinai, Muhammed, Achmed og hinanden. Vi sidder i en lille primitiv beduincamp helt ned til vandet kun nogle få hundrede meter fra de vilde definer, vi har brugt det meste af dagen på at svømme med. Skæret fra olielamperne oplyser resterne af vores sidste måltid i ørkenen. Vi sidder tæt rundt om det lave bord og fordøjer maden og indtrykkene fra ugen, der er gået. Sagte stemmer og boblende vandpiper er det eneste, der bryder aftenens behagelige stilhed. Natten igennem går snakken og historierne. Alle får nogle bevægede ord med på vejen. Natten emmer af intimitet og vemod over, at vi allerede i morgen skal forlade Sinai. Forhåbentlig venter foråret på os hjemme i Danmark!

21. april 1999:
Det er tidlig morgen, solen er ved at stå op, det røde ørkenlys kastes ind gennem sideruden på jeepen. Halvt liggende, halvt siddende iagttager jeg hvordan ørkenlandskabet minut for minut skifter farver, og hvordan der ud af den mørkeblå nattehimmel endnu engang fødes en ny dag i ørkenen, mens de sidste stjerner synkront forsvinder. For mig er turen slut for denne gang. Tilbage er der kun en grænse, der skal krydses, og et fly, der skal nås, før vi atter vil være tilbage i civilisationens velkendte og besnærende land.

Artikelens forfatter:
Lars Borgmann født i 1967, er explore-rejsearragør i Sinai. Han har igennem de seneste 16 år rejst rundt på egen hånd i store dele af verden. Han har et indgående kendskab til Sinai, og har lært befolkningen og landet at kende indefra igennem hans mange rejser og expeditioner i området. Lars er tilknyttet til Backpackers-online som Expert på Sinai.

Læs mere på: http://www.sinai.dk

Af: Anita Reinhardt / SubSinai

Sharm el-Sheikh blev berømt som dykkerdestination i begyndelsen af 70erne, og indtil 1990 var de fleste af turisterne udelukkende dykkere. Siden da har Sharm el-Sheikh hurtig udviklet sig til et moderne feriested og tilbyder nu alle slags aktiviteter.

For dykkere tilbyder Sharm el-Sheikh et stort udvalg af dykkersites, der blandt andet dækker lavvandede koral-haver, dybe kanter og historiske vrag. Nogle af de mest populære aktiviteter for ikke-dykkere er at sejle, paraglidide, trekke, ride på kameler, stå på vandski og selvfølgelig snorkle.

I Sharm el-Sheikh er der mange bazarer, caféer og restauranter, der alle er interessante at besøge. Der er underholdning, dans og natteliv til den lyse morgen.

Sharm el-Sheikh har et væld af hoteller i alle prisklasser. Sharm el-Sheikh er et af de dyreste feriesteder i Ægypten.

Dahab, som betyder “guld” på arabisk, er en livlig beduin-oase, som ligger cirka 100 kilometer nord for Sharm el-Sheikh.

Dahab anses for et af Syd-Sinais mest værdifulde dykkersteder, og er berømt for en absolut fremragende undervandsverden, der blandt andet tæller Blue Hole, Canyon, Island, Eel Garden og mange flere.

Dahab er et stort center for uformel turisme, og byen lokker med både høje bjerge og livgivende oaser med udsigt over Aqaba-golfen. Området er delt i to. Dels turistcentret, hvor der er flere store hoteller. Og dels Dahab centrum, hvor det er meget attraktiv for backpackers og lav-budget rejsende på grund af de mange billige restauranter og overnatingsmuligheder. Dahab har kun få store hotelkomplekser, men har derimod mange smukke natursteder.

Dahab er kendt for sin hjertelige atmosfære, og repræsenterer et godt mix af Orienten og original beduin-kultur.

Med andre ord er Dahab er det perfekte sted for en virkelig Sinai-oplevelse. God tur!

Af: Anita Reinhardt / SubSinai

En gigantisk koralfane i “canyon”, Dahab.

En kæmpeskildpadde på dybt hav.

En barracuda-stime ved “Ras Mohammed” nationalpark.
Et syn man ofte kan se her.

Koraller i fuldt vigør.

Glasfisk.

Et drop-off dyk – med rev og koraller på en side og cirka 1000 meters drop-off på den anden side. I området omkring Sharm el Sheik.

En spansk danser i fuld dans. Flamengo måske…

En dykker på vej op af “Blue hole”.

Små fisk i deres evige kamp mod strømmen.

En grouper, som er en yndet spise